En skånselsløst ærlig storesøster og hendes milde, eftertænksomme lillebror med sutteklud. Han er endvidere belejret af et selvsikkert lille nabopigebarn, hvis storebror så er hovedpersonen i det hele – den evige taber. Dersom da ikke den virkelige hovedperson er hans hund, der selv foretrækker rollerne som pingvin, tiger, slange, romanforfatter eller pilot fra Første Verdenskrig.
BOGFOLK UGE 51 Litteraturens helte efter krigen slås med livet
Kort sagt: Livets gevinster og genvordigheder i knæhøjde. Dette lille univers – en ’børneserie’ især for voksne – revolutionerede fra 1950 og frem synet på ’den 9. kunstart’, som man senere har kaldt de tegneserier, der ellers dengang i 1950’erne også var genstand for offentlig hetz og bogafbrændinger.
Men filosoffer, psykologer og alverdens andre voksne læsere kastede sig over disse stribers minimalistiske streg, et udpræget todimensionalt billedudtryk, som står i slående men frugtbar modsætning til dialogens dybder af menneskelig selverkendelse og livsindsigt.
Nu, mere end et halvt århundrede senere, kender hele verden Trine og Thomas, Nina og Søren Brun og Nuser frem for alle. Men tåler de oprindelige striber gensyn på tryk? Og tåler dagstribens tre-fire sort-hvide ruder med pointe ligefrem i en forvandling from strip to sheet at blive omsat til farverig 3D-computeranimation for biograflærredets spillefilmslængde?
De spørgsmål får vi svar på i disse dage, hvor Radiserne vender tilbage: I går udkom det første af foreløbig tre bind med de bedste striber fra seriens første tre årtier. Og på fredag har ’Filmen om Radiserne’ dansk premiere.
Ekistentialisme og livskunst
’Peanuts’ hed tegneserien, som Charles M. Schulz fik trykt den allerførste stribe af i syv amerikanske dagblade 2. oktober 1950. Han fortsatte med ene mand at tegne, rentegne og (til de 2-3 etagers søndagsstriber) farvelægge striberne, indtil han som kræftsyg mangemillionær i februar 2000 tog afsked med læserne og tegneserien – og døde et par uger senere, 77 år gammel. Da havde serien omkring 350 millioner læsere i 2.600 blade fordelt på 21 forskellige nationer verden over.
Drillenisserne i skæv børnebog gemmer fjernbetjeningen og bedstemors sutterDet er ikke for meget at kalde den serie verdenslitteratur. Dens sagtmodige registrering af Søren Bruns såvel som Trines såre menneskelige svagheder og dens legende hyldest til livskunstneren Nuser blev udlagt og tolket verden over som (eksistentialistisk?) filosofi eller bidrag til den hverdagspsykologi, der blev højeste mode i 1950’erne.
Allerede i 1956 bad en psykolog om lov til at illustrere sin lærebog med striber fra Radiserne – psykologen var 60’ernes modkulturskribent Timothy Leary. Den amerikanske teolog Nathan A. Scott skrev med henvisninger til Kierkegaard og Sartre om ’The Gospel according to Peanuts’ og blev begejstret anmeldt her i Politiken af vores egen teologiprofessor P.G. Lindhardt i 1965.
Jeg græmmes
Danske læsere var med på vognen fra 14. juni 1959, da Politiken begyndte at trykke ‘Radiserne’, som redaktør Paul Hammerich døbte dem, fordi »de er no’en små runde no’en, som stikker op«. Det var også ham, der fordanskede den genkommende replik ’Good grief!’ og dermed gjorde udtrykket ’Jeg græmmes!’ til en fast vending på dansk – selv om hans kone, Ida Elisabeth Hammerich, stod for at oversætte resten af serien.
Rørte anmeldere om ny Star Wars: Den er på højde med den oprindelige trilogiPolitikens nye tegneserie blev så populær, at avisen i årene 1967-83 uddelte en pris til ’Årets Radise’, som skulle »have et følsomt sind og ikke fornægte sit inderste i kampen for dagligdagen eller det, han eller hun tror på«. Første prismodtager var kulturminister Bodil Koch – som allerede i sin tid som kirkeminister i 1961 nød den ære at spille Trines rolle i tegneren Bo Bojesens tegninger om ’Kultur-Radiserne’, alias SR-regeringen med Viggo Kampmann som statsminister. Og i rollen som Søren Brun.
Hammerichernes yngste søn Rumle lagde dansk navn til den lille snavsede Pig-Pen (=svinesti), der sammen med andre karakterstærke personligheder som klavervidunderbarnet Schrøder, drengepigen Rikke Rask, den farvede knægt Franklin med flere udgjorde resten af figurgalleriet. Nusers kennelsøskende og hans lille fugleven Woodstock ikke at forglemme.
Alt det kan man læse om i forordet til dette første bind af ’de bedste striber’ fra 1950 til 1959, altså det tiår, hvor serien fandt sin form – og endnu ikke udkom på dansk. Derfor er første binds striber oversat af Per Sanderhage, men med de samme navne, faste vendinger og sprogtone, som serien siden fik på dansk.
Udgivelsen er kulturhistorie og følges efter planen op med bind 2 i august 2016. Først dér vil vi så finde den stribe fra april 1960, hvor Trine udmønter det nu globale og udødelige mundheld: »Lykken er en varm hundehvalp«.
Til bookworms og bogfolk: 10 gode podcasts om litteratur»Vi plejer at sige, at hver enkelt af figurerne repræsenterer et stykke af vores far«, siger Craig Schulz, et af tegnerens fem børn. »Søren Brun var hans virkelige jeg, mens Nuser er den, han gerne ville være«.
Udsagnet finder man i den bog, der nu er udgivet om ’The Peanuts Movie’, første 3D-computergenererede animation i spillefilmslængde og dermed den nyeste version af stribernes kulturindustrielle ekspansion over mere end et halvt århundrede: fra tv-tegnefilm, teaterstykker og musicals til T-shirts, tekrus og merchandise af enhver anden tænkelig art.
Melankoli og luftdueller
Steve Martino der før bl.a. har instrueret den fjerde af ’Ice Age’-filmene og den ganske vellykkede 3D-animering af den amerikanske billedbogsklassiker ’Horton og støvfolket Hvem’ af Dr. Seuss, har med ’Filmen om Radiserne’ haft en ny hovedudfordring:
At bevare det enkle, eftertænksomme eller rent ud melankolske udtryk i Schulz’ minimalistiske, sort-hvide streg, »mærke de pennestrøg i hvert eneste aspekt af vores billeder«, som Martino selv siger. Men samtidig omsætte det til 3D-figurer og rum med langt mere farvestrålende detaljerigdom. Og i et tempo, nutidens børn ikke vil kede sig over.
Om det lykkes, når nu Nuser gennemfører sine luftdueller med Den Røde Baron, samtidig med at Søren Brun trods sin egen kun alt for erfaringsbaserede fiaskobevidsthed prøver at mande sig op til omsider at kontakte Den Lille Rødhårede Pige, denne knæhøje antihelts store kærlighed? Ja, det får vi se på fredag.
Citater fra Jerry Schmitz: Peanuts – The Art and Making of the Movie. Blue Sky Studios/ 20th Century Fox and Titan Books.
fortsæt med at læse
