Byen Jeg kommer fra Nordjylland. Oppe fra Limfjorden. Men jeg er ved at vænne mig til at være herinde i København. Det er, ligesom om jeg oplever, at byen er en flod. Det er noget helt andet end landet. Det er sværere at have kontakt i byen.

Byen er meget konturer, det der rager mod himlen. Spirene, altanerne. Nogle af de ting, menneskene har bygget. Hermesstatuen nede på Købmagergade, eller Athene nede ved Glyptoteket. Disen, og solen, der står på himlen. Og så vandet selvfølgelig. Vandet lever sit eget liv. Jeg så på Knippelsbro et Margueritrute-skilt, der pegede direkte ud i havet. Jeg oplever byen meget stille, lydløs.

Lysende diamanter
Det var lyset, der allerførst fik mig til at være digter. I de første eksperimenter, jeg lavede med lyset i vandet, tænkte jeg, at det var diamanter. Det samme gjorde jeg med stjernerne og alle mulige andre slags lys. Så tænkte jeg, man behøver ikke eje noget, man behøver ikke smykker eller diamanter, for det hele er allerede i lyset.

Det handler om at se på verden på en måde, hvor man fratager den dens praktiske værdi. Jeg var på efterskole, da jeg begyndte at læse digte. Jeg interesserede mig ikke så meget for litteratur, det var mere drømmen.

Skabelsen
Ude på landet er der ikke nogen forskel på naturen og verden. For eksempel, hvis der sidder en masse stære på lange telefontråde, så tænker jeg, at det er perler. Det er ikke, fordi det er en metafor. Det er perler, det er sådan, det er. I et par år følte jeg, at jeg kunne omdanne verden, at jeg kunne nå til en skabelse. Skabelsen kan lade sig gøre hele tiden. Alting bliver skabt for første gang.

Ungdommen
Det mest inspirerende for mig har været at være ung. Jeg føler et ansvar. Det kan ikke passe, at man kan vokse ind i et liv, og blive voksen, uden at give et bud på, hvad det her er for noget. Vi har et ansvar for at se livet som for første gang. For ikke bare at flyde med. Det er en desperation over, at vi ikke kan være nok til.

Det, der er sværest at beskrive, bare det at trække vejret, det er af hårrejsende betydning. Der er poesien bare et redskab. Jeg følte et ansvar for at drømme. Jeg ville begynde et liv, der ikke var andet end undren over det at leve. At nå dertil, hvor man kan tale med alting. Gustaf Munch-Petersen siger det sådan her: Vi er nøgenhedens legionærer. Hans drøm, det er at være så hamrende, sitrende nærværende. Ansvaret for livet, og frygten for at svigte, det er det, der betyder allermest for mig.

At skrive
Et digt er en indgang til noget, der skal ændre ens liv. Det er en sansemåde. Det farver alting, når man har skrevet det. Med digte navngiver man noget. Det er en opdagelse og en skabelse på samme tid.

Sommerfugle
Jeg har købt den her bakke med pressede sommerfugle af en mand ude på Hundige Station. Hans bedstefar havde været sømand og tog den med hjem fra Brasilien. For en uge siden var jeg ude og se levende sommerfugle i zoologisk have. De er ligesom tanker, der flyver. Fuldstændigt selvlysende. Det er billeder, malerier. Det er et landskab over verdener – man kan se dybden, man kan se havet. Det er et lille kosmos i sig selv.

Poetisk politik

Det at skrive en digtsamling kan godt være en politisk handling, uden at der nogensinde er nogle ord om politik eller samfund i den. Drivkraften for den her digtsamling er et samfundsengagement. Troen på, at ord og tanker kan ændre i sig selv.

Det er ikke en protestdigtsamling eller en tale fra en stol. Det er en handling. Digtet er en aktion. Vores kroppe er hænder, der rækker ind i verden, for at redde den ud. Politik betyder at handle og ændre, og hvis det er sandt, så er der ikke nogen forskel på poesi og politik.