Journalist opruller mørkt kapitel i grønlandsk historie

Søren Peder Sørensen fortæller historien om spøgelsesbyen midt i den arktiske ødemark.

Bøger

Skal vi have minedrift på Grønland? Så skal vi i hvert fald tænke os om. Godt om!

Det bliver man klar over, når man har læst denne smukt opsatte, personlige beskrivelse af kulminebyen Qullissat på Disko øen og hvad der skete, da minen blev lukket og over 1.100 beboere måtte flytte, de fleste mod deres vilje.

I dag ligger der en spøgelsesby mit i den arktiske ødemark, mens hundreder af fraflyttede og deres efterkommere vansmægter andetsteds i de kæmpe grønlandske rige.

Søren Peder Sørensen er journalist og kom for et par år siden i kontakt med nogle af de fraflyttede og deres efterkommere og har siden fået gravet denne mærkelige historie fra Danmarks senkoloniale periode i Grønland.

I 1924 påbegyndte den danske stat industriel kulminebrydning i Qullissat, en virksomhed der blev udvidet med en ny og større mineskakt i 1939.

Efter krigen anbefalede en nedsat Grønlandskommission så at lukke minen og flytte befolkningen. Den anbefaling sparkes til hjørne på typisk dansk facon ved at nedsætte et kulbrudsudvalg, der efter 'hårdt' arbejde ikke kommer til nogen konklusion.

Must-read for regnedrenge og entreprenører

I stedet bevilges millioner til at opføre 200 boliger til minearbejderne og deres familier, så byens befolkning når op på omkring 1.500.

Der ansættes skotske mineingeniører og investeres i moderne udstyr. Men minen, hvis formål er at forsyne hele Grønland med kul, er urentabel og olie begynder at overhale kul som varmekilde. Der bliver aldrig anlagt en ordentlig havn, hele organisationen er mildest talt amatøristisk på grænsen til det uansvarlige.

Så samtidig med at man udvider produktionen i den ene ende, skruer man ned i den anden og begynder at få folk til at rejse, lukker kirke, forsamlingshus, administration etc. De sidste forflyttes i 1972.

Det er blandt byens gamle indbyggere, at forfatteren får fortalt historien, så man kan følge med i udviklingen. Eller afviklingen, må man vel sige. Som blev gennemført med bureaukratisk dogmatisme, fjernstyret fra København. Det er et kapitel i den grønlandske historie, som alle helst har villet glemme, der her bredes ud.

Godt at den er blevet det. Næste punkt bliver at få regnedrengene og håbefulde entreprenører til at læse den, inden de kaster sig ud i nye mineeventyr, så de forstår de menneskelige omkostninger ved at anlægge og senere nedlægge byer.

Måske skulle den oversættes til kinesisk! Blot en tanke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce