Maren Uthaug er daglig tegner i Politikens kultursektion med striben ’Ting jeg gjorde’.
Striben udspringer af Marens blog, som handler om Marens alter ego, der bor i en gammel villa på Frederiksberg med ’smukke Allan’ og deres tre døtre. Maren og menageriet er også i centrum i ’Den lyse side’, men er modsat striberne en sammenhængende fortælling. En fortælling om at føle sig ensom, selv om man har alt.
Marens alter ego er ingen pæn pige. Hun bander, hader at kramme, skyder jævnligt sin kat, råber ad sine børn, synes, ferier er anstrengende, og fodrer hunden med frikadeller for at få den med på tur. Bag det hele lurer ensomheden, visualiseret som en bruser, Maren ikke kan lade være med at tænde og stille sig ind under, og et altopslugende mørke, hun må kæmpe sig vej igennem.
Omverdenen er uforstående over for Marens følelse af ensomhed: »Du har søde børn, skøn mand, du har søde venner, du har læsere på din blog, du har en hund, en kanin og en kat, der hedder Fjæs. Så hvordan kan DU være ensom?«. Maren svarer »Undskyld«, hvorpå vennen formanende minder hende om, at hun jo er »hende den sjove«.
Som om man ikke kan være både ensom og sjov. Det kan man naturligvis sagtens, og Maren er uhyre morsom, når hun ringer til datterens mobiltelefon midt i skoletiden, bruger sine børn som skjold for at undgå at kramme og sniger sig hen for at tænde for bruseren, selv om Allan netop har slukket den.
Punktum, punktum, komma streg
Morskaben balanceres af Maren Uthaugs formidable evne til at visualisere rørende figurer, men begrænses også af speltmiljøets ikke synderligt store udfordringer: småskænderier med kæresten og a) børn, der kommer for sent i skole, b) børn, der bander ad deres søskende og c) børn, der spiser gammelt slik.
Ensomheden truer aldrig for alvor idyllen, som ironien paradoksalt nok blot bekræfter.
Hvor meget man end kan nyde virtuose tegneres skraveringsteknikker, må man anerkende Maren Uthaugs talent for med punktum, punktum, komma streg at udtrykke sorg, raseri, selvbedrag, udspekulerethed og fjol.
Sjældent har tændstikfigurer været så udtryksfulde og så rørende. Når Marens alter ego er bedrøvet, holdes armene, som blot er to streger uden hænder, sammen foran maven, og de to kugleøjne hænger langt nede på ansigtet.
De mest tydelige stemningsmarkører er hendes to hårtotter, der cirkler, når hun danser, lægger sig helt fladt, når hun sover, og sitrer sidelæns, når hun er vred. Bogens aflange, horisontale format er også en del af fortællingen.
Hverdagsrealisme
Guldfisken i bowlen er tegnet alleryderst på højre side, så den er nær ved at vælte ud af bogen. Da Marens alter ego med hunden på ryggen og et lys i hånden går op ad en sort bakke og ned igen, minder det om ’Mis med de blå øjne’, hvor opslagene udnyttes til at skabe bevægelse. Stemningen derimod er mere i retning af ’Den lille prins’.
Stregerne suppleres af et veludviklet gehør for talesprog, som når hun og smukke Allan lover hinanden evig kærlighed med »For æva«, hun råber »komsefuckingdasse« efter katten og prøver afventende med et »hviskehej« foran en sovende Allan.
Det er en rørende og morsom tegneserie. Maren Uthaug er en befriende ironisk hverdagskronikør. En durkdreven fortæller, som mestrer slice of life-genren med hverdagsrealisme uden komplekse plotstrukturer og berettermodellens stigende spændingskurve.
Men det er ærgerligt, at Maren Uthaug ikke for alvor satser hele pladen sort og ryster dæmonerne noget mere eller overskrider speltmatriklen med smukke Allan og de tre gode døtre. Det bliver måske næste gang.
Marianne Eskebæk Larsen er adjunkt ved University College Copenhagen (UCC) og bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd og Copenhagen Comics
