Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Arven. Lou Reed blev født i 1942 i Brooklyn og døde i New York i 2013. 71 år gammel. Egocentrisk, humørsyg, begavet og tyrannisk, et særdeles ubehageligt bekendtskab - og en verdensberømt musiker, der skrev usædvanligt stærke, personlige og interessante sange.
Foto: Jason DeCrow /AP

Arven. Lou Reed blev født i 1942 i Brooklyn og døde i New York i 2013. 71 år gammel. Egocentrisk, humørsyg, begavet og tyrannisk, et særdeles ubehageligt bekendtskab - og en verdensberømt musiker, der skrev usædvanligt stærke, personlige og interessante sange.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny biografi er et troværdigt signalement af præmierøvhullet Lou Reed

Howard Sounes’ biografi får ikke fat i det mest interessante: Sangene.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Midt i min sørgmodighed over Lou Reeds død kunne jeg ikke lade være med at grine lidt i skægget.

Ikke over hans død, men over hans enke Laurie Andersons beskrivelse af ham som en vismand, der i en tilstand af ophøjet ro og balance på en blid bølge af buddhisme og med afmålte tai chi-fagter gled over i den næste verdens lys.

Utvivlsomt sandt nok set med Laurie Andersons øjne. Men alligevel! Notorisk gnavne og uforskammede Lou Reed med den totalt udbrændte lever og en attitude som en fuckfinger på to ben.

Lou Reed, som livet igennem havde sejlet på en krap sø af hårde stoffer og sprut og målrettet havde opsøgt de mest snuskede miljøer for at finde kicks og stof til sine sange om at gå på livets vilde, snuskede og ikke så lidt voldelige side ... beskrevet som en ophøjet yogi med mere end den ene pote i Nirvana?!

Det var alligevel for stift et stykke! Også for Howard Sounes, der har specialiseret sig i at skrive detaljerede biografier om kunstnere med kantede sind. Mænd som Dylan og Charles Bukowski. Rundt regnet to sekunder efter at Lou Reed var hældt på urne, fandt Sounes spaden frem.

Sangenes Lou Reed

Jeg har det blandet med den slags biografier. Den Lou Reed, jeg det meste af mit liv har været optaget af, er sangenes Lou Reed.

Lou Reeds meget personlige sange og den særlige drævende måde, han fremførte dem på, gjorde det umuligt at adskille ham fra dem. Men Lou Reed var digter, ikke dagbogsskribent.

»Hvorfor skulle jeg dog det?«, svarede han en journalist, der spurgte Reed, om han en dag ville skrive sin selvbiografi. »Skrive om mig selv? Få det hele på det rene? Det er der ikke noget behov for. Jeg er, hvem jeg er. Det er, hvad det er, og fuck dig«. Lou Reed og journalisterne var sjældent gode venner.

Faktisk giver det godmening at betragte hans bedste sange som en udviklingsroman

Lou Reed skrev ikke sin selvbiografi, men Reed med de litterære ambitioner drømte om, at hans sange tilsammen skulle udgøre en slags ’great American novel’. Og faktisk giver det god mening at betragte hans bedste sange som en udviklingsroman med et kulørt persongalleri og en fortællende hovedperson.

Den Lou Reed, jeg elskede, var ham, der på ’Coney Island Baby’ kunne synge om kun at have ét ønske i tilværelsen som teenager, nemlig at spille fodbold for træneren, så træneren lagde mærke til det. Sounes kan afsløre, at ifølge gamle skolekammerater har Lou næppe vidst, hvad der var op og ned på en amerikansk fodbold i den alder.

Som om det var pointen! Lou Reed sang ikke om fodbold. Han sang om behovet for at blive set og anerkendt af en voksen mand, han havde respekt for. Og han gjorde det, så enhver ung mand ville kunne genkende følelsen. Lou Reed udkæmpede hele sit liv en jakobskamp med sin fars tunge skygge.

I sit efterord fastslår Sounes, at det i hans øjne kun er kultursnobber og tøsedrenge, der i en biografi satser stort på at belyse manden ved at spejle ham i værket.

Hvilket jeg så til gengæld synes er at snyde sig selv for den måske mest interessante tilgang. Især når en af rockmusikkens mest interessante sangskrivere så indlysende fandt sin inspiration i sit eget liv.

En rigtig skiderik

Sounes er da heller ikke helt ren i spyttet. I den sidste fase af Lou Reeds liv, hvor lykken slår sig ned, og det bliver lidt småt med skandaler og giftige karaktermord, får han pludselig mere plads til at bruge sangteksterne.

Hvis man skal drage én konklusion af ’Notes from the Velvet Underground’, er det, at Lou Reed var et præmierøvhul.

Hvis man skal drage én konklusion af ’Notes from the Velvet Underground’, er det, at Lou Reed var et præmierøvhul

Med imponerende konsekvens i ordvalget ender noget i retning af 90 procent af de i bogen interviewede bekendtskaber med at kalde Lou for en prick. En rigtig skiderik. En ubehagelig og egocentrisk type, som med usvigelig sikkerhed før eller siden ragede uklar med stort set alle de musikere, producere, elskere, elskerinder og venner, han tilbragte tid sammen med.

Det legendariske uvenskab med John Cale fra tiden i The Velvet Underground var et mønster, der blev gentaget igen og igen.

At manden var egocentrisk, humørsyg, begavet og tyrannisk, gjorde ham sådan set bare til en helt almindelig rockstjerne. Værre blev det hele af, at Lou Reed forstærkede sine maniske, mørke og enerverende sider med et livslangt massivt overforbrug af stoffer og sprut. Ikke mindst de mange år med amfetamin gjorde ham ifølge Sounes og et utal af vidner ikke sjældent til et særdeles ubehageligt bekendtskab.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En musikalsk livshistorie

Bogen følger Lou Reed fra vugge til krukke, og det meste af tiden er det ikke noget kønt syn. ’Notes from the Velvet Underground’ har stor vægt på 1960’erne.

De unge år, Warhol og The Velvet Underground. Så følger solokarrieren med dens mange op- og nedture. Sounes følger dem pligtskyldigt, men mangler blik for det samlede værk, som de bedste sange samtidig udgør.

Der er en musikalsk livshistorie, som det simpelthen ikke giver mening at ignorere til fordel for en lettere hånlig gennemgang af Lou Reeds nogle gange spøjse musikalske valg.

Sounes kredser med god grund om en grundlæggende usikkerhed og livslang selvmedicinering som en kilde til Reeds uforsonlige føren sig frem, men kommer aldrig rigtig i dybden med de mange selvmodsigelser i Lou Reeds muligvis bipolære karakter. Reeds veludviklede sorte humoristiske sans anes kun i glimt.

Reed var gift tre gange og havde et langt etableret parforhold til transvestitten Rachel. Alligevel bliver hans seksualitet hele tiden beskrevet mærkelig ubehjælpsomt. Så er han sextosset. Så nærmest aseksuel. Så ved man ikke meget om hans orientering.

Sprutten og stofferne

At Lou Reeds biseksualitet tidligt gjorde ham til en outsider, fastslår Sounes fra begyndelsen, men synes at glemme sit oprindelige klarsyn, efterhånden som det gode snask hober sig op.

Fortællingen om Lou Reeds liv er en heftig, men også ret ensformig affære. Stoffer, sprut og skænderier. Hans tid som pusher og dengang, han stak David Bowie en flad. Hans fascination af springknive og bizarre udsagn om, at kvinder godt kan lide at få en på kassen i ny og næ.

Stensikkert er det, at sprutten og stofferne har sin del af ansvaret for Reeds i perioder ujævne output og hovedløse provokationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stemmen, der lever i sangene, er for mig stadig den mest interessante Lou Reed

Hvad sagde anmelderne? Hvad sagde pladesalget? Sounes har blik for den banebrydende realisme i Reeds beskrivelser af livet i undergrunden, men de følelsesmæssige toner er han døv over for. At konkludere, at Lou Reeds karriere »kan fortolkes som et sammenstød mellem eksperimenteren og konventionelle melodier« er en banalitet.

Rummet, hvori Lou Reeds kaotiske liv, stridbare sind og nysgerrige poetiske blik fortættedes til så mange stærke og interessante sange, forbliver stort set uudforsket. Lou Reed som temmelig håbløst menneske får en grundig behandling i ’Notes from the Velvet Underground’.

Men stemmen, der lever i sangene, er for mig stadig den mest interessante Lou Reed.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden