Fokus på hverdagen. Den frie streg med den klare kønskarakteristik og vægt på erindringer om barndommen. De selvbiografisk fintfølende registreringer lavet af unge kvindelige tegnere udklækket fra akademi eller designskole.
Jamen, det ligner da en hel lille bevægelse i det danske tegne- og litteraturmiljø!
Tvivlen er kunstnerens nagende livsledsager. Er det hele mon noget værd? Det ene øjeblik er man revet med og helt overbevist om sit stofs bæredygtighed. Det næste er man parat til at rive det hele i stykker.
En anden problematisk følgesvend er tidsbudgettet. At få tid til at skabe. At finde tiden til at finde gnisten, når livet skal passes med madlavning, arbejde og børnepasning.
Johanne Helga Heiberg Johansen kender klart nok problemet på første hånd og egen krop. Men den 28-årige nyudklækkede kandidat fra Det Fynske Kunstakademi har fundet sin egen løsning. Hun gør spørgsmålene til svaret.
Præcist sanset lille bog
’Dear Frida’ er endnu en talentfuld, personlig og håndtegnet graphic novel fra en ung dansk kvindelig tegner.
Hun slutter sig til navne som Rikke Bakman og Rikke Villadsen med en fint vibrerende fortælling om kunst og hverdag. Den unge kvinde og kunstner J er blevet mor, men det kniber med at finde tid og overskud til at tilgodese kunsten.
Det nager og gnaver, mens hun ammer, skifter bleer, vasker tøj og mere eller mindre opgivende betragter sin hverdags sisyfosarbejde. Opvasken, der med fæl hast vokser sig stor på et øjeblik. Rodet spredt ud over gulvet. Følelsen af at være indespærret i et klaustrofobisk lille liv på trods af glæderne og nærværet med de små.
J er en stor fan af den for længst afdøde mexicanske kunstner Frida Kahlo og har masser af hendes bøger. Det er på kanten af en besættelse. Så på et tidspunkt begynder J at skrive til Frida Kahlo. En slags selvterapi, hvor hun fortæller om sin kærlighed til Fridas kunst og om sine problemer med selv at få skabt noget.
Og så en dag svarer Frida Kahlo fra det hinsidige. Med et brev skrevet med udklippede avisbogstaver. Som et brev, der forlanger løsesum. Hvilket på en måde også er tilfældet. Det er selvfølgelig J selv, der har klippet og klistret bogstaverne og skriver til sig selv. Det ser faretruende skizofrent ud, men det bliver ord, der forløser.
For hele processen med at iscenesætte den terapeutiske samtale mellem den håbefulde unge kunstner og den berømte malerinde bliver til dialogen ’Dear Frida’, der i virkeligheden mere end noget andet er et følsomt og præcist portræt af kunstneren som ungt ammedyr i kreativ krise.
Johanne Helga Heiberg Johansens lette, løse og næsten sprøde streg er både intim og stærk. En ung kvindes streg og en ung kvindes univers. Det er ikke Frida Kahlos minutiøse og farvestærke malerkunst, hun er inspireret af. Men det stædige selvportræt. Den kunstneriske impuls, som, når den kan overskride enhver smertetærskel, vel også kan overskride trummerum og følelsen af iltmangel i en moderne lille dansk lejlighed.
’Dear Frida’ er et fint selvportræt og en præcist sanset lille bog, der vil være tankevækkende for mangt et ungt menneske, der går og tumler med de samme spørgsmål kunstneriske og kreative spørgsmål i en hverdag, hvor mange kabaler skal gå op.
Hverdagen som den nu er
’Signe Parkins & Drawings’ er første bog i serien Basilisk Tegneserie, der redigeres af kollegaen Rikke Villadsen.
