En mand med et virkelig langt skægt sætter sig på bageste række. Han ligner ikke en, der har de største forventninger til denne aften.
Men de fleste andre, som nu siver ind i lokalet, virker optimistiske. Måske ser de for sig, hvordan deres slunkne forfatterlommer snart vil blive fyldt op med pengesedler, nu hvor der skal ryddes op i kunststøtten, og det hele (måske) bliver mere retfærdigt. Pludselig kommer en mand i en habit, der strammer over skuldrene, med raske skridt imod mig. Han giver mig hånden. Det virker ikke som et forfatterhåndtryk.
