Helt. Spinoza er blevet opdaget som oplysningstidens sande helt. Tegning: Mette Dreyer.

Helt. Spinoza er blevet opdaget som oplysningstidens sande helt. Tegning: Mette Dreyer.

Bøger

Sammenlignet med Spinoza virker Voltaire og Locke som oplysningens slapsvanse

Historien om den nederlandske filosof Baruch de Spinoza genfortælles pædagogisk i ny bog.

Bøger

Den, der flytter Gud, forandrer verden. Og da den hollandske filosof Baruch de Spinoza flyttede Gud fra himlen ned i naturen, blev han forbandet og fordømt som en farlig tænker, der ville ødelægge Gud og verden, som man kendte den i 1600-tallet.

Han blev udstødt af den jødiske menighed i Amsterdam og forbandet for sine »forkastelige meninger« og »onde handlinger«. Først i 1962 blev forbandelsen trukket tilbage efter en kampagne, som blev indledt af Israels første premierminister, David Ben-Gurion.

Spinoza havde i mere end 300 år været fordømt som en kættersk tænker, inden han blev taget til nåde med denne forklaring:

Spinoza insisterede på, at Gud ikke var hævet over naturen

»Forbandelsen var en begivenhed, der fandt sted under de omstændigheder, der gjaldt for en bestemt tid og et bestemt sted. Spinoza er en udødelig søn af det evige folk, og det er vores pligt at give vores hebraiske sprog og kultur de skrifter tilbage, der er forfattet af dens mest originale tænker«.

Denne episode er gengivet i filosoffen Carl Henrik Kochs monumentale nye biografi, ’Spinoza – kætter og filosof’. Den antyder den store fortælling: Spinoza skrev og tænkte noget, der var så skandaløst, at det var uacceptabelt i hans samtid. Men siden er det blevet så indlysende rigtigt, at han i dag regnes for en af vores samfunds intellektuelle grundlæggere.

Oplysningens filosofiske ridder

Spinoza er blevet oplysningens filosofiske ridder. Han levede ellers en tilbagetrukket tilværelse som linsesliber i det, vi i dag kalder Holland, mens han tænkte og skrev ting, der satte ild i Europas frie tænkere. Måske tabte han sin kamp, mens han levede, men hans ideer vandt i verdenshistorien.

Kochs generøse bog om Spinoza kommer på det helt rigtige tidspunkt. Det er nu, man gerne vil have den store historie om ham, der af ny forskning er udpeget som central oplysningstænker. Bogen er i sig selv et oplysningsprojekt, fordi den er skrevet i et åbent sprog, så læsere, der ikke selv er filosoffer, kan træde direkte ind i Spinozas tænkning.

Begreberne bliver forklaret pædagogisk, og der er grundige indføringer i den filosofiske, politiske, kulturelle og religiøse kontekst omkring ham.

Den metode betyder, at man forstår den situation, som Spinozas tænkning var en replik til. Det betyder også, at meget i bogen om Spinoza ikke handler om bogens hovedperson. Men vi får den dramatiske fortælling om manuskripter, der blev spredt illegalt, og ideer, der ændrede vores verdensbillede.

På Spinozas tid var den almindelige opfattelse, at der var to virkeligheder: den naturlige verden, som vi forstår og lever i til daglig, og den himmel, som vi hverken ser eller forstår, hvor Gud regerer.

Gud skulle være hævet over naturen, og han skulle styre dens love. Man forestillede sig en personlig gud, som greb ind i verdens gang. Og hvis man tror på den adskillelse af Guds virkelighed og naturens verden, bliver mirakler til beviser på det, der står over naturen.

Mirakler finder sted, når Gud bryder ind og sætter naturens love ud af kraft. En hel verdensorden byggede på den opfattelse af Gud, mennesket og naturen.

Naturens foranderlige orden

Spinoza gjorde op med det verdensbillede. Han insisterede på, at Gud ikke var hævet over naturen. Han hævdede i stedet, at Gud var i naturen. Han blev derfor anklaget for ateisme. Som Koch præciserer, betød det dengang, at han blev set som en trussel mod hele kirkens dogmatik. Og han blev kaldt for panteist, hvilket er troen på, at Gud er overalt. Koch resumerer det præcist:

»Spinoza afviste i sin tænkning enhver forestilling om, at der findes noget andet end den virkelighed, vi lever i, noget, der er hævet over vores verden. Den guddom, han taler om, må derfor være indeholdt i vores virkelighed, dvs. må være en del af den«.

Selv erklærede Spinoza, at han ikke var ateist. Han så blot Gud i det forhold, at naturen følger love, som vi kan forudsige og forstå. Der er et sammenfald mellem det, der sker i menneskers hoveder, og det, der sker i naturen, som er forbløffende.

Det er en forudsætning for, at mennesker overhovedet kan leve, som vi gør, at virkeligheden er en sammenhæng af regler og love, der er tilgængelige for vores forstand.

Spinoza skrev og tænkte noget, der var så skandaløst, at det var uacceptabelt i hans samtid

Spinoza erkendte, at vi mennesker indimellem oplever noget, der forekommer os mirakuløst. Men det skyldes ikke, hævdede Spinoza, at naturens love ikke gælder til enhver tid.

Det skyldes bare, at der er lovmæssigheder, som mennesket ikke kan gennemskue. Han troede ikke på den type mirakler, hvor en mand går på vandet, eller vand bliver forvandlet til vin. Med Spinozas egne ord:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi slutter derfor, at vi ikke gennem mirakler kan kende Gud og hans eksistens og forsyn, men at disse langt bedre lader sig udlede af naturens faste og foranderlige orden«.

Himlen skal rives ned

Den samlede virkelighed af regler og love er ikke en ting, vi kan iagttage. Den kan vi kun erkende gennem videnskab og filosofi. Dette samlede hele kalder Spinoza for substansen. Det er der, hvor Gud og naturen er det samme. De er ikke længere modsætninger. Mennesket er således heller ikke noget helt andet end naturen.

Spinoza rev således den himmel ned, som hang over 1600-tallets og 1700-tallets kristne samfund. Det var en filosofisk tanke, som havde dramatiske politiske konsekvenser.

»Den politiske magt, som lå hos fyrsterne, besad de af Guds nåde, og hvis en regent handlede i strid med Guds bud, havde folket ingen ret til at gøre oprør, fordi dette ville være et oprør mod Gud«, skriver Koch.

Hvis Gud ikke længere står over verden, kan fyrsterne heller ikke begrunde deres magt med noget, som er uden for menneskets fatteevne. Fyrsterne bliver svagere, og borgerne bliver stærkere, når Gud placeres i naturen.

Den politiske magt skal ifølge Spinoza ikke grundes på frygt for fyrsten, men på anerkendelse af lederen. Borgerne er i hans tænkning ikke længere undersåtter; de får ret til at gøre oprør. Spinoza havde som mange af sin samtids tænkere skepsis over for den brede befolknings evne til at tænke selv, men han var principielt demokrat. Og det var i 1600-tallet revolutionært.

Kochs fremstilling af Spinoza og kampen for oplysning ligger i forlængelse af den britiske idéhistoriker Jonathan Israels trebindsværk på over 3.000 sider, som har afdækket Spinozas oversete betydning for den europæiske oplysning.

Vi har været vant til at forstå oplysningsprojektet som en kamp mellem de lysende filosoffer og den sorte reaktion. Mellem oplysningstænkere som Voltaire og John Locke og religiøse autoritære magthavere.

Men Israel har blotlagt en konflikt inden for selve oplysningen. Han skelner mellem radikale og moderate oplysningstænkere. De radikale ville have drastiske omvæltninger reformer af filosofien og samfundet, mens de moderate anbefalede langsomme forandringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De radikale krævede ytringsfrihed, tankefrihed, opgør med religiøse autoriteter og ikke mindst demokrati, mens de moderate oplysere var imod demokrati, lighed og tolerance over for anderledes tænkende.

Voltaire og Locke er nu blevet oplysningens slapsvanse, mens Spinoza er blevet den radikale oplysningshelt. Det er således både et portræt af en stor tænker og en genfortælling af oplysningens historie, som vi nu får med Kochs fine åbne bog.

Den minder om, at oplysningen ikke er vundet en gang for alle, men en kamp, hver generation må tage forfra. Himlen skal rives ned igen og igen.

Hør Politikens bedste kritikere og journalister vende tidens vigtige bøger, debatter og tendenser i vores nye ugentlige litteraturpodcast med Jes Stein Pedersen. Bogfolk kan høres som podcast i bl.a. iTunes, på politiken.dk/podcastog i Politikens nye app 'Politiken Podcast', som kan hentes i app store.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce