Det enkleste i verden er at vrænge ansigt ad idealisme. At slå en hånlig latter op i mødet med den naive tro på, at verden forandres gennem demonstrationer med hjemmeproducerede papskilte. Tror du virkelig, at du kan forandre verden, din lille lort?! Få dig et arbejde, nej vent, få et bad først, og så et arbejde, ha ha. Uredigeret ruskomsnusk Derfor er det så ærgerligt, at det næsten er umuligt at lade være, når man læser den amerikanske Occupy Wall Street-bevægelses pamflet, der netop er kommet på dansk.
LÆS OGSÅOccupy-aktivist: »Vi vil helt sikkert indtage nye pladser i byen« Hvad vil disse aktivister egentlig? Svaret forsvinder i en uredigeret ruskomsnusk af en grønspættebog for aktivister, et salvelsesfuldt befrielsesmanifest og en historisk dokumentation af to måneders teltlejr på Manhattan.
Besættelse i New York Occupy Wall Street opstod, da aktivistgruppen Adbusters, med inspiration fra det arabiske forår og spanske unges besættelse af Puerta del Sol i Madrid, opfordrede til en besættelse af Wall Street i New York 17. september 2011. Nogle få tusinde fulgte opfordringen og slog sig ned i den nærliggende Zuccotti Park, hvor der opstod et lille alternativt samfund midt inde i byen, indtil politiet ryddede parken to måneder senere. En venstrefløjsstudiekreds i selvsving I de 17 korte tekster i den lille antologi beskrives besættelsen fra forskellige vinkler, samler dokumenter vedtaget af den selvudråbte New Yorks Folkeforsamling (jo, jo) og diskuterer dilemmaer fra aktivistens værksted som f.eks. vold vs. ikkevold. Mange vil trække genkendende på smilebåndet ved beskrivelsen af en venstrefløjsstudiekreds i selvsving, i »filmskaberen« Hena Ashrafs ufrivilligt morsomme kapitel om kampen for at få bisætningen » tidligere adskilt af farven på vores hud« ændret til » trods adskilt af farven på vores hud« i Folkeforsamlingens »Erklæring om besættelsen af New York City«. LÆS OGSÅPolitiet rydder Occupy-lejr i Boston I erklæringen, der trækker på det storladne sprog fra den amerikanske uafhængighedserklæring, opremses 23 klagepunkter mod big business om alt fra indespærring af dyr til videreførelse af kolonialismen. Hvorefter en fodnote tilføjer, at »Denne liste over klagepunkter er ikke udtømmende«, sådan bare for at være på den sikre side. Man forestiller sig straks diskussionen, der har ført til denne fodnote. Og hvad kan du så gøre, dig hjemme i stuen? »Du kan slutte dig til den lokale besættelse eller iværksætte en ny. Tag et papskilt med, der viser din holdning til det uretfærdige skattesystem, og tal med dine meddemonstranter om, hvordan I kan kaste lys over denne problemstilling«.
Klein i 'folkets mikrofon' De fleste skribenter er ganske ukendte, men ikonet fra årtusindeskiftets antiglobaliseringsbevægelse, Naomi Klein, har en kort optræden med et uddrag af en tale, hun holder på pladsen. Klein taler uden elektronisk forstærkning gennem »folkets mikrofon«, hvor de nærstående gentager talerens sætninger for tilhørere længere bagude, der så gentager for dem endnu længere tilbage, så budskabet breder sig i koncentriske cirkler.
LÆS OGSÅManden bag Occupy-masken: Smilet forfølger dig »Det fremmer konsensus«, forklarer redaktør Sarah van Gelder i sin indledning, »fordi det at høre sig selv gentage et synspunkt, man ikke er enig i, kan være med til at åbne ens sind«. Undskyld, er det ikke det, der kaldes indoktrinering?
Urovækkende nyreligiøs undertone Den folkelige mikrofon er det mest konkrete udtryk på den urovækkende autoritære eller nyreligiøse undertone, der går gennem hele bevægelsens manifest. Vi repræsenterer jo de 99 procents sande meninger. Har du erkendt, at du er en af os? Som en Almodóvarfilm genindspillet af Hollywood har de unge spanieres Indignados-protest, hvor deltagerne var almindelige unge uden job, uddannelse og håb for fremtiden, mistet sin autenticitet i den amerikanske version, hvor hovedrollerne pludselig indtages af professionelle bohemer og selvlærte kunsthåndværkere med smukke tænder.
Endnu et selvrealiseringsprojekt Protesten bliver endnu et selvrealiseringsprojekt, der på ægte amerikansk vis kulminerede i, at Time Magazine satte 'demonstranten' på forsiden som årets personlighed, og børn klædte sig ud som demonstranter til halloween. Occupy spredte sig til andre storbyer rundt omkring i verden. I Danmark blev det til en enkelt demonstration med små 2.000 deltagere, hvorefter en snes forhutlede aktivister slog lejr på Københavns Rådhusplads, indtil politiet også her satte en stopper for besættelsen. Denne antologi vil næppe give anledning til en renæssance. Vreden er velmenende. Indignationen er tiltrængt. Idealismen er al ære værd. Men der er simpelthen for lidt at komme efter i Occupys manifest. Desværre.
FACEBOOK