Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Foto fra bogens omslag
Foto: Foto fra bogens omslag

Sunneva blev sammen med 500 franske kvinder deporteret til kvindelejren Ravensbrück nord for Berlin. Kun 30 overlevede.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Biografi om dansk-fransk modstandskvinde er et mat remake

Hvorfor ikke hellere genoptrykke Sunneva Sandøs vigtige kz-erindringer?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sunneva Sandø var en »dame af sjældent mod«. For ikke at sige uregerlig.

Hun var præstedatter fra Færøerne (deraf efternavnet), men hoppede i 1920’erne af til Paris-bohèmen og åbnede en gymnastikskole. Fra tyskernes erobring af Paris i juni 1940 deltog hun i evakuering af børn, så i udsmugling af jøder og gled ind i la résistance.

I marts 44 klappede fælden og håndjernene, og Sunneva blev sammen med 500 franske kvinder deporteret til kvindelejren Ravensbrück nord for Berlin. Kun 30 overlevede.

De otte måneder her og i lejren Torgau var det kendte helvede af sult, tørst, terror, svineri og sygdom, men Sunneva klarede sig igennem som sygehjælper. Redningen blev de danske Røde Kors-pakker og i april 45 de hvide busser, der evakuerede de overlevende til Skåne.

Arkæologisk udgravning

Anders Otte Stensager er arkæolog og udgraver Sunnevas historie fra arkiver og familieerindringer. Vi hører (lovlig) grundigt om hendes barndom, modstandsmiljøet i Paris, hendes rolle i britiske efterkrigsprocesser, hendes eget retsopgør med en dansk medfange, hendes hjælpearbejde i Tyskland, hendes udmærkelser.

Men grunden til at huske Sunneva er og bliver hendes erindringer ’– og dog er det sandt’, og her knækker filmen.

Hun dikterede dem allerede i sommeren 1945 til en stenograf, de udkom rask på Kammeraternes Forlag i Aarhus, og selv på det krigs-overmættede efterårsbogmarked 1945 oplevede bogen tre oplag.

Ikke bare et offer

Den er central i den store vidnelitteratur som en af vores første lejrberetninger. Den har en høj autentisk friskhed, fordi den blev til så kort efter dramaet, farvet af Sunnevas livsmod og fortælletalent. Hun vedgår sin angst og udmattelse under »kvaler uden lige«, men hun er ikke bare offer.

Hendes motto er at være med hvor det foregår, hun er roligt og ukuelig vidne til det ufattelige, og lejrlivets absurditet mobiliserer også sort humor og selvironi.

Spydigt beskriver hun »det tredje Riges Velsignelser«, inkl. rummet, hvor fanger fik piskestraf: det blev rengjort »med tysk Grundighed«, straffebænken »var af blankpoleret Mahogni. Der manglede lige en Vase med Blomster, for at Hyggen skulde være fuldendt. (...) Disse Afstraffelser overværedes af Lejrkommandanten, Oberaufseherin og Lægen. Det var deres Facon at gaa i Biografen paa«.

Og dog skærer den kloge Sunneva ikke alle tyskere over én kam: »Vi har ikke Lov til at gøre hele det tyske Folk direkte ansvarlig for Partiets Ugerninger«, siger hun, og trods helvedet »i Nazi-Land« har hun beholdt sin »personlige Sympati for en Del af Folket og for mine gode Venner gennem mange Aar«.

Et farveløst resultat

Problemet er, at Anders Otte Stensager dypper flittigt i Sunnevas palet – halvdelen af hans tekst er lånt fra hendes bog, men resultatet er sært farveløst. Hendes ro, hendes fandenivoldske livsmod og sorte humor – det hele males til koksgrå normalprosa.

Jamen, hvorfor har People’s Press ikke bare anbragt de nyudgravede detaljer i en indledning og så genoptrykt den ægte vare: Sunnevas vigtige dokument, frem for denne matte remake?

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden