Midt i min sørgmodighed over Lou Reeds død kunne jeg ikke lade være med at grine lidt i skægget.
Ikke over hans død, men over hans enke Laurie Andersons beskrivelse af ham som en vismand, der i en tilstand af ophøjet ro og balance på en blid bølge af buddhisme og med afmålte tai chi-fagter gled over i den næste verdens lys.






