Få mennesker kan være så nedrige og smålige som kunstnere, og få miljøer så nedrige og smålige som kunstnermiljøer.

Enhver bohemeidyl fremstår i det mindste som et tykt postulat, efter at man er nået halvvejs gennem østrigske Thomas Bernhards (1931-1989) sene såkaldte kunstnertrilogi, ’Undergængeren’, ’Træfældning’ og ’Gamle mestre’, der udkom i perioden 1983-85; og hvor særlig dette andet bind, ’Træfældning’, vakte furore, fordi navngivne kunstnere i samtiden følte sig gement og grundigt hængt ud – og helt med rette, kan man tilføje, for hos Bernhard går der skarp lud til skurvede hoveder.