Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ophavsret. Når Google Books er stoppet med at vokse, hænger det sammen med problemer med ophavsret.
Foto: Illu Kristoffer Løve Østerbye. Originalfoto Stasys Eidiejus (AP)

Ophavsret. Når Google Books er stoppet med at vokse, hænger det sammen med problemer med ophavsret.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Google Books på standby: Hvem laver nu et verdensbibliotek?

Google Books ville scanne alle verdens bøger og gøre dem tilgængelige online. Men så opstod en rettighedskrig.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En af de første bøger, Larry Page satte sig for at indskanne, var 300 sider lang.

På sit kontor i Californien opsatte Google-medgrundlæggeren et primitivt skanningslaboratorium, hvor han til tikken fra en metronom kunne holde rytmen, når han med hjælp fra kollegaen Marissa Mayer manuelt skannede bogen side for side. Det tog 40 minutter, før bindet var skannet.

Men Larry Page helmede ikke. Google skulle lave et verdensbibliotek. Fra den tyndeste digtsamling til de tykkeste opslagsværker, faglitteratur, telefonbøger, rejseguider, romaner og noveller: Alle verdens bøger skulle skannes og gøres tilgængelige og søgbare, så Googles søgemaskine stod stærkere.

I 2007, 3 år efter lanceringen af Google Print, som senere blev til Google Books, rullede lastbilerne dagligt op til verdens ledende universitetsbiblioteker på Stanford, Harvard, Michigan og Oxford, der heppede på projektet og sagde ja til at udlåne store dele af deres samlinger, som Google kørte i tusindtal til sine skanningscentre, hvor personale ved hjælp af ny teknologi kunne skanne 1.000 sider i timen.

Samme år sagde Google, at de formentlig kunne digitalisere alle bøger i verden inden for 10 år. »Det er ikke til at fatte, hvor tæt det er på«, sagde Marissa Mayer, kollegaen fra skanningsrummet og Googles daværende vicepræsident, dengang til The New Yorker.

Problemer med ophavsretten

I dag er Googles ambitioner om et verdensbibliotek af alexandriaske dimensioner blegnet.

Det er flere år siden, man sidst har indgået aftaler med biblioteker, og Google færdiggør nu kun gamle aftaler med eksisterende partnere som eksempelvis Bayerische Staatsbibliothek i München. Det bekræfter Google over for Politiken.

Godt nok har Google Books skannet i omegnen af 30 millioner bøger, men mange af bøgerne på Google Books er utilgængelige for brugerne, andre kun tilgængelige i form af korte uddrag uden mulighed for at få eller købe yderligere adgang.

Professor Robert Darnton, der som bibliotekschef på Harvard University har fulgt Google Books tæt siden starten, siger: »Hvis der var nogen, der reelt ville bruge kræfter på at genoplive Google Books, var det blevet gjort nu«.

Når Google Books ’kun’ er endt med en samling, der er 10 millioner værker mindre end det amerikanske nationalbiblioteks, er det først og fremmest af én årsag: ophavsret.

I begyndelsen skannede Google kun de bøger, der var i offentligt eje, fordi forfatteren for længst var død, eller ophavsretten frafaldt. Men efterhånden begyndte Google i USA også at digitalisere bøger, der var omfattet af ophavsret. Ved at begrænse adgangen til værkerne, så brugere blot kunne se 20 procent af en bog, mente Google, at man holdt sig inden for de amerikanske regler for ’fair use’ af værkerne.

No way, sagde forlag og forfattere verden over. Amerikanske og europæiske forfatter- og forlagsorganisationer, hvoraf flere havde sagsøgt Google allerede i 2005, lagde sag mod Google, fordi de mente, at ophavsretten blev krænket, når Google gjorde bøger, der var omfattet af ophavsret, søgbare uden tilladelse – og i øvrigt skannede og lagrede alle bøger, uden at omverdenen vidste, hvad de brugte de store mængder data til.

Parterne indgik senere et forlig med Google, der konsekvent har gentaget, at man med Google Books alene ønskede at styrke informationstilgængeligheden og den frie oplysning.

Men forliget blev af forfattere udråbt til at være en »pagt med djævelen«, og en dommer annullerede aftalen og sendte sagen videre til Kongressen, hvor man mente, spørgsmålet burde være op til den lovgivende forsamling.

Fejlen er definitiv

Der har sagen nu været strandet i 7 år. Og mens forlag og biblioteker – både i udlandet og herhjemme – er begyndt at digitalisere egne samlinger i større eller mindre omfang, ser kampen for et verdensbibliotek ikke ud til at være en, Google orker at bruge mere tid på.

Da Google begyndte at skanne bøger, var det ikke for at lave et universelt digitalbibliotek

»Google har fundet ud af, at for at gøre information universelt tilgængelig er de nødt til at lave en aftale med rettighedshavere. Det gjorde, at deres søgeservice pludselig blev et kommercielt bibliotek, hvis abonnementsudgifter kunne have vokset ude af kontrol«, siger Robert Darnton fra Harvard University.

»Deres originale idé var spændende. Den åbnede et nyt rum op for offentlig adgang. Men det fejlede. Og når vi ikke hører fra Google nu, er det, fordi den fejl er definitiv«.

Kritikken lyder, at hvis Google reelt var motiveret af at idealistiske ambitioner om et verdensbibliotek, skulle de fra starten have deklareret det som et nonprofitprojekt. På den måde kunne de udrydde al frygt for, at de på den ene eller anden måde ville profitere fra andre folks arbejde.

Spørger man Pamela Samuelson, juraprofessor på University of California, Berkeley, og spydspids for forfattersammenslutningen Authors Alliance, har Google først og fremmest involveret sig for at lagre data til at raffinere sin egen søgemaskine.

Vi får ikke et verdensbibliotek. Slet ikke et retrospektivt for det 20. århundrede. I hvert fald ikke i min levetid

»Da Google begyndte at skanne bøger, var det ikke for at lave et universelt digitalbibliotek«, siger hun.

»Havde de håbet på at udvikle verdensbiblioteket fra start, ville kvaliteten af skanningerne have været meget bedre. Computerforskere (Google, red.) betragter tekster som lagre af ord, der er interessante at studere efter mønstre, ikke for udtryk«, siger hun.

Andre hævder, at forlag og forfattere har været for ringe til at indgå kompromis. Tidligere i denne måned skrev juraprofessor Tim Wu i The New Yorker, at forfattere og forlag har været »vanskelige og konspiratoriske«, især når det kom til at »holde på abstrakte og hovedsagelig værdiløse rettigheder imod offentlighedens interesse i at få adgang til obskure værker«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens bøger siden årtusindskiftet har været født digitale, og ophavsretten på bøger fra og før det 19. århundrede som hovedregel er udløbet, er det særligt bøger fra mellemperioden, også kendt som det ’det sorte hul i det 20. århundrede’, der volder problemer.

Mens man frit kan læse og søge i Melvilles ’Moby Dick’ (1892), kan man kun se uddrag af Woolfs ’Mrs Dalloway’ (1925) og slet intet af Tom Kristensens ’Hærværk’ (1930) på Google Books.

Ophavsretten på et værk udløber 70 år efter ophavsretshavers dødsår, ikke 70 år efter udgivelsen, og det er regler som denne, der gør digitaliseringen kompliceret, siger direktør Erland Kolding Nielsen fra Det Kongelige Bibliotek. Han var for år tilbage i dialog med Google om at indskanne over en million bind, men uden at få en aftale i hus.

»Når der ikke sker noget, skyldes det alene, at man ikke internationalt og mange steder nationalt har løst problemet med at lave licensaftaler med ophavsrettighedernes organisationer, som er træge for ikke at sige blokerende i flere henseender«.

Ifølge Forlæggerforeningen er det dog fuldt forståeligt, at forlag nødig piller ved ophavsretten: »Hvis du spørger musik- og filmbranchen, om YouTube har været helt fantastisk, har du svaret«, siger direktør Christine Bødtcher-Hansen. »Hvis du er rettighedshaver, ligger der en kerneopgave i at sikre, at man får kapitaliseret bedst muligt på det indhold, man laver«.

Hvem sætter sig bag skannerne?

Spørgsmålet lyder nu: Hvis ikke Google laver verdensbiblioteket, hvem gør så?

I USA har Digital Public Library of America (DPLA) i de sidste 2 år gjort over 10 millioner værker gratis tilgængelige. Skanningen foretages og betales af de individuelle biblioteker i stort set alle delstaterne, mens frivillige medarbejdere og udviklere sørger for den digitale infrastruktur.

Når vi ikke hører fra Google nu, er det, fordi fejlen er definitiv

Det er kun værker, der står på amerikanske biblioteker, og som ikke er omfattet af ophavsret, der skannes. Men DPLA får ifølge idémanden, Robert Darnton, ofte henvendelser fra forfattere, der gerne vil have deres værker gjort tilgængelig, selv om de stadig er beskyttet af ophavsret:

»Langtfra alle forfatteres stemme har været repræsenteret i debatten. De mest synlige forfattere er dem, der sælger fiktion i stort antal, men det kommercielle liv for langt de fleste bøger er helt væk efter et par år. Og hvad ønsker forfatteren herefter? At have læsere«.

Også Authors Alliance har fremhævet, at langt de færreste forfattere finder Googles rolle skadende for deres muligheder på bogmarkedet.

Herhjemme diskuterer Folketingets politikere videre om behovet for en national strategi. I en mail til Politiken afviser kulturminister Bertel Haarder (V), at der bør lægges en national strategi på området og henviser til, at en række aktører allerede er i fuld gang med »forskellige digitaliseringsbestræbelser«.

Selv har Det Kongelige Bibliotek primært for egen regning digitaliseret næsten alt indtil 1700 i samarbejde med det britisk forlag ProQuest og en del indtil 1900 on demand. Andre biblioteker, arkiver og museer er også i gang for egen regning eller for drypvise bevillinger eller fondsstøtte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men ubesvarede rettighedsspørgsmål kombineret med de annoncerede besparelser på kulturbudgetterne får Erland Kolding Nielsen til at forudse, at digitaliseringen af den danske del, der en dag kunne indgå i et verdensbibliotek, er strandet.

»Vi får ikke et verdensbibliotek. Slet ikke et retrospektivt for det 20. århundrede. I hvert fald ikke i min levetid«, siger han.

Politiken har været i kontakt med Google, som ikke har ønsket at tale til citat.

Rettelse: Politiken skrev i den trykte udgave af avisen 29.09.2015, at juraprofessor Pamela Samuelson også repræsenterer Authors Alliance, »der fører sagen mod Google«. Men det er organisationen Authors Guild, ikke Authors Alliance, der fører sagen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden