Det skabte røre i det grønlandske samfund, da Niviaq Korneliussen udskiftede de traditionelle litterære beskrivelser af storslået natur og fangerkultur med en voldsom kulturkritik af landets rekorder i druk, misbrug og selvmord.
Hun havde forventet både de positive og negative reaktioner, der fulgte med udgivelsen, men noget undrer hende ved den grønlandske modtagelse. I Grønland er det ikke blevet nævnt, at ’HOMO Sapienne’ også handler om homoseksualitet.
»Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal tage det. Måske er det, fordi bogen handler om så mange forskellige ting, at den lige så godt kunne tage udgangspunkt i heteroseksuelle. Men det er nok mere sandsynligt, at homoseksualitet fortsat er et så stort tabu i Grønland, at folk ikke er i stand til at tale om det«, fortæller hun over telefonen, fra byen Nanortalik, hvor hun er vokset op.
Lettere at være kvindelig homoseksuel
Den danske modtagelse fokuserede netop på, at romanen udstillede homoseksuelle grønlænderes elendige vilkår. Politikens anmelder kaldte den endda et anklageskrift mod seksuel intolerance i Grønland og kvitterede i øvrigt med fem hjerter.
LÆS ANMELDELSEN
»Fangerkulturen i Grønland sidder meget dybt i befolkningen heroppe, og folk har et enormt behov for at vise, at der er stor forskel mellem kønnene. Jeg tror, det er derfor, at både de grønlandske homoseksuelle og de mange modstandere af homoseksualitet har været helt tavse«, fortæller Niviaq Korneliussen. Hun har flere venner, som er blevet udstødt af deres familier på grund af deres seksualitet.
I hendes roman er det tydeligt, at det generelt er sværest for mænd at være homoseksuelle i Grønland. »Små drenge bliver opdraget til ikke at græde. De skal være stærke, og der hersker stadig den fordom om homoseksuelle, at de er svagelige. Der er kun én mand med i min bog, men han er også den vredeste stemme«.
Som homoseksuel føler hun sig heldig over at være kvinde. Det er en af grundene til, at hun har kaldt romanen ’HOMO Sapienne’. På bogomslaget er den skæve og feminine bøjning skrevet med gult, mens seksualiteten er fremhævet med versaler, ’HOMO Sapienne’.
Sjældent at grøndlanske unge læser
I Danmark blev romanen modtaget med fantastiske anmeldelser, store portrætinterviews, invitationer til debatprogrammer og nu altså også en indstilling til Politikens Litteraturpris.
Stoltheden over at blive taget seriøst i Danmark kan ifølge forfatteren dog ikke måle sig med glæden over, at grønlandske unge har taget romanen til sig. For selv om Grønland er forblevet tavst omkring seksualiteten, har den øvrige sociale kritik vakt enorm opsigt.
Med forfatterens ord går det ad helvedes til i den grønlandske folkeskole, og det er sjældent, at grønlandske unge læser frivilligt. Hvis de da overhovedet læser. »Min lillesøster fortalte mig om en utilpasset pige i sin 10. klasse. Sådan en pige, der ryger i skoletiden. Hun var gået ud fra en time for at sætte sig på gangen og læse min bog. Hun fortalte min søster, at hun aldrig før havde følt, at problemerne fra hendes liv var blevet skildret. Det har virkelig varmet mit hjerte«.
At vende sig mod sine egne
Det gik op for Niviaq Korneliussen, at grønlandske unge manglede en litteratur, der afspejler deres liv, da hun for et par år siden var med i en novellekonkurrence i Nuuk. Det var her, hun blev klar over, at det litterære, samfundskritiske miljø i Grønland ikke eksisterede.
