Siden begyndelsen af 1980’erne har man med god grund kunnet undre sig over den globale udbredelse af hiphop. Lige pludselig begyndte eksempelvis borgerskabets bedste børn fra Nordsjælland at kopiere unge sorte knægte fra newyorker-bydelen The Bronx. Om natten listede de rundt langs togskinnerne med rygsækken fuld af spraydåser, og om dagen stod de på Strøget og knækkede knoppen til en brølende ghettoblaster. Hiphopkulturen har bredt sig Umiddelbart var det svært at se, hvad en middelklasedreng fra Hillerød havde til fælles med en jævnaldrende ghetto-knægt ramt af social slagsside, men graffiti, breakdance og rap satte sig fast i den danske ungdom som tyggegummi under sålen på de nyvaskede gummisko. Dengang var det modkulturens svar på Napoleon, der gik sin sejrsgang over hele verden. Siden har hiphopkulturen bredt sig ud over alle afkroge af ungdomskulturen og sat så meget præg på tøj, musik og livsstil, at selv de kloge hoveder på universiteterne har rettet deres analytiske forstørrelsesglas mod hiphoppen. På tide med faglig tyngde I det amerikanske moderland er den tidligere subkultur for længst metodisk beskrevet og videnskabeligt belyst, men først nu har en række skandinaviske forskere fået samlet de tværfaglige kræfter i en antologi, der forsøger at knække hiphoppens hemmelige koder. Og det er på tide, at akademikerne tilfører det nordiske hiphopbibliotek den faglige tyngde, der kan mærkes helt ned i fodnoterne, men den aktuelle udgivelse er desværre ikke mere på højde med sit undersøgelsesobjekt, end at de fleste pointer er set før, og de overrumplende indslag er for få. Antologien ’Hiphop i Skandinavien’ er resultatet af et symposium, der blev afholdt på Århus Universitet tilbage i 2006. Dengang satte en række forskere fra Norge, Sverige og Danmark hinanden stævne for at udveksle tanker og analyser om især hiphopmusik på tværs af landegrænser og fagskel mellem musikvidenskab, litteratur, historie og musikpædagogik. Det er indtil videre endt med otte grundige artikler, der i deres forskellighed kommer rundt om nogle af de centrale konflikter i og aspekter ved hiphop.
Godt nok set i en skandinavisk sammenhæng, men med markant amerikansk aftryk. Globalt fænomen med lokale rødder De fleste tekster snor sig ordrigt og til tider akademikerkryptisk rundt om begrebet glokalisering.







