Byen
Jeg kommer fra Nordjylland. Oppe fra Limfjorden. Men jeg er ved at vænne mig til at være herinde i København. Det er, ligesom om jeg oplever, at byen er en flod. Det er noget helt andet end landet. Det er sværere at have kontakt i byen.
Byen er meget konturer, det der rager mod himlen. Spirene, altanerne. Nogle af de ting, menneskene har bygget. Hermesstatuen nede på Købmagergade, eller Athene nede ved Glyptoteket. Disen, og solen, der står på himlen. Og så vandet selvfølgelig. Vandet lever sit eget liv. Jeg så på Knippelsbro et Margueritrute-skilt, der pegede direkte ud i havet. Jeg oplever byen meget stille, lydløs. Lysende diamanter Det var lyset, der allerførst fik mig til at være digter. I de første eksperimenter, jeg lavede med lyset i vandet, tænkte jeg, at det var diamanter. Det samme gjorde jeg med stjernerne og alle mulige andre slags lys. Så tænkte jeg, man behøver ikke eje noget, man behøver ikke smykker eller diamanter, for det hele er allerede i lyset.
Det handler om at se på verden på en måde, hvor man fratager den dens praktiske værdi. Jeg var på efterskole, da jeg begyndte at læse digte. Jeg interesserede mig ikke så meget for litteratur, det var mere drømmen. Skabelsen Ude på landet er der ikke nogen forskel på naturen og verden. For eksempel, hvis der sidder en masse stære på lange telefontråde, så tænker jeg, at det er perler. Det er ikke, fordi det er en metafor. Det er perler, det er sådan, det er. I et par år følte jeg, at jeg kunne omdanne verden, at jeg kunne nå til en skabelse. Skabelsen kan lade sig gøre hele tiden. Alting bliver skabt for første gang. Ungdommen Det mest inspirerende for mig har været at være ung. Jeg føler et ansvar. Det kan ikke passe, at man kan vokse ind i et liv, og blive voksen, uden at give et bud på, hvad det her er for noget. Vi har et ansvar for at se livet som for første gang. For ikke bare at flyde med. Det er en desperation over, at vi ikke kan være nok til.
