Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Organisk. Motiverne vokser sig store og stærke på Asger Jorns mange lærreder i hans atelier i Colombes i efteråret 1970.
Foto: Fra Morelis bog

Organisk. Motiverne vokser sig store og stærke på Asger Jorns mange lærreder i hans atelier i Colombes i efteråret 1970.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

To bøger om Asger Jorn: Den ene har billederne, den anden fører på tekstfronten

Begge udgivelser har forskellige fordele og ulemper.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når Asger Jorn lagde penslen og i stedet satte sig til at filosofere, skete det indimellem, at han tænkte en hel del hurtigere, end han kunne skrive. Derfor fik han ikke altid alle mellemregningerne med, hvilket i nogle af hans tekster sætter læseren på lidt af en prøve.

Måske er det samme sket for Jorns biograf, idéhistorikeren Lars Morell. I alle tilfælde falder teksten visse steder af sporet, som når den helt uden overgang går fra en præsentation af psykoanalytikeren Helge Kjems’ tanker om skizofreni til Danmarks befrielse i 1945.

Til gengæld har Morell forinden fint forklaret en del af de centrale teorier, som Kjems fremsatte. Den røde tråd gennem bogen er Jorns mange rejser, eller måske mere præcist: hans rastløshed, der både førte ham rundt i verden og fik ham til at være evigt eksperimenterende som kunstner.

Det er en glimrende indgang til et liv og en kunst, der ikke er så ligetil at fastholde og formidle. Desværre holder Morell ofte lidt for fast, ikke mindst når det kommer til analyser af diverse værker. Nonchalant reduceres Jackson Pollocks skelsættende abstraktioner således til »ikke andet end en forstørret, lidt primitiv automattegning«, og lige så håndfast beskriver Morell, hvad vi ser i Jorns værker og hvorfor.

Det blokerer for læserens (og beskuerens) egne tilgange, som Morell ellers citerer Jorn for at sætte så højt. På plussiden finder man, heldigvis, en masse fine gengivelser af Jorns værker, der har god plads i en forholdsvis stor udgivelse, der slet ikke er så uhandy, som den kan se ud.

Knut Stene-Johansens bog om Jorn

Billederne kommer langt mindre til deres ret i det lille format, man har valgt til den norske litteraturprofessor Knut Stene-Johansens bog om Jorn. Her er det først og fremmest teksten, der er i centrum, og den er let, elegant og uden for mange af de detaljer, der ofte tynger den slags introduktioner tungt til jorden ved at give læseren en fornemmelse af, at der bør tages noter undervejs.

Allerede få sider inde i teksten har Stene-Johansen således givet et kort rids af Jorns liv, inklusive koner, kærester, børn og rejser, hans mange kunstneriske udtryk og æstetiske overvejelser, samt karakteriseret hans liv og tankegang som frihedselskende i en nietzscheansk forstand.

Det er ikke hverken første eller sidste gang, Stene-Johansen drysser den slags intellektuelle henvisninger og diverse sidebemærkninger generøst ud over sin tekst. Alt fra Kubricks film ’The Shining’ over Marcel Proust og Edvard Munch til filosoffen og semiologen Roland Barthes inddrages, for det meste dog uden at hverken læseren eller teksten taber pusten.

Bogen er desuden delt op i en mængde kapitler og underafsnit, som man kan snuppe sig et par stykker af ad gangen, uden at miste overblikket. Titlen ’Nødinngange’ har Stene-Johansen hentet i en grafisk serie af Jorn fra 1971: ’Entrée de secours’. Og disse nødindgange går man ganske ubesværet ind ad, også selv om man tidligere kun har kendt til deres modsætning: nødudgangen.

Stene-Johansens egen nødindgang er værker fra serien ’Af den stumme myte’ (1952), hvorigennem han kort introducerer adskillige aspekter af Jorns kunst og tænkning, som forholdet mellem ord og billede (Jorn mente, at billedet kom først), myte og modernisme, Picasso og diverse andre påvirkninger.

Det hele er både meget personligt, lærd og overraskende letlæseligt, selv på norsk. Og så gemmer bogen på en lille luksuriøs detalje, idet den har fået kilet en gengivelse af et privattryk af Jorns skrift ’Held og Hasard’ ind mellem de mere almindelige sider.

Der er altså fordele og ulemper ved begge udgivelser. Billederne er bedst hos Morell, mens Stene-Johansen fører på tekstfronten. Begge forfattere bruger Jorn som udgangspunkt eller undskyldning for et væld af (personlige) overvejelser, men det kan han også sagtens bære. Faktisk ville det sikkert fornøje ham, for Asger Jorn var et menneske, der elskede bevægelse.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden