For mange år siden kørte jeg ind på hjulsporet, der førte frem til Per Højholts hus i Hørbylunde Bakker. Inde i hans køkken fortalte han fnisende om, hvordan han fik sat ord på det papir, som alle dengang brugte. De fleste troede jo, som han sagde, at han gik rundt og ventede på at blive overfaldet af inspirationen, men gu’ fanden gjorde han da ej.
Når han ikke skrev, spillede han Jimi Hendrix for fuld hammer på anlægget eller drak te, mens han læste avisen, eller gik sin faste tur i bakkerne, eller ordnede sin sære japanske have.
