Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Penge, penge, penge. Mens Tom Ahlberg diskuterede kulturstøttens tekniske finesser med filmdirektør Henrik Bo Nielsen, sad digteren Kenneth Krabat på bageste række og undrede sig over, hvorfor man aldrig ville snakke om det, der virkelig betød noget: Nemlig hvornår en forfatter er en forfatter. Foto: Miriam Dalsgaard

Penge, penge, penge. Mens Tom Ahlberg diskuterede kulturstøttens tekniske finesser med filmdirektør Henrik Bo Nielsen, sad digteren Kenneth Krabat på bageste række og undrede sig over, hvorfor man aldrig ville snakke om det, der virkelig betød noget: Nemlig hvornår en forfatter er en forfatter. Foto: Miriam Dalsgaard

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debat om kunststøtten: »Det er jo værre end at diskutere efterløn«

Findes der en smartere måde at dele kunststøtten ud på end den eksisterende?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En mand med et virkelig langt skægt sætter sig på bageste række. Han ligner ikke en, der har de største forventninger til denne aften.

Men de fleste andre, som nu siver ind i lokalet, virker optimistiske. Måske ser de for sig, hvordan deres slunkne forfatterlommer snart vil blive fyldt op med pengesedler, nu hvor der skal ryddes op i kunststøtten, og det hele (måske) bliver mere retfærdigt.

Pludselig kommer en mand i en habit, der strammer over skuldrene, med raske skridt imod mig. Han giver mig hånden. Det virker ikke som et forfatterhåndtryk.

LÆS OGSÅ »Er du fra Politiets Efterretningstjeneste?«, spørger jeg med et blik på den nål, han bærer i jakkereverset. Sådan en går PET’s sikkerhedsvagter altid rundt med. »Nej, jeg er fra Socialdemokraterne«, siger manden. Og nu kan jeg også godt se, det er en rose, han har i knaphullet. »Jeg hedder Flemming Møller Mortensen«. Han viser sig at være den nye formand for Folketingets Kulturudvalg. Og da han – som han selv lidt senere påpeger – kommer fra regeringens største parti, så han er (mindst) lige så vigtig som den radikale kulturminister. Vi er cirka 30 mennesker i Dansk Forfatterforenings højloftede lokaler på Christianshavn. I træpanelerne er indfældet enorme malerier med motiver fra Første Mosebog. Over os svæver ørne og engle af gips. »Det kunne være sjovt, hvis vi i aften kunne blive klogere sammen«, siger Lotte Garbers med en smittende energi. Hun er formand for forfatterforeningen og skal styre en diskussion om, hvordan forfatterne får de penge, de fortjener. Og om, hvordan de får dem på den smarteste måde, så ingen bliver snydt. Det er ikke så enkelt, som det godt kunne lyde. Uuuh, bibliotekspengene!Halvdelen af de tilstedeværende er pressefolk, observerer Lotte Garbers, som benytter anledningen til at håne medierne for alt det bullshit, de bringer om kunststøtten. »Den her debat trækker så meget negativ presseomtale«, siger hun. Pressen er kun interesseret i, hvor mange penge den ene eller den anden kendte kunstner får. Eller hvis en eller anden kendt forfatter raser over, at nogle lidt mindre kendte får legater, når han ikke selv får nogen. Den slags.



Jeg dukker mig lidt. Og kigger mig nysgerrigt omkring. Hvis halvdelen af forsamlingen er fra pressen, må den anden halvdel være forfattere. Jeg studerer ansigterne, men genkender ingen.

Og dog, ham der på forreste række må være Kåre Bluitgen, der skrev en bog om profeten Muhammed og på en måde udløste karikaturkrisen. Nu sidder han og drikker dåseøl, som han selv må have haft med, for forfatterforeningen serverer kun kaffe og småkager og klementiner.

Men tag for helvede nogle samtaler om, hvad det egentlig er for noget kunst, folk vil have. Og giv dem så noget andet! For det er det, kunst handler om, ikke?



»Jeg synes, litteraturstøtten er god«, siger en af de tre mænd, der udgør aftenens panel. »Der er en mangfoldighed i det, man støtter. Det er rigtig bredt. Og det synes jeg er ret fantastisk«.

Han hedder Tom Ahlberg og kalder sig kulturdebattør. Han sad i det udvalg, der blev kaldt Liebst-udvalget, og som afleverede en rapport om kulturstøtte for ikke så længe siden. Det er den rapport, der skal snakkes om.

»Men det er skidt, at man får sådan et hak over tuden, hvis man vil diskutere bibliotekspengene ...«.

Et sus går gennem forsamlingen. Uuuh ... Tom Ahlberg har udtalt det mest følsomme ord, det er muligt at nævne i denne kreds: Bibliotekspengene!

»... Det er jo værre end at diskutere efterløn«, afslutter han bemærkningen.

Politiske visdomsord
Ved siden af ham sidder Henrik Bo Nielsen, der er direktør i Det Danske Filminstitut. Han er indkaldt, fordi Liebst-udvalget foreslår at omdanne det rimelig kringlede kunststøttesystem til noget mere enstrenget i stil med filminstituttets.

Henrik Bo Nielsen fortæller en anekdote om dengang, Jørgen Leth var filmkonsulent og blev skældt ud for at give alle støttepengene til sine venner. »Jeg kan da ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde«, skal Leth have svaret.

Pengene deles ikke længere ud på den måde, forsikrer filmdirektøren.

Sidste mand i panelet er Flemming Møller Mortensen, repræsentanten for de nye politiske magthavere. Han vælger en silkeblød toneart i aften.

»Jeg vil gerne det bedste, men jeg ved sjældent det bedste«, erkender han. »Og så er der kun ét at gøre: søge viden«. Derefter giver han en slags programerklæring:

»For det første skal vi ikke slå os til tåls med det middelmådige. For det andet skal vi sikre bredden og mangfoldigheden. Og for det tredje skal vi sikre gennemskuelighed, transparens«.

Det havde været interessant, hvis han havde sagt det modsatte. Mortensen tilføjer:

»Vi ønsker kun, at tingene skal blive bedre«.

Herfra bevæger debatten sig ind i på fordele og ulemper ved at ændre på kunststøtten. I dag deles pengene hovedsagelig ud af Statens Kunstfond og Statens Kunstråd samt via den forkætrede biblioteksafgift, som udgør langt den største del af støtten til de danske forfattere.

Den tidligere konservative kulturminister Per Stig Møller nedsatte et kunststøtteudvalg med Lars Liebst som formand. Udvalget foreslog, at den nuværende struktur erstattes af et uafhængigt kunstinstitut med en bestyrelse, hvis formand udpeges af kulturministeren.

Forslaget er ikke blevet alt for godt modtaget i kunstnerkredse, men Dansk Forfatterforening vil gerne diskutere det.

Mange går på røven med et brag
Det fyger gennem luften med ord som: mangfoldighed, habilitet, gennemsigtighed, nepotisme, faglighed, armslængdeprincip og (uha) ... bibliotekspenge.

Alt sammen kyndigt dirigeret af den sprudlende Lotte Garbers, som på et tidspunkt hører sig selv sige ordet: »Armslængdeorgan«.

Hun tilføjer: »Jeg lader lige det ord stå et øjeblik«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Og mens ordet hænger i luften, lyder et smæld fra en dåseøl, der bliver åbnet. Bluitgen har taget rigeligt med.

Tom Ahlberg – der ser træt ud og nærmest ligger ned på sin stol – forklarer, hvordan bestyrelsen sammensættes i sådan et nyt og moderne institut. Det skal ske efter opslag og ansøgning. Ikke noget med at prikke sine gode venner på skuldrene og den slags.

»Men det er klart, at man aldrig kommer uden om habilitetsproblemer ...«, siger han.



Efter en pause får salen lov til at blande sig. Det er der ikke mange, der har lyst til. Men Jo Hermann, der er næstformand i forfatterforeningen, spørger:

»Er de livsvarige ydelser bare en særlig fin måde for en forfatter at komme i a-kasse på?«.

Svarene fra panelet gør ingen klogere. Jo Hermann tager igen ordet:

»Vi trænger faktisk lige så meget til en diskussion om det kunstneriske arbejdsmarked ... Vi møder så mange, der går på røven med et brag«.

Det er så her, at manden med det virkelig lange skæg rejser sig. Han hedder Kenneth Krabat og er digter. Og han mener, man bare skal tvinge A.P. Møller til at levere olien tilbage til folket, så får vi lige så mange penge til kunststøtte, som de har i hele Norge.

Hvad er overhovedet en forfatter?

Kenneth Krabat når ikke at forklare sine synspunkter til bunds, før mødet slutter, så jeg trækker ham til side bagefter og spørger, hvordan han vil betegne aftenens debat? »Kedelig«, svarer han. »Forfatterforeningen fokuserer enormt meget på penge, på fastholdelse af legater. Man skal ikke pille ved noget som helst. Og selvfølgelig er det godt, at de penge er der. Men tag for helvede nogle samtaler om, hvad det egentlig er for noget kunst, folk vil have. Og giv dem så noget andet! For det er det, kunst handler om, ikke?«. Kenneth Krabat begynder at skælde ud på bibliotekerne, der køber bøger ind efter, hvor mange der forventes at ville låne dem, og ikke ud fra et alsidighedsprincip.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ »Hundrede mennesker vil gerne have den seneste Hanne-Vibeke Holst, jamen så bestiller vi kraftedeme ind, så de kan få en alle sammen. Men vi må da have den der fucking smalle litteratur med, som ingen gider at læse. Den skal være på hylderne, fordi Danmark skal næres af, at den slags er tilgængeligt«, siger digteren. Men frem for alt er der brug for at diskutere, hvad det vil sige at være forfatter, mener han. »Vi har ikke noget, der definerer kunstnere. Og når vi ikke har det, så kan vi ikke tage indholds- og kvalitetsdebatten«. »En forfatter er vel en, der skriver bøger?«, siger jeg. »Ja, du har fuldstændig ret«, siger Kenneth Krabat. »Men hvad med en, der har skrevet tre bøger om yoga, er han også forfatter?«, funderer jeg. »Selvfølgelig. Han har jo udgivet dem, og folk har købt dem. Er han så ikke forfatter?«. »Men at få udgivet en bog er vel ikke ensbetydende med, at man kan skrive?«. »Nej, men vi tør ikke tale om, hvorvidt det er godt eller skidt, det de laver ... Jeg kan ikke besvare det, og det kan du heller ikke. Men hvis ikke man tør tage den diskussion om kvalitet, så har man ingenting, så kan man lige så godt lade være med al den snak om penge«, siger Kenneth Krabat.

















Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden