Den østrigske forfatter Thomas Bernhard er en af de vrede litterære stemmer, som jeg sætter så højt. En styrkende misantropi, en vederkvægende civilisationsskepsis, et velgørende had til fædrelandet driver hans indædte, kværnende prosa, som er rig på indskud og overdrivelser, fattig på punktummer.

Bernhard skrev en selvbiografisk cyklus bestående af fem korte romaner, som gennem de senere år er udkommet i dansk oversættelse, nu også den sidste af romanerne: ’Et barn’. Som titlen antyder, slutter Bernhard med begyndelsen; sidste bog af selvbiografien er viet barndommen.