Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Slut. »Jeg tror nok, jeg kan sige, at nu kommer der ikke flere efterord til 'Det bliver sagt'«, siger Kristian Ditlev Jensen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kristian Ditlev 12 år efter misbrugsberetning: »Jeg er ikke noget bittert menneske«

Forfatteren har gjort status over konsekvenserne for 'Det bliver sagt'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var et krydsermissil, der slog ned i den danske bogverden, den junidag i 2001, da Kristian Ditlev Jensens debutbog udkom.

’Det bliver sagt’, hed bogen, og det blev det.

På en måde, så de mange tusinde mennesker, som købte og læste den, formentlig aldrig glemmer, hvordan det er at blive udsat for en pædofil vaneforbryders overgreb og efterfølgende forsøge at leve med det og med omgivelsernes svigt.

Kristian Ditlev Jensen var ikke den første, der skrev om misbrug af børn. Men han var den første, der skrev om det.

Om handlinger så ubehagelige, at man dårligt magtede at læse om dem. På en måde, og så smukt, at man ikke kunne lade være.

Modtog ros og klapsalver ’Det bliver sagt’ fik overvældende gode anmeldelser. Og vandt Weekendavisens litteraturpris i 2002.

Kort efter udgivelsen var Kristian Ditlev Jensen med i den populære tv-udsendelse ’Profilen’, hvor han blev interviewet af Kurt Strand.

800.000 seere så med.

Da han dagen efter ankom til sin daværende arbejdsplads, Berlingske, hvor han indtog en plads forholdsvis langt nede i journalisternes hierarki, rejste kollegaerne sig og klappede ad ham.

Hvis man kender lidt til journalistiske arbejdspladser, ved man, at det ikke sker hver dag. Eller hvert årti, for den sags skyld.

Efterordet
Fra den ene dag til den anden blev Kristian Ditlev Jensen kendt. Bogen var en sejr. Han var en succes.

»Jeg tænkte: Nu har jeg det godt. Det er løst. It’s over«, husker han i dag.

En fejlvurdering af de større.

I 2011 var det ti år siden, at ’Det bliver sagt’ blev udgivet første gang.

Da bogen, som i lang tid havde været udsolgt, jævnligt bliver efterspurgt, bestemte forlaget sig for at genudgive den.

Og spurgte Kristian Ditlev Jensen, om ikke han kunne skrive et efterord, hvori han fortalte, hvordan det var gået ham efter udgivelsen.

Han skrev den knap 300 sider lange ’Det bliver sagt’ på en måned. Det tog derimod næsten to år at skrive de små 50 siders efterord, som har fået overskriften ’Hvad sagde jeg’.

Valgt at skrive en faren
Især har det været svært for Kristian Ditlev Jensen at få hold på, hvordan han skulle beskrive det problematiske forhold til sin far, som har haft meget svært ved at forholde sig til ’Det bliver sagt’ og Kristian Ditlev Jensens problemer.

Og om han skulle gå i detaljer med beskrivelsen af et voldsomt seksuelt overgreb på et andet barn – begået af den pædofile, der også forgreb sig på Kristian Ditlev Jensen, men som slet ikke er nævnt i bogen.

Han valgte at skrive om forholdet til faren. Men ikke i detaljer om den anden forbrydelse.

»Fordi jeg endte med at beslutte med mig selv, at vedkommende ikke ville kunne klare at se det beskrevet«.

Vi sidder på en café på ydre Nørrebro. Valgt, fordi vi mente at kunne finde et hjørne her, hvor vi kan sidde i fred og ro. Hjørnet har vi fundet.

Fred og ro er her ikke meget af. På et tidspunkt bliver nabobordene besat af en børnefødselsdag.

»En sjov ramme om det her interview«, siger Kristian Ditlev Jensen og smiler skævt.

Hvordan tingene hænger sammen
Han har, siden ’Det bliver sagt’ udkom, skrevet to romaner. To rejseskildringer. Noveller. Essays. Et hav af artikler i aviser og magasiner. Et teaterstykke. Været taleskriver for EU-kommissær Connie Hedegaard. Snuset til partipolitik i Liberal Alliance.

Men ni ud af ti henvendelser til ham i dag handler om ’Det bliver sagt’. Han er den bog.

»Det har frustreret mig lidt nogle gange. Jeg har jo nogle andre interesser i dag og er en anden person«, siger han.

Det er vel et udtryk for, at din bog er en vigtig del af et større projekt, som handler om at få sat misbrug af børn på dagsordenen?

»Og det kan jeg godt acceptere. Det er lidt ærefuldt, på en eller anden måde. Det eneste problem er, hvis man også gerne vil lave noget andet«.

Det er du jo ikke blevet forhindret i?

Men pointen er, at det ikke kun handler om mig

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, nej. Jeg har da også fra starten accepteret, at det har været en præmis for bogen. Jeg er et menneske, som har været udsat for det der. Og det gør ikke noget«.

Fordi sagen er større end dine personlige problemer med, hvad du gerne vil være kendt for?

»Ja. Det er lidt ligesom at give blod. Det gør man, fordi man godt kan regne ud, hvordan tingene hænger sammen«.

Og så kan man godt leve med, at man er lidt forpustet i dagene derpå?

»Ja«.

Alkoholismen
Det er ikke, fordi ’Det bliver sagt’ ikke berører de konsekvenser, det har fået for Kristian Ditlev Jensen, at han blev seksuelt misbrugt som barn.

Men der ligger et slør hen over bogens beskrivelser af forfatterens personlige problemer som voksen.

For eksempel hans forhold til alkohol. I efterordet er sløret revet væk.



»I bogen er det beskrevet som ’jeg drikker lidt rigeligt’. Men det var jo noget helt andet. Jeg har erkendt, at jeg er alkoholiker, og det er nogle år siden, at jeg fik styr på alkoholismen gennem min terapi. Det er den gode erfaring, jeg har gjort: at man kan opsøge professionel hjælp til sine problemer. Nu er jeg begyndt at se på nogle andre ting, for eksempel at jeg er blevet overvægtig. Så kan man tale med en diætist, og det er jeg i gang med nu, og det virker enormt godt. Nu er jeg gået i gang med at tabe mig«.

Et mønster
Når man har sådan noget, som du har oplevet, med i bagagen, og når man beskæftiger sig indgående med følgevirkningerne – du har været i masser af terapi og har oven i købet skrevet en bog om overgrebene – er der så ikke en fare for, at man gør det til en forklaringsmodel for alle de problemer, man støder på i tilværelsen? Måske var du blevet alkoholiker, selv om du ikke var blevet misbrugt som barn?

»Jeg har tænkt over det. Det var en af overvejelserne i forbindelse med, om jeg i efterordet skulle skrive om min alkoholisme eller ej. For så kunne jeg også tage overvægten med. Mine økonomiske problemer. Min dårlige kondition. Hvad som helst«.

Han ler.

»Men pointen er, at det ikke kun handler om mig. Det handler om alle sammen«.



At du kan se et mønster hos dem, du kender, som har været udsat for seksuelt misbrug som børn?

»Ja, simpelthen. Jeg sad og tænkte på, hvordan det er gået ham fra bogen, som jeg kalder Nikolaj, og som blev misbrugt af den samme mand, som misbrugte mig. Han blev narkoman. Jeg kom til at tænke på andre misbrugte, jeg kender. Alkoholikere. Narkomaner. Workaholics. Det er da for sindssygt, tænkte jeg, det kan jeg da ikke lade være med at skrive om«.

Som dominobrikker, der vælter
Der er gået tolv år, siden du oplevede en sejr med din bog. Så er der sket en stribe ting i dit liv, som man godt kan opfatte som nederlag: alkoholisme, store pengeproblemer og så videre. Har du det bedre eller dårligere i dag end dengang? Hvis man kan udtrykke det så simpelt?

»Det kan man ikke helt. Det er meget kompliceret. På nogle punkter har jeg det bedre, meget bedre. Men det har også været tungt at erkende forløbet omkring min alkoholisme. I forhold til, hvordan jeg har det, oplever jeg hele tiden en ... jeg havde nær sagt forbitrelse, men det ord vil jeg helst ikke bruge, for jeg er ikke noget bittert menneske. Men en overraskelse. Det har chokeret mig rigtig meget, at de her senfølger, som det hedder, er så ... det er ligesom dominobrikker, der vælter. Jeg synes, det er vigtigt at få formidlet den tyngde, der er i det her: Hvis du er blevet misbrugt som barn, så kan du få hjælp til komme over det. Men når man så tror, at man er kommet over det, så kommer der mere pis. Man får styr på sin alkoholisme – og så kommer der et opgør med familien. Det er meget tungt«. Venstrefløjens svigt


I tiden efter udgivelsen af ’Det bliver sagt’ sendte Kristian Ditlev Jensen bogen til fire ministre i den daværende SR-regering. Ingen reagerede. Men det var der andre politikere, der gjorde. Og alle sammen fra højrefløjen.

Kristian Ditlev Jensen modtog blandt andet et to sider langt brev fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Han var meget optaget af, at det offentlige var så elendigt til at hjælpe ofrene for pædofili og incest, og at der blev holdt så dårligt øje med de pædofile kriminelle, man kendte til.



Og Venstres Søren Pind, som på det tidspunkt var bygge- og teknikborgmester i København, inviterede Kristian Ditlev Jensen til et møde på rådhuset for at høre, hvad Københavns Kommune kunne gøre for at forhindre misbrug af børn – uagtet at det slet ikke var hans ressortområde.

»Men han sagde også til mig, at erfaringen var, at når han eller andre politikere stillede forslag på dette område, så blev de stemt ned af venstrefløjen. Det troede jeg ikke på. Men så viste han mig nogle referater fra møder i Borgerrepræsentationen, hvor der var foreslået nogle ting, og hvor venstrefløjen stod for – og jeg siger dig, jeg var rystet – kontant berøringsangst: Det skulle de ikke have noget af. Det var alt for meget. Det var et kedeligt emne«.

Paria i stedet for whistleblower
Hvorfor var det sådan, tror du?

»Jeg forstår det simpelthen ikke. Og det irriterer mig grænseløst. Min salig moder var socialdemokrat og fagforeningsdame. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der var meget fokus på social retfærdighed, og jeg har altid haft en soleklar forventning om, at hvis problemer med misbrug af børn blev bragt til torvs, ville man som socialdemokrat eller SF’er sige: Det er et socialt problem, og det skal løses. Det var meget mærkeligt at opleve, at det slet ikke var tilfældet«.

Kan det have noget at gøre med, at venstrefløjen – ud fra en eller anden form for rationel tænkning – traditionelt fokuserer mere på forbryderne end på ofrene? Fordi en forbryder kan producere mange ofre?



»Det er den ene side af det. Den anden er, tror jeg, berøringsangst. Problemet må ikke findes. Hvis det gør det, er velfærdssamfundet mislykkedes. Når man så påpeger problemet, bliver man opfattet som paria i stedet for whistleblower«.

Når det så er sagt, er der faktisk de senere år sket forandringer, også på venstrefløjen, mener Kristian Ditlev Jensen.

»Derfor blev jeg meget trist til mode, da Karen Hækkerup (tidl. socialdemokratisk socialminister, red.) blev flyttet over i Fødevareministeriet. For hun har været en meget håndfast socialminister. Man kan stadig gøre det bedre. Men der er sket noget«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke længere en good guy-stil

Omfanget og karakteren af sine egne følgevirkninger var ikke det eneste, Kristian Ditlev Jensen lagde et lettere formildende skær hen over i ’Det bliver sagt’.

Også identiteten på den pædofile mand, som begår overgrebene, og som bliver dømt for dem, bliver i bogen holdt inde i tusmørket. Men i et efterskrift til efterordet går Kristian Ditlev Jensen tættere på i beskrivelsen af mandens identitet. Hvorfor gør du det?»Ja, hvorfor? Det er lidt tricky. Jeg må tilstå, at jeg er blevet kold over for hans person. For min skyld må han gerne blive afsløret. Men jeg håber ikke, at han bliver udsat for en forbrydelse. Det ville være forfærdeligt«. Pause. »Omvendt er jeg sgu lidt ligeglad. I bogen var det mig magtpåliggende at køre sådan en goodguy-stil. Det har jeg bevæget mig væk fra. Jeg synes godt, jeg må være et helt menneske«.







---------------------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at 800.000 tv-seere svarer til hver tredje voksne herhjemme. Det er ikke rigtigt: det er omtrent hver femte.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden