Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tilbageblik. I femte og sidste bind af sine romanerindringer vender THomas Bernhardt tilbage til barndommen. Som altid er teksten én lang strøm, uden nogen form for inddeling i afsnit, men sætningerne er denne gang kortere og mere afdæmpede.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

6 hjerter: Enestående forfatter blev reddet af sin bedstefars sortsyn

I Thomas Bernhards barndomserindringer finder vi kilden til hans storslåede pessimisme.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard er en af de vrede litterære stemmer, som jeg sætter så højt. En styrkende misantropi, en vederkvægende civilisationsskepsis, et velgørende had til fædrelandet driver hans indædte, kværnende prosa, som er rig på indskud og overdrivelser, fattig på punktummer.

Bernhard skrev en selvbiografisk cyklus bestående af fem korte romaner, som gennem de senere år er udkommet i dansk oversættelse, nu også den sidste af romanerne: ’Et barn’. Som titlen antyder, slutter Bernhard med begyndelsen; sidste bog af selvbiografien er viet barndommen.

Landsbyens brægen

I ’Et barn’ bliver det tydeligt, hvem Bernhard har sin styrkende misantropi fra, nemlig bedstefaderen, som han i barndommen har i sin umiddelbare nærhed.

Fra ’visdommens bjerg’, hvor bedsteforældrene bor, i højderne over landsbyen Traunstein, kigger den lille Thomas med bedstefar ned på landsbyens »smålighed, gemenhed og dumhed«:

»Dumme som får flokkes småkræmmerne om kirken og bræger sig til døde, dag ud og dag ind. Der findes, sagde min bedstefar, intet så væmmeligt som de små byer, og netop den slags som Traunstein er den afskyeligste af alle. Et par skridt ind i denne by, og straks er man møget til, et par ord vekslet med dens indbyggere, og straks skal man kaste op«.

Trods enkelte triumfer, som lærerindens kæledægge i første klasse og senere som hurtigløber i ’Jungvolk’, er livet i landsbyen et helvede for drengen: »Kun af kærlighed til min bedstefar tog jeg ikke livet af mig som barn«.

Det er også af bedstefaderen, Bernhard har lært at ophøje spadsereturen til en »kunstform på niveau med alle andre kunstformer« – en form, der skal blive tilbagevendende i Bernhards værker, mest rendyrket i den roman, der slet og ret hedder ’Gehen’ – ’At gå’.

Skolen er barnets morder

Da jeg første gang læste ’Ein Kind’, og det må være omtrent 25 år siden, jublede jeg over bedstefaderen og fandt heri beviset dels for pessimismens styrkende kraft, dels for den tese, at hvis et ellers nok så misrøgtet og mobbet og uelsket barn bare ét sted, bare hos én voksen, finder støtte og tillid, kan det løfte sig af sin elendighed.

Jeg tænkte (og tænker), at det må være fantastisk som barn at have en klippestærk støtte, der bare fnyser foragtfuldt ad alle de normer, som kan gøre et barneliv til et helvede: skolens normer, kammeraternes normer, forældrenes normer, det lille lokalsamfunds normer.

Bedstefaderens kritik af samfundets disciplinerende institutioner svarer fuldstændig til min egen barneoplevelse af skolen:

»Skolerne er grufulde institutioner der allerede ødelægger det unge menneske i dets spæde begyndelse. Skolen er i sig selv barnets morder«.

Og så har jeg altid med Bernhard (og bedstefaderen) delt dette inderlige had til fædrelandet.

For så vidt overdøvede bedstefaderens stemme dengang min læsning, og der er ingen tvivl om at den runger kraftfuldt i hele Bernhards forfatterskab.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Krigens indtræden

Men sjovt nok er det faktisk, som om ’Ein Kind’ er mindre bedstefarsk i sin tone end de andre bøger.

Ganske vist er teksten, som altid hos Bernhard, én lang strøm, uden nogen form for inddeling i afsnit, men sætningerne er kortere end vanligt, mere afdæmpede, nogle gange nøgterne, og drengens smerte ved at være mobbeoffer, sengevæder, hånet af lærere og kammerater lader sig ikke helt overdøve af den aggressive foragt for småborgere, skolelærere, østrigere, tyskere.

Nok er bedstefaderen barnets ubestridte helt, men i tilbageblikket skildres han også som en despot, der tvinger sin familie til farlig linedans højt hævet over den foragtede ’normalitet’:

»Vi var fanget på linen, udførte vores overlevelseskunst, den såkaldte normalitet lå under os« – og hans foragt for småborgerlighed og landsbyliv relativeres af, at han flytter til landsbyen, fordi han lader sig forsørge af hustru, datter og svigersøn, der har fået arbejde som frisør i Traunstein.

Der er historisk grund til at støtte op om bedstefaderens had til småborgerskabet – Bernhards barndom ender i naziregimets tid, hvor han på det såkaldte ’rekreationshjem’ i Thüringen må gøre Hitler-hilsner til morgensamlingen, mens hans sengevæderlagen hænges op til spot og spe.

Helt tæt på kommer krigens rædsler, da han sammen med bedstemoderen inspicerer vragene af nedskudte amerikanske fly og ligene af deres piloter. Denne oplevelse kan bedstefaderen ikke trøste for: »Jeg søgte beroligelse hos min bedstefar. Han havde intet at sige«.

Tilbage til selvmords-Salzburg

I bogens slutning modtager den 13-årige et brev om at have bestået optagelsesprøven til Handelsakademiet i Passau med udmærkelse.

Men ved det korte ophold i Passau, som optagelsesprøven kræver, har byen vakt bedstefaderens modvilje, så han har nu andre planer for barnebarnet: »Hvor godt at det ikke er Passau jeg har bestemt for dig, men Salzburg«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bliver bogens allersidste sætning. Og dermed er vi tilbage, hvor den selvbiografiske cyklus begyndte: Første bog, ’Årsagen’, indledes med en avisnotits om, at Salzburg har den højeste selvmordsrate i Østrig, hvorpå fortælleren i alenlange sætninger rallierer over denne bys ulidelige for-Alpe-klima og de med gemenhed og nederdrægtighed begavede indbyggere, som det producerer.

Det er bedstefaderen, der har bestemt drengen for selvmords-Salzburg. Men det er også bedstefaderen, der har indgydt ham den herlige misantropiske, pessimistiske, styrkende stemme, der trods alt gør overlevelse mulig og bliver bærende for hele Bernhards enestående forfatterskab.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden