Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

ARNOLD. Suzanne Brøgger skriver om den kultur-revolution, hun så kroppen undergå - bl.a. i kølvandet på filmen 'Sagen er bøf'. Med en poserende Schwarzenegger.
Foto: Foto: Fra bogen

ARNOLD. Suzanne Brøgger skriver om den kultur-revolution, hun så kroppen undergå - bl.a. i kølvandet på filmen 'Sagen er bøf'. Med en poserende Schwarzenegger.

Bøger

Suzanne Brøggers billedbiografi spørger til selve eksistensen

Forfatteren har heldigvis skabt en bog, der rækker ud over, hvad Brøgger er.

Bøger

Brøggermanien raser. Louise Zeuthens højt besungne biografi ’Krukke’ dufter stadig af nytrykt blæk. Suzanne Brøggers eget forfatterskab rummer i omegnen af 20 titler, mere eller mindre af selvbiografisk karakter.

Så hvad skal vi med endnu en bog i anledning af hendes 70-års dag?

’SZ – et liv i billeder’ hedderseneste udgivelse, der indeholder 70 billeder fra et liv levet. Men hvordan tæller man til 70, spørger Brøgger i bogens forord; hvad består et menneske af, kunne hun lige så vel have spurgt. Og det er netop det spørgsmål, der motiverer bogen.

Den litterære karakter er lige så sammensat som bouqueten i et glas vin. Sådan beskriver den franske litteraturkritiker Roland Barthes det i essayet ’S/Z’ fra 1970.

Et menneske er en mængde af attributter samlet under et egennavn – og så lidt til. ’S/Z’ er en slavisk strukturalistisk analyse af Balzacs novelle ’Sarrasine’ . Hver eneste sætning dissekeres, og analysen udfoldes i et essay, der er meget længere end originalteksten.

Hvor Barthes’ værk er stringent og nærmest opremsende, er Brøggers bog spraglet og flagrende som hendes gevandter. Men hvordan fortæller man et menneske, hvis ikke i nedslag og fragmenter? Og der er mange interessante nedslag i Brøggers liv.

Det tidlige møde med erotikken og seksualiteten. Journalistikken med reportager fra blandt andet Vietnam. Det jødiske ophav. Møder med Dalai Lama, dronning Margrethe og Astrid Lindgren. Jazzmusikken.

Dialog mellem brøgger og verden

Billederne forestiller både forfatteren, familiemedlemmer, mennesker, hun har mødt, danskstile og sangtekster, anmeldelser og titelblade. Til at supplere billederne er tekstbidder i par med overskriften S og Z, som en løbende dialog mellem Brøgger og Verden, eller måske mellem Brøgger og Brøgger.

Nogle tekster er fra tidligere værker f.eks. ’Den pebrede susen’: »Det er ikke længere ’in’ at være excentrisk, der var noget demodé over at indskrive sin puddelhund i et adeligt jomfrukloster og gå med lysegrønt ansigtspudder, ligesom det var blevet håbløst uaktuelt at holde Grand Marnier-drikkende høns på altanen«.

Nogle er skrevet af andre herunder Picasso: »Hvad er et ansigt, når det kommer til stykket? Dets fotografi. Dets maskering. Hvad er foran? Indeni? Bagved? Og resten? Ser alle det ikke på deres egen måde? Jeg har altid malet, hvad jeg har set, følt«. Og nogle er skrevet til lejligheden: »Hattene er mine pseudonymer. Ingen må vide, hvem det er, der skriver. Forfatteren skal for alt i verden være hemmelig, tilbagetrukken, død – for at læseren kan blive fri for andet end forfatterens stemme«.

Fakta og fiktion

Denne vekslen mellem udsigelsespositioner gør det vanskeligt at afkode, hvor karakteren ender og forfatteren begynder. Grænselandet mellem fakta og fiktion er et tema i bogen og i forfatterskabet. Og det er der en pointe i. For langt hen ad vejen er det at fortælle et menneske at skabe en fiktion, en karakter.

For Barthes er det lidt til, der gør karakteren levende, netop relationen mellem de forskellige egenskaber, forskydninger og modsætninger. Brøggers mission er med hendes egne ord »at udvikle en tankegang, der kan indeholde modsigelser uden derved at ophæve sig selv«. Brøgger er fyldt af modsætninger.

Hun er både S og Z. Krop og ånd. Frisindet og konservativ. Hun rummer den dualitet, der optræder i genskrivningen af et skriftsted fra Nag Hadami-teksterne: »Jeg er den første og den sidste/ Jeg er den ophøjede og den foragtede/ Jeg er horen og den hellige/ Jeg er hustru og jomfru/ Og jeg er datteren/ Jeg er min mors lemmer/ Jeg er den golde/ Og hendes sønner er mange/ Jeg er den med det mægtigste bryllup/ Og jeg har aldrig giftet mig/ Jeg er jordemoderen, der aldrig undfanger/ Jeg er lettelsens lise/ frugten af mine / Jeg er bruden, jeg er gommen//«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad mennesket er

Har vi brug for endnu en bog om Suzanne Brøgger? Nok ikke. Og det er vist også mere forlagets idé end Brøggers. I hvert fald indledes forordet »Gyldendal har bedt mig ...«.

Heldigvis har hun skabt en bog, der rækker ud over, hvad Brøgger er, og spørger, hvad mennesket er. Det spørgsmål har mennesker altid stillet sig selv. Og det er da også noget af et brød at slå op.

Man skal ikke læse ’SZ’ for at få svaret. Brøgger leverer ingen svar. End ikke på, hvad hun selv består af. Men hendes spørgsmål er begavede og besnærende, også for den læser, der ikke kender til Roland Barthes.

Hun leverer et menneske i fragmenter, som lag i et løg, som noterne i et glas vin.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce