»Den, der kæmper med uhyrer, skal se til, at han ikke selv bliver til et uhyre. Og hvis du ser længe ned i en afgrund, ser afgrunden også ind i dig«.

Nietzsche-citatet fra ’Hinsides godt og ondt’ åbner et af de alvorligere ekkorum omkring en historie, hvis streg ellers lover noget mere tilforladeligt og gemytligt. J.P. Ahonen (ikke at forveksle med sine landsmænd, brdr. Ahonen med serien ’Lille fugl’) tegner nemlig figurer, der næsten kunne glide ind i et Asterix- eller Valhalla-album, selv om de stemningsfulde baggrundsscenerier er tegnet i computeren med langt glattere fotorealisme end unge Akseli og Lilja og de andre personer med unge ansigter og store øjne.

Men sammenstødet er velvalgt, for her møder mainstreamtegneseriens sprog metalmusikkens satanisme-fetich for fuld udblæsning.

Syret tegneseriekunst

’Perkeros’ er en forvanskning af bandets planlagte navn, Kerberos (den trehovedede helvedeshund med slangehale ved indgangen til de gamle grækeres dødsrige), og de konkurrerende bands har navne som Nelum Lucifera og Diablotus.

Det er et charmerende og medrivende sammenstød mellem det harmløse og det syrede. Akselis nødtvungne valg mellem den altopslugende musik og så et roligt studieliv med kæresten Jatta bærer som simpelt plot pæne rækker af serieruder frem fra det ene vilde og skæve og virkelig heavy billedopslag til det næste, hvor musikken (visuelt!) brager ud over papirkanten med tekster om at give los helt uden kontrol.

Men syren ætser den sunde sans, og leg med ild leder durk mod mareridt med varulve, bål og brand. Sikke et held, at bandets tavse trommeslager er en bjørn, om end med øltørst og pigetække, men ellers bjørn med kløer, labber og snude og pelsværk over det hele. Spørg mig ikke hvordan, sådan er han bare tegnet.

’Perkeros’ er endnu en vellykket import fra det mangfoldige finske seriemarked, hvorfra samme sikre oversætter netop også har givet os ’Lille fugl’ og i foråret ’Håbets bog’ af Tommi Musturi.

fortsæt med at læse

Litteraturredaktionen anbefaler: 10 gode fra årets boghøst