Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Bebeto Matthews/AP
Foto: Bebeto Matthews/AP

Kritikken mod Amis rejser endnu en gang spørgsmålet, om der er regler for, hvordan kunstnere skal forholde sig til Endlösung, dette enestående udfald af ondskab, som fandt sted midt i højkulturens Europa.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturredaktør: Undsigelsen af satirisk KZ-roman er skandaløs

I Frankrig og Tyskland vil Martin Amis' forlag ikke udgive hans seneste roman.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Engelske Martin Amis har skrevet uforglemmeligt om at have dårlige tænder, men det betændte stof, der fylder mest i hans forfatterskab, er nazisternes udryddelseslejre. Dem har han skrevet to romaner om.

Den første, ’Tidens Pil’, udkom i 1991, ’The Zone of Interest’ i august i år, og det er sidstnævnte, man, som vi skrev om forleden, i Tyskland og Frankrig har forbehold over for.

Tyskerne mener, at den ene af Amis’ tre hovedpersoner, en SS-officer, »er for sympatisk indstillet over for den nazistiske sag«. I Frankrig er afslaget begrundet med den luftige formulering »litterære årsager«.

Kunsten og ondskaben

Kritikken mod Amis rejser endnu en gang spørgsmålet, om der er regler for, hvordan kunstnere skal forholde sig til Endlösung, dette enestående udfald af ondskab, som fandt sted midt i højkulturens Europa.

Trivialiserer man det absolutte barbari ved at lade det være udgangspunkt for skønlitteratur? Det mente filosoffen Theodor Adorno, som i 1949 slog fast, at det ville være barbari at skrive poesi efter Auschwitz.

Steven Spielberg var inde på det samme, da han i sin tid kritiserede Roberto Benignis film ’Livet er smukt’, fordi den betjente sig af humor. Han kaldte den ’holo-kitsch’.

Adornos manende ord er forståelige, men det gør ikke hans synspunkt mindre forkert. ’Endlösung’s karakter af noget ufatteligt kræver netop, at forfattere og andre igen og igen går nye veje i forsøget på at forstå det skete.

Ondskaben i lejrene var måske nok banal, som Hannah Arendt formulerede det, men den var også noget andet. Noget som vi stadig prøver at kapere, rumme.

Historien fortalt baglæns

For mig er ’Tidens Pil’ intet mindre end den fortællemæssigt mest nybrydende roman, der er skrevet om kz-lejrenes gru.

Amis greb er at fortælle historien baglæns. Hovedpersonen, som bor i nutidens USA og har en baggrund som bøddel, suger sin egen afføring op af toilettet, når han skider, tager maden ud af munden med sin gaffel og ender med at aflevere varerne i sit køleskab til butikkerne.

I lejrene, som han tænker tilbage på, bliver de læger, der slog ihjel i laboratorierne, til frelserskikkelser, som opvækker de døde. Og staklerne, som blev adskilt fra deres kære og pint og plaget, mange af dem myrdet, rejser sig fra asken, efter at skorstenene har suget røgen fra deres lig tilbage, og bliver ført sammen med deres familie og transporteret tilbage til deres hjem.

Hele vejen igennem bliver morderne til repræsentanter for det gode. Og efterhånden forstår man, at den forhenværende bøddels realitetssans blev skadet af det, han var med til dengang i Polen.

I denne roman formår Amis både at respektere den dystre urforbrydelse og give udtryk for dens mørke virken i verden på en ny og frapperende facon.

En realistisk tilgang

Men Amis har altså ikke kunnet slippe lejrene. De er blevet hans særlige interessezone, og hans nye roman er et veloplagt bud på en mere realistisk tilgang, selv om der også er plads til satire.

Ligesom i Jonathan Littells dybt fascinerende roman, ’De velvillige’, om en ’dannet’ SS-officers prøvelser ved østfronten, hvor plumpe soldater fra Wehrmacht myrder alt for brutalt og umusikalsk, foregår det meste af handlingen i Amis’ roman inde i hovederne på to nazister, Obersturmführer Golo Thomsen og lejrchef Paul Doll, som begge er tilknyttet Buna-Werke, en fabrik, der er opført i Auschwitz.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Amis’ nye kz-roman beskriver mennesket inde i bødlen. Følelserne og tankerne, som forsøges holdt nede. Luften er fuld af aske, stanken ubærlig, der ankommer nye tog hele tiden, de daglige grusomheder holder aldrig op.

Også de to nazistiske fortællerstemmer har inderst inde en oplevelse af at befinde sig i Helvede. »Who are you? You don’t know. Then you come to the zone of interest and it tells you who you are«.

Den tredje af de tre fortællerstemmer er jøden Schmull fra Sonderkommandoen, den gruppe jødiske mænd, der med pistolen for panden hjalp nazisterne med at gennemføre drabsprocessen i lejrene.

Schmull er en mand uden ære i nazisternes øjne, de ved ikke, at han kun overlever menneskeligt ved at at opfatte sig som vidnet, der engang håber at kunne fortælle sin historie.

Alt kan udsættes for litteratur

Amis’ roman, der er baseret på en omfattende research, er skrevet, så sproget understreger de oppiskede følelser, som nazismen opdyrkede og trak på.

I lejrkommandant Dolls øjne, som har blik for det æstetiske, er det både en moderne og en oldegyptisk oplevelse at se de enorme bål, som oplyser nattehimlen, inden krematorierne fungerer. Sine steder vækker Amis’ prosa mindelser om T.S. Eliots marvfulde sprogkunst i ’The Wasteland’.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romangenren er et fantastisk format, når det komplekse og uforståelige skal skildres, og der findes ikke noget, der ikke kan tåle at blive udsat for litteratur.

Det skulle Amis have fortalt de journalister, der interviewede ham om hans fremragende roman, i stedet for at begynde at svare dem, at den ene af hans nazister faktisk ikke er så nazistisk, at det gør noget.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden