Jeg ved ikke, om der findes en talemåde blandt samfundsdebattører, som handler om, hvornår de kan betragte sig selv som fuldbårne og garvede udøvere, men selv har jeg et aktuelt bud.
Det kommer her: Man ved intet om meningsdannelse, før man har oplevet at ytre sig offentligt i Sverige.
Det begyndte med en opfordring fra Svenska Dagbladets kulturchef Daniel Sandström.
Han ville have mig til at fortælle avisens læsere, hvad det er, der har skabt så stor opmærksomhed om Yahya Hassans digte.
LÆS OGSÅ
Det gjorde jeg så i Svenska Dagbladet sidste lørdag, og jeg gentog, hvad jeg har skrevet her i avisen i løbet af de seneste tre måneder:
»De vrede digte, og det Hassan yderligere har sagt i medierne om den måde, som religion, revselse og mandschauvinisme har forpestet hans families liv på, har bragt integrationsdebatten og debatten om islam et nyt sted hen i Danmark. Ligesom selve debatten om ytringsfrihed har flyttet sig et andet sted hen. Dødstruslerne mod og overfaldet på Yahya Hassan har fået mange til at indse, at ytringsfriheden rent faktisk er under pres, hvis man ikke kan ytre sig kritisk om islam uden at skulle politibeskyttes«.
Tale direkte ud af posen
Jeg skrev også om, at Hassans digte i år udkommer på andre sprog: »Jeg er mest spændt på reaktionen i Sverige, hvor man har været alt for bange for at tale direkte ud af posen om de problemer, som notorisk opstår, når et socialdemokratiseret, meget verdsligt velfærdssamfund i løbet af relativt få år pludselig rummer bydele – ghettoer – som overvejende bebos af marginaliserede muslimer. Jeg kan næsten ikke se to parter, der befinder sig længere væk fra hinanden, end den moderne frie, veluddannede og selvbevidste svenske kvinde og den socialt deklasserede muslimske patriark fra den etniske underklasse, som forsøger at få tilværelsen i den frisatte modernitet til at falde i hak med sine ømfindtlige æresbegreber og kvindesyn. Yahya Hassans digtsamling skærer sig nådesløst ind i afstanden mellem disse to parter og siger mellem linjerne til dem begge: Se sandheden i øjnene, alt for mange menneskers liv bliver ødelagt, hvis hykleriet fortsætter«.
Reaktionerne
Reaktionen kom prompte.
Elise Karlsson, forfatter og litteraturkritiker ved avisen, anklager mig for at være racist: Min tekst skulle angiveligt have racistiske hensigter rettet mod muslimer. Og ikke nok med det. Hun kristiserede Daniel Sandström så kraftigt for overhovedet at have trykt min tekst, at han i tirsdags følte sig nødsaget til at rykke ud med et forsvar for sin disposition.
Karlsson citerer ikke fra mit indlæg, men udtrykker sig i generelle vendinger.
Hun slår kort og godt fast, at mine holdninger svarer til Sverigedemokraternas og bebrejder sin avis for at have løftet en dansk debattør frem, »som er villig til at udtrykke ekstreme højresynspunkter«.
»Hvor mange danske oversatte mandlige skribenter tåler Sverige?«, refererer hun en bekendt for at have udtalt, efter at vedkommende havde læst mit indlæg.
Karlsson slutter således af: »Jeg ønsker mig en debat på svenske kultursider, hvor man tager større ansvar for de hensigter, som udtrykkes. Jeg ønsker mig kultursider, som vil gøre noget andet med den svenske offentlighed end at få den mest delte artikel (på Facebook, red.). Mens jeg venter på det, nøjes jeg med lidt venlig menneskelig anstændighed«.
Ind i kampen
Daniel Sandström svarer Karlsson, at avisen plejer at invitere skribenter fra andre lande til at give et billede af andre offentligheder, og han spørger: »Skal Sverige virkelig tie sig ind i fremtiden i den forfængelige venten på de rette tekster, som beskriver virkeligheden på præcis den rette måde? Jeg tror, det er en farlig vej at gå. Tavsheden skaber et vakuum, hvor de humanistiske argumenter forsvinder i mellemtiden«.
Det kan ikke overraske, at jeg er enig med Sandström.
