Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Manderoman. Hovedpersonen Jepser i Jan Sonnergaards nye roman 'Frysende våde vejbaner' sælger ikke ud af det han tror på.
Foto: Miriam Dalsgaard

Manderoman. Hovedpersonen Jepser i Jan Sonnergaards nye roman 'Frysende våde vejbaner' sælger ikke ud af det han tror på.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturredaktøren: Er du stresset? Så gør som impressionisterne

Jan Sonnergaards nye roman sætter tanker i gang om, hvad man har brug for for at holde modet oppe.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For små 10 år siden fandt jeg sammen med nogle venner endelig Bohemian Highway i Californien. Vi vidste godt, den fandtes, den var afmærket på kortet, så der var ikke tale om at opdage noget skjult eller fantastisk, men det var alligevel noget særligt pludselig at befinde sig på den, og magien lå i navnet, som er fantastisk.

Herhjemme kan man køre ad Holbækmotorvejen, Køge Landevej eller smutte ned ad Syrefabriksvej på Amager, men der, nord for San Francisco, ikke så langt fra Bodega Bay, kan man sgu vandre ud ad bohemernes hovedvej!

I selvhjælpsbogen til alle de dem, der knokler, til de segner ude i vidensøkonomierne, ordinerer de Botton 'Bohemia'

Ja, man kan måske oven i købet finde frem til Bohemian Grove, ja, måske tilmed have mod til at begive sig ind på Bohemian Clubs lukkede og bevogtede område, men det er en anden historie. I Californien fotograferede jeg vejskiltet og havde det i flere år som screensaver på min pc. Lyder det patetisk? Det er det sikkert, men hvem har ikke brug for patos?

Jeg kom til at tænke på Bohemian Highway efter at have læst Jan Sonnergaards hårde roman om Jesper og de frysende våde vejbaner. Han har en bachelor fra universitetet i bagagen, fik jobbet på Posten sådan lidt tilfældigt og blev hængende de næste 20 år.

I det meste af romanen har han ikke nogen fremtid, og det er ved at slå ham ihjel, men han har sin fortid. Han hylder ’Metal Machine Music’ af Lou Reed og har midt i alle bajerne fornemmelsen at være groundet i et bestemt modkulturelt univers og kan suge styrke fra det. Trods alt.

Sonnergards roman fik mig også til at komme i tanke om engelske Alain de Botton.

LÆS OGSÅ

Jeg interviewede ham i London, da han i 2004 udgav ’The Status Anxiety’, hvori den dannede leverandør af gode råd fra litteraturens og kunstens verden (’How Proust can Change your Life’ m.fl.) formulerer sin kur mod stress.

I selvhjælpsbogen til alle de dem, der knokler, til de segner ude i vidensøkonomierne, ordinerer de Botton ’Bohemia’: Gør som de franske malere i sin tid. Tag ud i skoven med din kæreste. Tag vin med, kys hinanden, slap af. Husk på, at der findes andre måder at leve på end den, der sjovt nok også altid indbefatter et hamsterhjul.

’Den romantiske oprører’ i skurkerollen

De Bottons bog er ikke fantastisk. Han er klar over, at den er rivende gal i det moderne præstationssamfund, men måske, fordi han ikke har blik for eller sans for de strukturelle skævheder i samfundet, når han kun frem til at pege på en nostalgisk kur, som det enkelte individ kan tage i brug for at redde sig i land fra de brændende platforme. Er du stresset? Så gør som impressionisterne!

Jeg kom også til at tænke på Søren Ulrik Thomsens og Frederik Stjernfelts debatbog fra 2005 med den umulige titel ’Kritik af den negative opbyggelighed’. I bogen placerer de to forfattere ’den romantiske oprører’ i skurkerollen, fordi denne altid er imod, altid er kritisk og placerer sig udenfor i stedet for selv at tage et konstruktivt ansvar og pege på, hvad der bør gøres.

De er træt af dem, der altid vil 'overskride grænser', de mener, 'negativismen' er blevet tidens folkelige ideologi

De er træt af dem, der altid vil ’overskride grænser’, de mener, ’negativismen’ er blevet tidens folkelige ideologi. Hvis man skal pege på en litterær figur, som inkarnerer alt det, Thomsen og Stjernfelt ikke bryder sig om, er det Jesper i ’Frysende våde vejbaner’, for han er virkelig træt, indebrændt, kritisk led ved rigtig meget og har altid hentet styrke i at stå udenfor.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

FRA ARKIVET

Men hvad er alternativet til gold kritik? At tage sig sammen og skrue smilet på? Melde sig ind i et politisk parti? Gå i kirke om søndagen, som Thomsen, den kulturradikale lutheraner, gør det? Blive ironman, til hjertet brister? Ride på pauseelefant i Thailand? Og hvad vil det sige at være opbyggelig? Opbyggelig over for hvad og hvem? Apple? Arktis? Afrikanere i synkefærdige både?

Man kan tabe på mange måder, men intet er trods alt værre end at måtte sælge ud af det, man tror på, og det gør Sonnergaards Jesper ikke. Til gengæld er der psykisk brandudsalg hele året rundt i den karrieverden, han aldrig kom ind i, for også de, der en overgang ligner vindere, har stor risiko for at tabe det hele.

Og det er just problemet, det gør det så skide vanskeligt at gå rundt og være opbyggelig.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden