Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Banal. Ib Michael har mærkeligt nok givet sig selv lov til at levere klynger af klichéer i ny roman, skriver Mikkel Bruun Zangenberg.
Foto: Niels Hougaard (arkiv)

Banal. Ib Michael har mærkeligt nok givet sig selv lov til at levere klynger af klichéer i ny roman, skriver Mikkel Bruun Zangenberg.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ib Michael-roman er en spand koldt vand i hovedet

Der er potentielt interessant stof i 'Himlen brændte', men sproget halter.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Af en eller anden grund, jeg har lidt svært ved at gennemskue, har Ib Michael sat en fælde op for sig selv som forfatter.

Og det er en fælde, han denne gang er gået i. Fælden består i, at skelne skarpt mellem på den ene side den såkaldt ’gode fortælling’: »det kan fiktionen, den skaber hologrammer ud af flade kendsgerninger. Fint fordi det føles autentisk.

Det største bevis på at kronologien er ligegyldig, er den gode fortælling«; og så på den anden side noget der så må være ’flade kendsgerninger’ og ’kronologi’.

Paradokset er bare, at hele romanen – via Holger Bech Nielsen og kvantefysikken – hviler på en hulens masse matematik og kendsgerninger fra den teoretiske fysiks område… hvilket komplet dementerer sondringen mellem flad virkelighed og storslået, tredimensional fiktion?

Den indbyggede finte i fælden er videre, at når anmeldere og kritikere – og andet forfærdeligt kryb – kritiserer den gode fortælling og dens sætninger for at være banale eller klichéfyldte, så er det simpelthen udtryk for snobberi.

Sådan her står det, i ’Himlen brændte’: »Der har ikke været nogen ende på den onkels kærlighed (…) – Du må ikke sige den slags, hviskede Irina, så bliver du aldrig forfatter. Forfattere kan ikke tillade sig at være så banale. – Er du sikker på det? Røg det ud af mig, måske er det lige præcis grunden til at det ikke er lykkedes for dig. Hun lå tavs i sengen. Længe. Så tog hun min hånd«.

Den døende astrofysiker Irina, som passes af den amatørforfatter, der også er mandlig sygeplejerske, og som med et pseudonym kalder sig ’Peter Adams’ i romanens rammefortælling, har altså bare manglet modet til at være banal. Det mod mangler Ib Michael desværre ikke.

For med ordvekslingen mellem Irina og Peter kan forfatteren bevilge sig selv carte blanche, der er frit slag for de værste, trivielle scener og figurer, og for de mest banale studenterbrødssætninger.

For hov, hvis anmelderne kritiserer dem, så ved vi jo, at de bare er nogle fisefornemme filistre, og mon ikke de selv går rundt med uforløste forfattere i maven? Hele den fælde, går han som sagt i her, Michael. Og det ærgrer mig!

For erindrings-essayistikken i ’Hjertets hemmeligheder’ fra 2012 var faktisk over store stræk stikkende og stærk, så hvorfor nægter Ib Michael at presse sit uomtvistelige roman-talent frem mod noget virkelig godt, hvorfor narrer han sig selv til skrive under sit eget bedste niveau?

Hvordan kan han få sig selv til at klemme sætninger som denne ind: »I dag har vi til gengæld så mange detaljer at verden drukner i dem, forsvinder i den mængde af data, vi kan generere med en enkelt mobiltelefon«. Akkeja, udmærket stof til endnu et læserbrev, hvor man for 250. gang skal høre den sang. Men i en ’ny stor roman’ af Ib Michael?

Eller et andet guldkorn: »Hvis man har fysikken til det, er man stort set så gammel som man vil være, og ikke en dag ældre« – en kongelig, snakkesalig og indsmigrende banalitet.

Eller vi har Irina der kunne være: »pjanket som en skoletøs på afveje; Irina var helt uden sans for selvhøjtidelighedens indre apoteose« – dét gælder desværre ikke for ghostwriteren Peter Adams, der har alt for megen sans for selvhøjtidelighedens både indre og ydre apoteoser.

LÆS ANMELDELSE

Og hvorfor netop gå i fælden her, når Ib Michael ellers sammen med forlaget har gjort sit bedste for at opnormere digitalt og teknisk? Og sidder oven på en potentielt skarp og frugtbar idé? Det er næsten til at tude over, hvis man var til den slags.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Himlen brændte’ er en løgkugle med lag på lag; hvor vi i rammen anno nu, oppe i Arresødal i Nordsjælland, har døende Irina (der naturligvis er: »skræmmende intelligent og rapkæftet«, åh disse russere), og hendes ghostwriter Peter Adams.

Inde i løget har vi et mystisk, muligt meteornedslag ved Tunguska i Sibirien den 17. juni 1908, et nedslag der ryddede et areal på størrelse med København; og vi har den russiske revolution, vi har vilde kærlighedshistorier mellem Irinas forfædre -og mødre, vi har KGB og GRU, spioner og intriger, vi har nutidig mail-korrespondance med fysikeren Holger Beck-Nielsen om mulige, alternative forklaringer på begivenheden i 1908, de kan muligvis være forårsaget af en ekstrem, lille »mørkestofperle« på mellem 3 millimeter og 20 centimeter, og måske det hele sker igen, og der er åbnet for bizarre bevægelser frem og tilbage i tid og rum.

Det hele orkestreret af den debuterende Peter Adams, der ikke vil kramme ud med sit rigtige navn, og med Ib Michael som dukkefører bag gardinet.

Sproget løfter sig undervejs. Lidt.

Men når man lige har læst vennen Morten Sabroes eksplosivt veltrimmede og veloplagte ’Libido’, og har ’Hjertets hemmeligheder’ i frisk erindring, er det altså en kold spand vand i hovedet at skulle slæbe sig gennem klyngerne af de klicheer, Ib Michael her mærkeligt nok giver sig selv lov til at levere.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden