Over de seneste ti år har profeten Muhammed og Jesus siddet på en bar og drukket mørke øl.

De snakker med en bardame, som de synes er lovlig blasfemisk, skrap og ødelæggende for deres religiøst funderede argumenter. De forsøger hver især at hverve hende til deres religion.

De prøver blandet andet at vinde hende over ved at overbyde hinanden på de pinsler, som henholdsvis Gud og Allah kan diske op med, når den ateistiske bardame engang skal i helvede.

Bardamen, som man i modsætning til Jesus og Muhammed (og deres ven Moses og i ny og næ andre religiøse figurer) aldrig ser, har som speciale at pille deres stærke og selvretfærdige holdninger ned med logisk argumentation.

LÆS OM BOGEN

»Ideen til en tegneserie, hvor Jesus og Muhammed snakker sammen, havde jeg haft længe, men jeg havde ikke gjort noget ved den, fordi jeg er så frygtelig dårlig en tegner. Men efter de danske Muhammedtegninger tænkte jeg, at nu måtte det være«, siger den britiske forfatter, som er i Danmark, og hvis udseende typisk ville stå beskrevet her, men i dag står ubeskrevet, af frygt for hvad der kan ske, hvis de forkerte folk finder ud af, hvem der står bag striben.

Tegneren er meget nidkær om sin sikkerhed, ganske få af vedkommendes nære venner ved, at de kender forfatteren til den populære stribe, og tegneserierne bliver lagt på internettet gennem en lang række sikkerhedsforanstaltninger, så det ikke kan spores, hvor de kommer fra. Det lyder alvorligt, men sådan er aftalen med tegnerens familie, og den står han ved, selv om tegneren egentlig helst ville stå frem med ansigt.

»Og det er altså ikke, fordi jeg får mange trusler eller negative kommentarer. Der er kommer faktisk nærmest ingen«.

Men du tegner profeten Muhammed en gang om ugen, når du lægger en ny tegneserie på nettet. Hvorfor tror du ikke, folk reagerer mere stærkt?

»Det er ikke en hadefuld tegneserie, den angriber ikke mennesker, men laver sjov med ideer. Måske er det derfor. På den anden side tror jeg ikke, det vil stoppe en radikaliseret islamist fra at være virkelig vred over det«.

Krænket. Og hvad så?

Serien om de to venner er blevet et hit blandt mange af verdens intellektuelle, der hver onsdag følger med, når Jesus og Mo sidder i baren og drikker mørke Guinness-øl, sidder med ryggen til på en bænk og kigger ud i horisonten, ligger ved siden af hinanden i sengen og snakker og sidder i sofaen.

På nettet fremhæver de striberne med de rolige og kammeratlige rammer, som alle bliver brugt af forfatteren, til at de to kan stikke til hinandens religiøse dogmer og især gøre grin med andre religioner end deres egne.

»Jeg mener, at hvis du ikke vil tegne Muhammed, er det fint. Det er også fint, hvis du ikke vil se på billeder af ham. Du kan bare lade være. Men du kan ikke holde resten af verden fra at gøre det. Derfor gør jeg det, selv om jeg er dårlig til at tegne«.

Hvad er det, du gerne vil sige?

»Overordnet set tror jeg, det ville være bedre for det enkelte individ og for verden som sådan, hvis folk holdt op med at tro på ting, som ikke passer. Jeg synes, det er vanvittigt, at folk tror sådan nogle ting, men det er helt fint med mig. Folk må tro på det, de vil. Men hvis de prøver at trække den her tankegang, der så åbenlyst er usand, ned over hovedet på andre, er det helt uhyrligt«.

Hvad er problemet i det?

»Ideen om en gud er ikke så dum, den kan jeg egentlig godt forstå. Men tanken om, at der findes en gud, der har skrevet en bog, er en virkelig dårlig idé. Gud skrev ikke en bog. Det gjorde nogle mennesker, og de her mennesker var for de flestes vedkommende ret uvidende, og deres ideer er århundreder gamle. Hvis du tror, det er det, som universets skaber tror på og i evighed mener, vi alle sammen skal leve efter, holder du bare alle andre tilbage. Det er en rigtig dårlig idé«.

Man kunne sige, at du bevidst gør folk kede af det. Hvad er dit svar, hvis nogen siger til dig, at de er blevet kede af det, du skriver og tegner?

»Og hvad så?«, siger tegneren.

»Det svar er i hvert fald en mulighed. Jeg mener, at det er et legitimt at sige sådan. Ja, alle bliver såret fra tid til anden. Du og jeg og alle andre. Og hvad så? Jeg kunne svare, at jeg er ked af, at du bliver såret, men det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Lad være med at læse det, ville jeg sige. Læs noget andet. Så simpelt er det. Der findes alle mulige uhyrlige billeder og tanker på internettet, jeg ser ting, der krænker mig, hver eneste dag, men det er en del af det at være et voksent menneske i det 21. århundrede, at du kan forholde dig til det. Det er en barnagtig idé, at dine holdninger skal beskyttes mod andre mennesker. Det er kun nødvendigt, hvis de ikke holder til at blive udfordret«.

Blasfemi-love hjælper ikke

Så folk, der argumenterer med deres religiøse følelser, er barnagtige?

»Det vil være arrogant af mig at sige det. Der er mange religiøse mennesker, der gør gode og vigtige ting. Men jeg mener ikke, at det hjælper nogen at lovgive mod blasfemi og bede om at få beskyttet sine ideer«.

En fløj i ytringsfrihedsspørgsmålet siger, at selv om man må udtale sig, behøver man ikke at udtale sig, og at man derfor, selv om man gerne må krænke folks følelser, heller ikke behøver at krænke folks følelser. Hvad mener du om det standpunkt?

»Nej, vi behøver ikke at udtale os. Men det er sundt for os at undersøge de ideer, der definerer os. Og hvis de ideer ikke er gode, kan det godt være, at vi ikke behøver at lave sjov med dem, men det er en god ting at gøre, fordi det er med til at ændre vores syn på religiøse ideer og dogmer, som ofte er ret tossede«.

Er det din opfattelse, at det er sværere at lave sjov med religiøse opfattelser end eksempelvis politiske eller seksuelle opfattelser?

»Ja, helt klart. Det lader til, at de betyder mere for folk. Det er svært at sige, at Koranen bare er en bog, som oven i købet er en ret middelmådig bog. Når religion bliver til folks identitet, bliver emnet sværere at tage op, for hvis du siger, at religionen ikke er noget, du tror på, men noget, du er, bliver et angreb på den religiøse idé også et personligt angreb. Det er ærgerligt«.