Lyt til artiklen
Jeg-fortælleren i Stine Askovs roman har det med at forestille sig, hvilke liv der leves bag de vinduer, hun kommer forbi. Også hvis det er hendes egne. Således da hun kommer cyklende hjem til annekset i Hellebæk, hvortil hun er flyttet fra mand og by, og solen pludselig bryder frem:
»Mit grå anneks med de hvidsprossede vinduer får et magisk skær. Hvem bor derinde? tænker jeg. Jeg forestiller mig det liv. Hun vågner i hvidt bomuldssengetøj og laver kaffe på sin espressomaskine. Hun har kun en silkeundertrøje på. Hun skal ud og løbe otte kilometer. Inden hun løber, tager hun rejer ud af fryseren og lægger hvidvinen på køl. Hun er slank og læser Politiken«.
