Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kussomat. En ung kvinde foreviger sine kønsdele i den såkaldte kussomat.
Foto: Mie Brinkmann (arkiv)

Kussomat. En ung kvinde foreviger sine kønsdele i den såkaldte kussomat.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lilian Munk Rösing: Hvad skal vi kalde kussen?

Vi tager et dyk ned i kussens litteratur- og kulturhistorie.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når min teenagesøn synes, jeg hører for tantet musik, kan han finde på at afbryde min Spotify-afspilning og sætte noget andet på.

Senest et hit med den tilforladelige titel ’Swimmingpool’, som ved nærmere aflytning dog viser sig at være intet mindre end en åbenlys metafor for det kvindelige kønsorgan, i dette tilfælde et så fugtigt organ, at den mandlige troubadour kan »svømme i den«, mens den besungne kvinde kan »vaske gulvet med den«.

Hvis jeg hidtil kunne have troet, at en sådan tekst er tegn på vor tids hæmningsløse frisprog, er jeg blevet klogere efter at have sat mig lidt ind i kussens litteraturhistorie. Traditionen for højlitterær leg med kvindens ædlere dele kan spores tilbage til i hvert fald middelalderen og de franske såkaldte fabliaux, hvor ’vagina loquens’ (den talende vagina) er et yndet motiv.

Talende kusse

I værket ’Du chevalier qui fit les cons parler’ (Ridderen som fik kusserne til at tale) hører vi eksempelvis på formfuldendte rimede vers om en ridder, der chevaleresk afstår fra at voldtage tre badende kvinder, som taknemmelige belønner ham med en magisk gave: Enhver kusse, han taler til, vil besvare hans henvendelse, og hvis den af en eller anden grund er forhindret, vil røvhullet tale i stedet.

Selveste Denis Diderot, den store oplysningsforfatter og encyklopædist, videreførte den talende kusses motiv i ’De indiskrete smykker’, hvor smykkernes, dvs. kussernes, indiskretion består i at sladre til sultanen Mangogul, når han retter sin magiske ring mod dem.

Måske kan der spores en udvikling fra den autonome vagina til vaginal autonomi; fra den isolerede kusse som et tegn på kvindens genstandgørelse og spaltning til moderne kunstneres brug af motivet med frigørende effekt

Når vi i en episode af den hæmningsløst tabuoverskridende tegnefilm ’South Park’ møder en talende kusse, er det altså ikke en ny original obskønitet, men arvtageren til en lang tradition, selv om det må indrømmes, at ’South Park’ har fornyet traditionen med en hidtil uset motivisk variant: den talende klitoris.

Tv-serien ’Chatterbox’, der handler om en kvinde, hvis kusse har en selvstændig karriere som popstjerne og trækker sin sagesløse ’ejer’ med sig på scenen, forekommer mig også at være om altså ikke nogen uhørt nyskabelse, så i hvert fald en temmelig frisk fornyelse af motivet.

Min nye kulturhistoriske kusseviden har jeg fra ’The Vagina: A Literary and Cultural History’, skrevet af den britiske litterat Emma L.E. Reeves. Da Reeves søgte på ordet ’vagina’ på e-Bay, fandt hun i en tysk netshop en lille mekanisk plastikkusse, der kan trækkes op og pile hen over gulvet (!). Denne herlige lille tingest er et corny eksempel på et udbredt fænomen: den selvstændiggjorte kusse, dvs. kussen betragtet løsrevet fra resten af kvindekroppen.

Som et isoleret motiv (når vi i Gustave Courbets maleri ’Verdens oprindelse’ ikke ser andet af kvinden end kussen), et besjælet organ (den talende kusse) eller det engelske skældsord: Cunt! (hvor en del af kroppen står for hele personen).

Måske kan der spores en udvikling fra den autonome vagina til vaginal autonomi; fra den isolerede kusse som et tegn på kvindens genstandgørelse og spaltning til moderne kunstneres brug af motivet med frigørende effekt.

Fra Gustave Courbets afspaltning af kussen fra resten af kvinden til den feministiske kunstner Judy Chicagos stærkt omdiskuterede og ret groteske installationsværk ’The Dinner Party’ (1979), hvor hun har dækket op til 39 historiske kvinder (fra den bibelske Judith til Virginia Woolf) med 39 keramiktallerkener, der skal forestille deres meget forskellige kusser.

Spørgsmålet er, om den autonome kusse er et problematisk motiv, et symptom på kvindens fremmedgørelse fra sit eget kønsorgan, en spaltning, der bør heles. Eller om man må skelne mellem forskellige varianter af kussens selvstændiggørelse. Her kan stilistiske begreber måske være klargørende: fragment, besjæling, pars pro toto.

Der er forskel på, om kvindekroppen er beskåret, så kun kussen vises (fragment; Courbet), om kussen fremstilles som talende (Diderot; besjæling), og om den som skældsord betegner en hel person (’Cunt!’; pars pro toto).

Løsrevne kusse

Eller om man, med det psykoanalytiske begreb for et organ, der kan tænkes adskilt fra resten af kroppen, kan betragte den selvstændiggjorte kusse som et ’partialobjekt’. Hos Freud er penis et sådant ’partialobjekt’. Måske viser middelalderens talende kusser, netshoppens plastik-gadget og tv-seriens sangstjerne-kusse os, at også kussen har en historie som partialobjekt.

Måske er den løsrevne kusse ingen kvindeundertrykkende degradering, men snarere en ophøjelse af kussen til samme værdighed som penis. Som partialobjekt er kussen ikke det hul, den mangel, den negation af penis, som den er i en konventionel patriarkalsk forståelse.

Vaginahistorikeren Reeves har et budskab om, at kvindens spaltning skal ophæves, så kusse, krop og bevidsthed opleves som en helhed. Jeg er ikke enig

Vaginahistorikeren Reeves har et budskab om, at kvindens spaltning skal ophæves, så kusse, krop og bevidsthed opleves som en helhed. Jeg er ikke enig. Problemet i den vestlige tænkning om det mandlige jeg over for det kvindelige er ikke, at det mandlige jeg er helt, og det kvindelige jeg spaltet, men snarere tværtimod.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De store filosoffer definerer jeget som grundlæggende spaltet (i krop og bevidsthed, i kraft af selvrefleksionen, eller gennem den symbolske ’kastration’), så at få adgang til dette jeg er altså ikke et spørgsmål om at heles, men snarere om at spaltes.

Sagt på en anden måde: Inden for den vestlige filosofi har det været det mandlige subjekts privilegium at være i splid med sig selv, men med billedet af den autonome kusse kan det måske også blive kvindens.

Eller: Hvis penis som noget, der kan skilles fra kroppen, har været den grundlæggende anatomiske metafor for den spaltning, der definerer subjektet, kan det være en god nyhed for kvinder, at kussen faktisk kan fungere som en lignende anatomisk metafor. Man kunne ligefrem mene, at kussen sådan set er en spalte og dermed har godt potentiale for at fungere som alternativ metafor for subjektets grundlæggende spaltning.

Hvad skal vi kalde barnet?

Diskussionen om at bruge ordet ’kusse’ som skældsord er sprogspecifik. På engelsk er ’cunt’ den stærkeste og stærkest censurerede fornærmelse overhovedet, og den bruges både om mænd og kvinder – ifølge statistiske undersøgelser bruger kvinder den faktisk udelukkende om mænd. I danske undertekster til engelsksprogede film oversættes skældsordet ’cunt’ typisk med ’møgfisse’, og det taler måske det danske sprog til ære, for så er ’fisse’ altså ikke beskidt nok i sig selv.

På engelsk strides man om, hvorvidt ordet ’cunt’ er blevet brugt så nedsættende, at det ikke længere kan bruges værdsættende eller neutralt, eller hvorvidt det snarere handler om at rense ordet for dets negative medbetydninger ved simpelt hen at bruge det frisk og frejdigt i sin rent leksikale betydning. Egentlig betyder ’cunt’ bare sprække eller kløft.

Jeg er nok den, der vil optere for neutralisering gennem rent deskriptiv brug, som når ordet 'bøsse' er blevet neutralt, fordi homoseksuelle uforskrækket har brugt det om sig selv

Hvilket kan aflæses i gamle engelske stednavne såsom Cuntewellewang og Shavecuntewell (der på moderne engelsk vel betyder ’barbér kussen godt’. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke i Danmark har nogen Kussekøbing eller Fisserup).

Jeg er nok den, der vil optere for neutralisering gennem rent deskriptiv brug, som når ordet ’bøsse’ er blevet neutralt, fordi homoseksuelle uforskrækket har brugt det om sig selv. Igen må man også sammenholde kusse med pik; rent faktisk bruges ordet ’prick’ jo også som en nedsættende pars pro toto på engelsk – men igen ikke på dansk, hvor det måske ikke ville være ganske utænkeligt, men heller ikke ganske konventionelt, at kalde hinanden ’Din pik!’, ’Din kusse!’ eksempelvis under et ægteskabeligt skænderi.

Tja, hvad skal vi kalde den? På britisk er metaforerne legio: det vertikale smil, den skæggede musling, manden i båden, silke-igloo, penishandske, Hairy Potter (!) og meget andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men andre af organets britiske ombenævnelser lyder som nogen, der forlegent rømmer sig, hoster eller nyser: hooh-ha ... cha-cha ... lee-lee ... dupa ... knish ... sniz ... snooch ... Måske skal man ikke være ked af, at der er et hul i sproget, som føder så mange ombenævnelser og metaforer. Man kunne faktisk ønske sig flere på dansk.

Og selv om ’swimmingpool’ naturligvis hurtigt kan stemples som politik ukorrekt, fordi det gør kvinden til mandens wellness- og motionscenter, er det da altid en begyndelse.

-----------------------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version ved en fejl, at kunstværket 'The Dinner Party' er skabt af Georgia O'Keefe.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden