Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Privatfoto
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatterstafet: »Vi har brug for nogle bedre begreber end menneske, borger og forbruger«

Lea Marie Løppenthin skriver om en »sentimental trang til omfordeling«.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En dag, da jeg var 20 år, lånte min veninde Signe min cykel. Senere på dagen sagde hun: Sadlen er jo helt skæv Lea, har du ikke opdaget det, din ryg bliver jo helt skæv så.

Jeg havde glemt at mærke det. Jeg har altid haft dårlige sanser, det første problem var øjnene, jeg måtte have briller. Men også de andre, lugtesans, høresans, følesans, smagssans, det trænger ikke igennem, andre mennesker må fortælle mig, hvordan her er.

Det er ikke sjovt at have dårlige sanser, så må man påtage sig strengheden over for sig selv, gøre sig umage for at få nogle indtryk. Det er udmattende.

Jeg vil sige noget om min baggrund.

Man må omgås sin baggrund som det landskab, den var.

Det er noget, jeg har lært af Herta Müller, når hun skriver om en dal:

»Disse lange dage i en meget stor, frækgrøn dal spurgte jeg utallige gange hvad mit liv er værd. Jeg nev røde pletter i huden for at finde ud af hvad slags materiale disse arme og ben er af, og hvornår Gud vil have sit materiale tilbage af mig. Jeg spiste blade og blomster så de er i familie med min tunge. Jeg ville have vi ligner hinanden, for de vidste hvordan man lever, og det gjorde jeg ikke«.

Senere fortæller hun om sin vrede over dalen:

»Jeg ville ikke fanges af dette blomstrende panoptikon der bortødslede alle farver. Ikke stille min krop til rådighed for denne grådige, blomsterkamuflerende sommerbrænden«.

Jeg har ingen barndomserindringer om dale. Jeg boede i et parcelhus i Valby, da jeg var lille. Indtil jeg boede i Bangladesh, fordi min far begyndte at arbejde på den danske ambassade. Der var mit liv alt værd, dyrt, hvidt, fiktionaliseret.

Menneskene på gaden så på os med en slidt undren; de havde set os så mange gange før, men vi var ikke blevet mere forståelige. Vi var luftspejlinger inde i bilerne, vaccinerede med medicin og Visa-kort og schweizisk chokolade.

Jeg havde ingen frygt for noget blomstrende panoptikon, blikkene var ufarlige, uden dom. Men landskabet var præget af økonomi på en måde, der gjorde det næsten umuligt at indgå i det. Jeg har siden dengang været støbt inde i en rigdom, selv om jeg nu er voksen og ikke længere rig, er der rigdommens airbag tilbage, en på mange måder sentimental trang til omfordeling af noget, der ikke tilhører mig.

Jeg har altid interesseret mig for isolation. At det er noget, man taler om i forbindelse med fængsler og i forbindelse med huse om vinteren. Huse tætner man for at undgå at menneskene inde i dem skal blive kolde. Man forventer, at menneskene inde i dem er tilfredse med hinandens selskab, og at de har store frakker, som de kan iføre sig, hvis de vil begive sig ud i andre selskaber.

Vi boede i troperne og behandlede byen som en ørken: Kørte i airconditioneret bil fra hus til hus, sejlede på floden i weekenden, dér var en brise man kunne anbringe sig i.

Manden der sejlede båden den dag, på fotografiet, ser ind i linsen, over min skulder. Jeg husker ikke den dag, husker ikke nogensinde at have talt med et menneske, der sejlede de både.

Jeg har skrevet at min ensomhed skyldes rigdommen. Men hvem ved, hvor grænserne, og begrænsningerne, kommer fra. Det er også fra mine forældre, der blev skilt og gift igen med nogle andre og skilt fra dem også. Det er også fra swimmingpoolen, jeg svømmede rundt i og som gav mit hår et grønligt skær.

Den amerikanske skole var fuld af sprog og billeder, Spice Girls, Bill Clinton. Der er så mange viljer i verden, man kan godt kalde dem guder. Et landskab er måske snarere et væv af viljer end et område.

Jeg vil gerne finde ud af, hvad det er vi tætner os selv med, hvordan vi etablerer grænser mellem menneskekrop og menneskekrop, menneskekrop og dyrekrop og plantekrop, og landskaberne, også de digitale landskaber som agerer sammen med os.

Vi har brug for nogle bedre begreber end menneske, borger, forbruger. Så vi kan forlade de trætte ideer om frihed som frie markeder, frie krige, frie træfældninger og frie debatarrangementer, som vi bliver ved med at fejre og bliver ved med at lide af.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden