Ernesto. Bogens titel er en klar reference til Ernesto 'Che' Guevara, der blev skændet ved at få hugget sine hænder af efter sin død.
Foto: Maria Fonfara (arkiv)

Ernesto. Bogens titel er en klar reference til Ernesto 'Che' Guevara, der blev skændet ved at få hugget sine hænder af efter sin død.

Bøger

Der er lidt for langt fra Hvidovre til Havana i ny Hesseldahl-krimi

Plot og historisk baggrund smelter aldrig helt sammen i Morten Hesseldahls 'Ernestos hænder'.

Bøger

At bøger fungerer som tidsmaskiner, der kan teleportere læseren til en fremmed fortid – og et fremmed sted – er en gave for et krimiplot.

For hvad hvis løsningen slet ikke lå i nutiden, men i en anden tid, et andet sted? Hvad hvis løsningen lå i læsningen?

Det er et godt udgangspunkt for Morten Hesseldahls krimi ’Ernestos hænder’ om en forlægger, der skal forsøge at finde svaret på mordet på en forfatter i dennes efterladte breve og dagbogsnotater. Så meget desto mere ærgerligt er det, at det aldrig lykkes Hesseldahl at få det maksimale ud af den frugtbare symbiose mellem romanens to forskellige lag.

Jump the gun

I nutiden kommer det forlægger Jakob Mimer for øre, at hans gode ven og forfatter Mikkel Fjordager er død. Mikkels ekskone overdrager Jakob ansvaret for det litterære bo, men inden han når at orientere sig, mister endnu to personer livet, og Jakob har et klart indtryk af, at nogen er på jagt efter noget i Mikkels efterladte fortælling.

Dagbogskapitler fra Mikkel Fjordagers fortid i Cuba er flettet ind i krimiintrigen – man må formode, at man læser synkront med Jakob – og langsomt nærmer erkendelsen af tingenes rette sammenhæng sig, men det er frygtelig irriterende, at de største erkendelsesøjeblikke i romanen ikke er nogle, man som læser er del af.

Hesseldahl har mere sans for vidensformidling, stemninger og beskrivelser end for tempoet i afviklingen af krimiplottet, og det er synd, at han kommer til at jump the gun, når han bygger så grundigt op til finalen. Også selv om det stemmer overens med, at det ikke er en toptrænet politiefterforsker, men en fedladen forlægger, der agerer detektiv.

Fortællemæssigt overskud

I forhold til sine tidligere romaner udviser Hesseldahl, der ved siden af skriveriet såmænd også er teaterchef på Det Kongelige Teater, i ’Ernestos hænder’ et klart forbedret blik i forhold til sine beskrivelser.

Vist er der stadig løsgående klicheer både i skildringen af de cubanske frihedskæmpere med deres mojitos og cigarer og i tegningen af et dansk forlagsmiljø i kamp for den ’gode’ litteratur, men der er et stort fortællemæssigt overskud, og det er elegant, som han skifter sproglig temperatur i romanens to universer, selv om »Der er langt fra Hvidovre til Havana«, som han skriver.

Hver for sig fungerer både de stemningsfulde rejsedagbogssider fra de varme nætter i Havana og nutidens forlagsbranche, som i øvrigt får én på hatten for sin profitlystne kasten-sig-i-grams for lette penge i selvhjælpsgenren, godt, men fusionen mellem fortid og nutid sidder ikke i skabet. Det er synd, for man mærker, at han så gerne vil det.

Romanens Mikkel Fjordager er bygget over virkelighedens Jan Stage, hvis bøger Hesseldahl udgav, hvormed Jakob ’mimer’ Hesseldahl selv, og han er tydeligvis fascineret – og vidende – om de store litterære og politiske legender som titlens Ernesto ’Che’ Guevara, der blev skændet ved at få hugget sine hænder af efter sin død.

Dermed fristes man til at læse en del af forfatteren selv i det udsagn, Jakob Mimer kommer med om sit eget liv: »Kunne jeg bytte mit liv med en eftermiddag i Mikkels, ville jeg gøre det, men det er desværre ikke muligt. I stedet læser jeg bøger. Det er jo det, jeg gør, og det er det eneste, jeg kan«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce