Anbefaling. Marianne T. Stechers afhandling om Karen Blixen er skrevet på et klart og jargonfrit engelsk.
Foto: Karen Blixen museet

Anbefaling. Marianne T. Stechers afhandling om Karen Blixen er skrevet på et klart og jargonfrit engelsk.

Bøger

Knagende god afhandling giver fornyet indsigt i Blixens verden

Marianne T. Stecher afdækker en række ømfindtlige felter i Blixens værk.

Bøger

Hun er nok en af de største, hvis ikke dén største, kvindelige offentlige intellektuelle, vi havde i Danmark i det tyvende århundrede, hende Karen Blixen.

En podning af Virginia Woolf og Simone de Beauvoir og dermed også en kvinde, der var andet og langt mere end blot forfatter i mere snæver og strengt litterær forstand.

Det betyder imidlertid også, at hun både var og er kontroversiel og interessant – og den danske litterat, professor i danish studies i Seattle, USA, Marianne T. Stecher tager nu med en ny afhandling fat om en række uhyre sensitive sider af Blixens rolle som intellektuel.

Det gælder spørgsmålene om køn, om Nazityskland og om begær og magt i kolonialt regi.

Jyllands-Posten rejste i foråret, via bl.a. Poul Behrendt, en debat om, hvorvidt Blixen var lidt for ivrig efter at publicere i Nazityskland, selv midt i krigsårene.

Nærede åndsaristokraten Blixen en gedulgt sympati for dele af det højreradikale tankegods, eller var hun noget for skruppelløs i sit ønske om forfatterindtægter?

Og hvad med Afrika og Danmarks postkoloniale arv dér – gik Blixen længere end for langt i sin skildring af kikuyuerne og masaierne som nærmest fiffige husdyr? Og hvad med feminismen – er det ikke stadig betænkeligt, at hun i den berømte båltale fremhæver, at manden skal handle, kvinden skal blot være? Det er provokerende spørgsmål.

En hang til det teatralske

Marianne T. Stecher træder ind på arenaen, og på den ene side afhandler det, der unægtelig er centrale, men også potentielt skumle sider af Blixens værk og virksomhed. Men på den anden side formår hun grundigt, begavet og plausibelt at vise, at Blixen ganske vist – som det også fremgår af hendes romaner og noveller – rummede en hang til det dæmoniske og det teatralske.

Men at hun på ingen som helst måde kan siges at have sympatiseret med nazismen; hverken som politisk ideologi eller som kulturelt fænomen. Og at hun på ingen måde var en nedladende racist; og endelig at hun var meget langt fra at være en kristent-national apologet for, at kvindens plads var med børnene, i kirken og i køkkenet.

Marianne Stecher udfører sit ærinde ved at gå i lag med relativt upåagtede dele af Blixens ellers gennemanalyserede forfatterskab, nemlig hendes essays og mange foredrag og taler – hvor vi med appendikset og det nyoversatte foredrag til engelsk, ’Blacks and Whites in Africa’, får en værdifuld tilføjelse til Blixens værk i den engelsksprogede verden.

Og eftersom spørgsmålene om race, køn og fascisme desværre ikke just kan siges at have fortonet sig i fortiden, må Stechers fornyede undersøgelse af disse aspekter af Blixens værk siges at være højst aktuelt og relevant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kreativ dialektik

Stechers greb består nu i at oprulle sin forståelse af en »kreativ dialektik« hos Blixen og derefter at begrænse sit analytiske korpus til et lille antal tekster, der bliver grundigt nærlæst i tre dele; først båltalen og ’Det ubeskrevne blad’ (køn og feminisme), dernæst ’Breve fra et land i krig’ (nazismen), og endelig ’Om sorte og hvide i Afrika’ (kolonialisering) læst sammen med ’Den afrikanske farm’.

Det hele er kontekstualiseret i forhold til Blixens øvrige værk, i forhold til Blixen-forskningen og i forhold til samtidens økonomiske, politiske og kulturelle historie. Og sigtet er til dels at bygge bro mellem den skandinaviske og den angloamerikanske forståelse af Blixen og arven efter hende.

Men hvad menes der egentlig med »kreativ dialektik«? Stecher tager afsæt i Blixens egne ord om menneskehedens historie som en kompliceret og dialektisk proces, hvor voldsomme modsætninger er uundgåelige og nødvendige og i bedste fald kan resultere i en »skabende enhed«: »sand, skabende enhed opstår, hvor væsensforskellige kræfter eller hvor modsætninger føres sammen«.

Denne tilsyneladende harmløse påstand bliver pludselig mere problematisk, hvis den benyttes til at skildre forholdet mellem en koloniherre og hendes tjener, mellem Nazityskland og de allierede, mellem mand og kvinde, mellem krig og fred. Men det er nøjagtigt, hvad der sker hos Blixen – uden at hun af den grund kan stemples som hverken imperialist, nazist eller mandschauvinist.

Det er Stechers fortjeneste, at hun med stor tålmodighed og grundighed viser, at vi ikke kan slutte fra A til B.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tager man visse sætninger fra Blixen og river dem ud af sammenhængen, og er man tilmed en ringe læser i ond tro – så kunne man fuldkommen fordreje billedet af hende. Stecher viser, at Blixen ganske vist ikke var nogen anæmisk helgeninde (hun udfolder vitterlig stor flid for at komme til at publicere i f.eks. et nazistisk tidsskrift), men at hun grundlæggende var en stor, skarp og ironisk humanist.

Det var hun ved for det første altid at mobilisere en sokratisk dialektik, hvor modsatte standpunkter bringes til at danse mellem sig; ved for det andet at have et metafysisk og teologisk lag i sin forståelse af verden som sammensat af stik modsatte kræfter og principper og endelig for det tredje ved at nikke tilbage til Kant og Hegel og vise, at der også er en idéhistorisk og historiefilosofisk side ved Blixens brug af termen ’dialektik’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce