I din erindringsbog ’Vinternoter’ skriver du om at tage til John F. Kennedys begravelse i Washington – hvad betød det for dig at være en del af historien?

»Jeg var lamslået, da Kennedy blev skudt. Det var alle. Jeg kunne virkelig godt lide Kennedy, og da han stillede op som præsident i 1960, var jeg 13 år og blev meget begejstret for ham. Min barndom fandt sted under Eisenhower – på mange måder en kedelig tid. Kennedy syntes at udtrykke noget ungdommeligt, energisk og optimistisk i forhold til fremtiden. Jeg var ikke den eneste, der var fascineret af ham, og da han døde, talte jeg med nogle af mine venner: »Lad os tage af sted! Vi bør tage derned og vise vores respekt og se, hvad der sker«. Så vi gjorde det, og det var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Det var lidt af et chok. Jeg kan huske, at jeg befandt mig inde midt i mængden, da vi fra en transistor hørte nyheden om, at Ruby havde skudt Lee Harvey Oswald. Det var ikke ligefrem som et karneval, men det var ikke så dystert og seriøst, som jeg havde forventet. Folk tog billeder. »Hey, du der! Flyt dig! Jeg er i gang med at tage et billede«. Den slags. Folk kravlede op i træerne med deres kameraer«.