Debutant. Édouard Louis (f. 1992) udgav som 21-årig sin første roman 'Færdig med Eddy Belleguele', som udkommer på dansk 13. februar på forlaget Rosinante.
Foto: John Foley

Debutant. Édouard Louis (f. 1992) udgav som 21-årig sin første roman 'Færdig med Eddy Belleguele', som udkommer på dansk 13. februar på forlaget Rosinante.

Bøger

Litterær sensation beskriver virkelighedens usynlige verden

Klassesamfundet lever. Og det er lige så voldeligt, som det altid har været ifølge Édouard Louis.

Bøger

Édouard Louis, som han hedder i dag efter ét navneskift og 250.000 solgte romaner, har fået Frankrig til at tale om proletariatet igen.

Oprindelig hed han ’Eddy med det smukke gab’, Eddy Bellegueule, oppe i Picardiet i Nordfrankrig, hvor kornet er gult og fabrikkerne sorte .

Jeg føler mig overhovedet ikke som Charlie

Selv om han nu befinder sig langt fra det miljø, han voksede op i, har Louis kun delvis lagt Eddy med det ’smukke gab’ bag sig. For skammen sidder fast i tænderne. I den grå bøjle, og i emaljens gule pletter, der vidner om en barndom på laveste klasse.

Louis har taget turen gennem det franske system. Fra spytklatterne, sparkene og udørkenens industrielle depression til eliteinstitutionen École Normale Supérieure i Paris’ latinerkvarter, hvor han i dag studerer.

’Færdig med Eddy Bellegueule’ er hans flugtfortælling. Historien om en homoseksuel drengs opvækst i en familie af racistiske, fordrukne hårdhuder. Om et samfund, der først nedsænker sin underklasse i vold og derefter berøver dem sproget til at beskrive det.

Bøsserne gik til angreb

Roman står der på omslaget, men det skal man ikke tage sig så meget af, insisterer Édouard Louis, da Politiken møder ham på en café i Paris’ Marais-kvarter. Ikke noget med noget ’autofiktion’. Det her, det handler om sandhed.

»Da jeg skrev bogen, ville jeg fortælle sandheden om det liv, der bliver levet. Den usynlige verden. Ikke ved at sammenblande grænsen mellem liv og fiktion, men ved at gøre det modsatte: at få sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen, gennem det sprog der faktisk tales«.

»Når jeg skriver, er det et oprør. Hver eneste linje starter i det oprør. Jeg er opvokset i en glemt virkelighed, hvor fabrikkerne er lukket og områderne er blevet tømt for liv. Der hvor jeg kommer fra, blev selv arbejderne anskuet som del af borgerskabet. Min mor sagde: »Arbejderne, de har penge«. Det havde vi ikke. Vi var på socialhjælp«.

Ligesom den danske digter Yahya Hassan gør Louis brug af en metode, der skaber lige dele venner og fjender. Underklassen i hans bog fremstilles som hadsk, indskrænket og voldelig. At det ikke er omkostningsfrit at udstille den sociale depression filterløst er en lektie, han har taget med sig.

»Dem, der angreb mig hårdest, da bogen udkom, var bøsserne og mønsterbryderne. Dem, der kommer fra samme sted som jeg. De mente ikke, jeg kunne tillade mig at skrive, som jeg har gjort. Som var alene det at sætte ord på fornedrelsen for skandaløst«.

Louis ryster på hovedet.

»Men det er jo præcis den dynamik, jeg forsøger at beskrive i bogen. Den dynamik, der gør, at Eddy i bogen aldrig går til de voksne, selv om han, jeg, ikke kunne gå igennem et frikvarter uden at blive spyttet på, fordi jeg var bøsse«.

Kunsten som risikofri forlystelse

For alle karaktererne i ’Færdig med Eddy Bellegueule’ er der især én følelse, der vender tilbage. Skammen. Men hvad er det?

»Skammen er to ting. Det er mindet om det liv, jeg har levet, og vanskeligheden ved at fortælle om det. Vi glemmer ofte, at skammen er en social struktur. Den samfundsfunktion, der gør, at ingen af dem, der rent faktisk er på bunden, kan bringe sig selv til at sige netop det: Jeg er domineret; det er mig, der er den nederste i fødekæden. Fordi overhovedet det at italesætte sin ulykke er for skamfuldt. Det gør for ondt. Den smerte er skammen. Samfundets måde at opretholde stilheden på. At fastholde status quo. For hvis du tier stille og skjuler, hvor du kommer fra, så er der ikke noget, der ændrer sig«.

Mønsterbryderfortællinger indtager en central plads i fransk litteratur. I 1800-tallet er det Stendhal og Gustave Flaubert, der beskriver de unge og driftige mænd, der rejser fra provinsen til Paris for at ride videre på revolutionens bølge af social mobilitet. I dag er det navne som Didier Eribon og Annie Ernaux, der kortlægger fænomenet. Hos dem alle går følelsen af at have forrådt sin opvækst igen.

»Det er et vigtigt element«, siger Louis, »men jeg ville også vise noget mere, og i en vis forstand det modsatte. Jeg var den, der blev domineret af de dominerede. Jeg ville vise, hvordan det først var min familie, der skammede sig over mig, før jeg skammede mig over dem«.

En måde at måle et samfunds forestillinger om klasse på er ved at kigge på de fiktioner, det producerer. Hvem har magten over dem, hvilke sociale typer møder vi i film, i tv-serier og i bøger? For Louis står det klart, at middelklassen har imperialiseret fiktionerne og glemt de »virkelige« problemer.

»Det er litteraturens opgave at italesætte de usynlige verdener, der findes overalt omkring os, men som aldrig bliver omtalt. Som kun eksisterer halvt. For at eksistere vil også sige, at ens erfaringer er en del af den offentlige samtale. Hvis de ikke er det, bliver uretfærdighederne bare gentaget«.

Og du mener, at litteraturen har fjernet sig for meget fra den sociale virkelighed?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja. Der er en særlig stil-ideologi i litteraturen: formalismen. Det er en borgerlig drøm, der forestiller sig, at litteraturen er ren kontemplation. En kunst for bourgeoisiet, der risikofrit kan forlyste sig med sproget. Sådan er det ikke for mig. For mig er litteraturen en påtrængende nødvendighed. En nødvendighed, der gør det muligt for mig at binde an til fortiden. De romaner, der bliver ved med at leve, er dem, der giver sprog til mennesker, der ellers er blevet gjort stumme: Marcel Proust og de homoseksuelle, Émile Zola og arbejderne, for eksempel«.

I ’Eddy Bellegueule’ er de glemte erfaringer bundet til kroppene. Der er hovedpersonens kusine, der som alle andre piger i området bliver kassedame og har ødelagt sine håndled som 24-årig. Faren, der har arbejdet hele livet på fabrik, indtil ryggen en dag knækker og han resignerer. Og tilbringer resten af sine dage med at drikke pastis og råbe ad fjernsynet.

Der er meget få bøger, film ... der kommer fra underklassen?

»Ja, det er altid bourgeoisiet, der taler på underklassernes vegne. Det giver et forkert blik. Det mærkede jeg, da jeg kom til Paris, i den måde man så på mig på. Er du fra underklassen, bliver du låst mellem to positioner. Den ene består af foragt, den anden af romantik. Den første er slem, men den anden er lige så slem. Mytologiseringen af arbejderne som gode fyre, der kan finde ud af at grine, som er mere autentiske end borgerskabet. Ideen om den glade vilde. Det er akkurat lige så racistisk som det første«.

Hvad betyder det, at underklassen beskrives af enten middelklassen eller bourgeoisiet?

»Når man er på afstand af noget, reagerer man ved at simplificere og uniformere. Émile Durkheim (fransk sociolog, red.) sagde: Man har altid en forestilling om, at de primitive samfund er primitive. Den forestilling opstår, fordi betragteren lider af en afstandseffekt. Man ser ikke alle de kampe, der faktisk finder sted. Kønskampene og klassespørgsmålene, som hele tiden rejser sig i ethvert samfund. Som når min mor blev nødt til at gå ned til købmanden for at spørge om udsættelse på kreditten. Det er ikke bare en personlig kamp, men også pjalteproletaren mod middelklassen«.

Denne blindhed over for klassespørgsmål er ifølge Louis med til at skabe farlige vrangforestillinger.

»I min barndom ændrede politikken alt. Et regeringsskifte kunne betyde, at vi ikke kunne spise i slutningen af måneden. Det går slet ikke op for de privilegerede – for dem, der laver politikken – hvordan denne politik er livsvigtig for en stor del af befolkningen. For i sidste ende ændrer politikken ikke bourgeoisiets liv i nævneværdig grad«.

Forestillingen om, at vi befinder os i postpolitikkens tidsalder er altså velmenende eliters myte?

»Præcis. Fordi politikken ikke ændrer noget i deres liv, så tror de, den er færdig med at have betydning«.

Vold avler vold

Som 20-årig udgav Louis en bog om den franske sociolog Pierre Bourdieu. Sammen med litteraturen var det ham, der kastede den livline, der tillod Louis at flygte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et kernebegreb for både Bourdieu og dig er ideen om den symbolske vold. Sprogets undertrykkelse, billedernes krænkelser. Set i det lys, hvad var så din reaktion på terrorangrebet mod Charlie Hebdo?

»Der er et princip, der hedder voldens opretholdelse. De mennesker, der slog ihjel på Charlie Hebdo, er mennesker, der har levet voldsfyldte liv. De har levet i en bestandig eksklusion. I forhold til min egen bog har jeg jo set, hvordan mennesker, der hele tiden bliver krænket, overalt og i alle situationer, selv ender med at reproducere den vold. Retfærdiggør det deres handlinger? Selvfølgelig ikke! At forstå og at retfærdiggøre er ikke det samme«.

Louis trækker vejret og siger lidt træt:

»Hør her. Jeg føler mig overhovedet ikke som Charlie. Det et dårligt ugeblad, som viderebringer racistiske, kvindehadske og homofobiske stereotyper. Som homoseksuel har jeg set forsider, de har bragt, som har såret mig dybt. Betyder det, at jeg vil forbyde dem? Nej, det er der ingen, der mener. Til gengæld mener jeg, at vi er nødt til at begynde at skrive voldens historie. Det må blive arven fra marchen 11. januar«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden