Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Oversættelsesarbejde. »At læse, også i forbindelse med litteraturkritik, er en træning i empati og fantasi, og det er denne bestræbelse, jeg synes Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad underkender«, siger Jes Stein.
Foto: Magnus Holm (Arkiv)

Oversættelsesarbejde. »At læse, også i forbindelse med litteraturkritik, er en træning i empati og fantasi, og det er denne bestræbelse, jeg synes Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad underkender«, siger Jes Stein.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturredaktør: Det næsten biologiske udgangspunkt er dybt reaktionært

Har en heteroseksuel hvid mandlig litteraturkritiker forudsætninger for at bedømme litteratur skrevet af lesbiske forfattere?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad sætter spørgsmålstegn ved hvide mandlige heteroseksuelle litteraturkritikeres forudsætninger for at læse og bedømme bøger skrevet af eksempelvis lesbiske forfattere.

Man må forstå på dem, at anmelderens køn og seksualitet på forhånd afskærer vedkommende fra at begribe værker skrevet af forfattere med et andet køn og en anden seksualitet.

Det standpunkt er dybt reaktionært, og påstanden bliver da også dementeret tidligt og silde af litteraturkritikere, som uanset deres køn, alder, seksualitet og habitus i øvrigt, tidligt og silde er i stand til at åbne sig over for tekster af enhver art. Det ville ende i en nedbrydning og balkanisering af den kritiske offentlighed, hvis litteraturkritikken skulle ligge under for identitetspolitiske hensyn.

Jeg kan ikke lade være med at citere en lille smule af den (aldrig trykte) tale, som Kim Leine holdt, da han modtog Politikens Litteraturpris sidste år:

»Jeg læste James M. Cains ’Postbudet ringer altid to gange’ og opdagede nydelsen ved at være et andet, fuldkommen ukendt og fremmedartet sted gennem læsningen. Jeg læste Henri Carrieres fængselsroman ’Papillon’ og opdagede en ny mulighed: muligheden for at stikke af. Så derfor stak jeg af, fra Jehova og den lille hjembygd, og kom til København, hvor ruderne stadig stod og klirrede efter det store brag i 68.

Jeg læste Erica Jong, Doris Lessing og Marilyn French, jeg forklædte mig som lesbisk og deltog i, eller rettere sagt spionerede på, kvindefestivalen i Fælledparken, hvor det vidt udbredte græstæppe var dækket af nøgne kvinder, hvoraf halvdelen syntes at være lesbiske og den anden halvdel forsøgte at være det, deriblandt altså jeg selv. Jeg forsøgte virkelig seriøst at være lesbisk med alle de 49 procent af mig, der var, og stadig er, kvinde, men jeg havde ikke så meget held med mig. Jeg læste Knut Hamsuns romaner uden overhovedet at skelne dem fra den feministiske litteratur – for mig var det bare romaner – men hvis Hamsun lærte mig noget dengang, var det nok, at jeg trods alt inderst inde er ret norsk«.

LÆS DEBATINDLÆG

Leines udtalelse er interessant og vigtig, fordi den så klart og åbenhjertigt – og morsomt – gør op med de gængse kønsstereotypier. Også dem Glaffey og Langvad opererer med.

For hvad er egentlig en ’hvid’, ’heteroseksuel’ kritiker – eller læser?

Leine er et eksempel på en læser, som har åbnet sig for det, han har læst, ja, er blevet formet og ført af sted af litteratur. Netop viljen til indlevelse er afgørende for den, der bedriver litteraturkritik. Hvad kan denne tekst? Hvad får man øje på gennem den prisme, som forfatteren holder op?

At læse, også i forbindelse med litteraturkritik, er en træning i empati og fantasi, og det er denne bestræbelse, jeg synes Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad underkender. Som lesbiske er de selv vant til hele tiden at skulle lave et ’oversættelsesarbejde’ for at leve sig ind i de erfaringer, som bliver beskrevet af heteroseksuelle hvide forfattere, siger de. Hvad forhindrer dog en (såkaldt) heteroseksuel læser i at ville gøre nøjagtig det samme?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For demokratiet som sådan ville det være en katastrofe, hvis det ikke længere var en opgave for hver enkelt af os at overskride det, vi er rundet af, for at kunne imødekomme og samles om det fælles.

Det fælles, som er, at vi alle har et køn, en seksualitet, en hudfarve og en bestemt sociokulturel baggrund, og at der skal være plads til hver eneste tænkelige kombination i vores samfund. Man kan sammenligne det med Wikipedia. Over tid skaber vi i fællesskab et blik på os selv og verden, som udvider det rum, vi eksisterer i.

Litteraturhistorien er fuld af værker, som har udfordret de gængse billeder af, hvordan man kan eller bør leve sit liv: Som har forkastet religion og klassiske dyder for i stedet at hylde den såkaldte synd. Som har trodset de rige med livet som indsats. Som har beskrevet, hvordan det er at have en seksualitet, der er anderledes end den gængse, eller have et køn, som begrænser ens muligheder. Som har berettet om, hvordan det er at vokse op med et ben i en vestlig storby og et andet i en indisk landsby eller for den sags skyld om, hvordan det er at vokse op som søn af forældre af palæstinensisk herkomst i Aarhus.

Og man kunne blive ved, for der er ikke det aspekt af tilværelsen, som ikke er blevet udfordret og udvidet af litteratur.

Litteraturen har skabt det i særklasse største forestillingsrumrum, som findes. Med romanen ’Padder og krybdyr’ har Kristina Nya Glaffey selv gjort det endnu større: »Skulle de så have børn, og hvis de skulle, skulle de så begge to være gravide, og skulle de være det samtidig, og hvis ikke, hvem af dem skulle så være det først?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden