Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Forskellige. Provokatøren Michel Houellebecq (tv) var på forsiden af Chalie Hebdo, den dag satiremagasinet blev angrebet. Enspænderen Botho Strauss (midt) betragtes af mange som en ener. Til daglig bor han tilbagetrukket fra massesamfundet i Uckermark uden for Berlin. Den flamboyante Christian Kracht (th) var i 2012 udgangspunktet for en stor litteraturdebat.
Foto: Thibault Camus, Paul Swiridoff og Creative Commons Licens

Forskellige. Provokatøren Michel Houellebecq (tv) var på forsiden af Chalie Hebdo, den dag satiremagasinet blev angrebet. Enspænderen Botho Strauss (midt) betragtes af mange som en ener. Til daglig bor han tilbagetrukket fra massesamfundet i Uckermark uden for Berlin. Den flamboyante Christian Kracht (th) var i 2012 udgangspunktet for en stor litteraturdebat.

Bøger

Vestens åndelige krise gør provokerende forfattere populære

Store europæiske forfattere har de senere år leveret en hård kritik af moderniteten. Vestens værdier som frihed og lighed har nærmere ført til en opløsning af det nationale broderskab, lyder det.

Bøger

Vesten er bekymret«, skrev Die Zeits kulturredaktør Thomas Assheuer kort før årsskiftet: »Der hersker en følelse af, at vi lever i en overgangsperiode, i en epoke med absurd fjendskab, terrorisme og vold, hvor tusindvis af individuelle kriser er ved at samle sig til én stor megakrise, der vil medføre et ukontrollabelt globalt kaos«.

Man har hørt dommedagstrommerne buldre før, men hvor Vestens problemer indtil for nylig især blev anset for at havde rod i kapitalismen og den økonomiske krise, rejser tilsyneladende flere og flere nu en kritik af selve moderniteten og særligt dens sekulære identitet og tro på fremskridt.

Bare inden for de seneste tre år har en række store europæiske forfattere skrevet bøger og tekster, der på hver sin spektakulære måde italesætter et vestligt forfald. Det gælder bl.a. navne som tyske Botho Strauss, schweiziske Christian Kracht og ikke mindst franske Michel Houellebecq.

Undergangen fylder mere end før

Ifølge litteraturforsker Adam Paulsen fra Syddansk Universitet er det ikke tilfældigt, at denne kulturkritiske litteratur er så stærkt repræsenteret i øjeblikket:

»Uden at skulle lege globalanalytiker vil jeg mene, at der er en masse tegn i tiden, som forklarer, hvorfor forfattere som Kracht og Houellebecq sælger så relativt godt. Mange har nok oplevelsen af at leve i en overgang, i et tidehverv, og derfor vækker denne modernitetskritiske litteratur også stor genklang«.

For Adam Paulsen, der især har beskæftiget sig med det kultur- og idéhistoriske klima i tiden omkring Første Verdenskrig, er det helt tydeligt, at mange af forestillingerne fra dengang nu er at finde igen.

Oplevelsen af undergang har ikke været så meget til stede de seneste 100 år som nu

»Der er nogle helt klare paralleller mellem den tids litteratur og i dag. Oplevelsen af undergang har ikke været så meget til stede de seneste 100 år, som den er i nutidens litteratur og kulturliv. Det er virkelig markant«.

En af de forfattere, der har gjort sig bedst bemærket, er som nævnt Botho Strauss. Så sent som i oktober havde den 71-årige dramatiker og forfatter et stort anlagt essay i det tyske ugemagasin Der Spiegel, kaldet ’Den sidste tysker’, hvor han anklager sit hjemland for at tilsidesætte sine kulturelle traditioner til fordel for et flerkulturelt samfund:

»Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et, der af overvejende økonomisk-demografiske grunde opblandes, forynges med fremmede folkeslag«, skrev han.

Vi har kun vores velfærdsgoder

Botho Strauss blev med et slag berømt og skandaliseret som kulturkritiker på højrefløjen i 1993, da han i et lignende essay i Der Spiegel med titlen ’Tiltagende bukkesang’ formulerede en hård kritik af det, han opfatter som et åndløst Vesten.

Berlingskes skribent og kulturkonservative debattør Kasper Støvring mener imidlertid ikke, at man kan kalde Botho Strauss for højreradikal, som flere tyske meningsdannere gør. Snarere, mener Støvring, er der tale om en »stilistisk blændende forfatter«, der i form af ’Tiltagende bukkesang’ har skrevet et af de vigtigste essays siden murens fald.

»Hans essays indeholder en kritik af oplevelsessamfundet, som han opfatter som fordummende. Den fordummelse og passivitet afviser han til fordel for eksistentiel alvor«, siger Støvring, der hævder, at Botho Strauss har foregrebet det, Støvring selv kalder »kulturkampen mod islam«.

»Strauss mener, at vi efterhånden kun går op i velfærdsgoder og derfor står magtesløse over for folkeslag, der er besjælet af en helt anden åndelig etos«.

Også Adam Paulsen er påpasselig med at kalde Strauss for højreradikal. Dog mener han, at der godt kan komme et problematisk politisk program ud af det, han skriver, hvis man udlægger hans tekster meget håndfast.

»Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan gøre det«, siger Adam Paulsen og peger på, at Strauss skriver med mange lyriske udbrud:

»På den måde vil jeg nok være lidt påpasselig med at opfatte hans essayistik som et politisk program«.

Korrespondance med en nynazist

En anden af tidens omdiskuterede forfattere er Christian Kracht. I 2012 opstod en af de mest voldsomme debatter i den tyske litterære offentlighed i kølvandet på udgivelsen af hans roman ’Imperium’, der også foreligger på dansk.

Som Adam Paulsen forklarer, er Kracht en forfatter, som meget tidligt skrev en generationsroman og markerede sig med en ekstravagant og udadvendt livsstil.

I de tysktalende lande har rigtigt mange en holdning til ham, og det er ikke uden grund: Lige siden debuten ’Faserland’ har Kracht nemlig været meget optaget af den problematiske tyske politiske kultur, der var fremherskende i forrige århundrede, fortæller Adam Paulsen.

I forbindelse med udgivelsen af ’Imperium’ kom det således frem, at Kracht har haft en e-mail-korrespondance med en amerikansk nynazist. Brudstykker af den korrespondance er i dag kommet for offentlighedens øjne, og her kan man læse, hvad Adam Paulsen kalder nogle meget mystiske synspunkter:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvor meget der er en leg, er svært at sige, for han er så gennemført ironisk. Og det gennemsyrer også ’Imperium’«.

I romanen fortæller Kracht historien om livsreformbevægelsen fra omkring år 1900, som har nogle fællestræk med 68’erne. Bevægelsen var frihedssøgende, men den udviklede sig også til en naturlighedskult med småfascistiske træk, siger Paulsen:

»Det er helt tydeligt, at han bruger dette stof til at stille nogle spørgsmål, man helst ikke må stille: Hvor godt er demokratiet og pluralismen egentlig? Er det noget, vi kan bygge vores samfund og tilværelse på? Eller skal der andre stærkere midler og kræfter til?«.

Frankrigs store misantrop

Kracht og Botho Strauss er imidlertid ikke ene om denne kulturpessimisme. Ifølge Adam Paulsen skaber franske Michel Houellebecq en lignende forfaldsfortælling, hvor fællesnormerne er ved at skride, samtidig med at der ikke længere er noget, der transcenderer den menneskelige eksistens.

Med andre ord giver alle tre forfattere udtryk for, at det vestlige samfund og dets individer mangler noget større at tro på.

Dette kommer ikke mindst til udtryk i Houellebecqs seneste roman, ’Underkastelse’, der udkom samme dag, som angrebet på Charlie Hebdo fandt sted sidste år. I romanen fremstiller Houellebecq et Frankrig i år 2022, hvor partiet Det Muslimske Broderskab vinder over Front Nationals Marine Le Pen i kampen om præsidentembedet og tvinger en religiøs lovgivning ned over franskmændene, der heller ikke er blege for at underkaste sig den fremmede kultur.

Ja, faktisk synes hele Houellebecqs forfatterskab at udstille en vestlig verden, hvor liberalismen er gået for vidt, og hvor 68-oprøret har ført til en endeløs selvrealisering, så ingen længere kerer sig om hinanden.

Men ifølge Politikens egen anmelder Mikkel Krause Frantzen skal man være påpasselig med at læse Houellebecqs udlægning af den moderne vestlig verden som en kulturkonservativ kritik.

»Det er nærmest ikke muligt at se Houellebecqs bøger som et udtryk for en forfaldsfortælling, fordi der i hans forfatterskab ikke findes noget punkt tilbage i tiden, hvor alt var bedre. For ham er fortiden også bare én stor fejltagelse. På den måde deler han Louis-Ferdinand Célines misantropi. Vi ser jo ikke, at den kristne-katolske kultur vægtes højere end andre samfund og religioner«, siger Frantzen, der ser et paradoksalt demokratisk sindelag i Houellebecqs værker, forstået sådan at alle er ofre for hans kulturkritik – ingen går fri:

»Der er ikke noget ideal hos Houellebecq. Hadet og pessimismen bliver spredt ud over alle samfund og religioner – og det gør det svært at forstå, hvor vi skal hen, og hvor vi har været«, mener Frantzen.

Nye fiktioner

Den pessimistiske indstilling til tidens åndelige strukturer mener Frantzen også at kunne spore hos en anden stor samtidsforfatter, nemlig Karl Ove Knausgård, der de senere år er blevet kendt for fortælle om sit eget liv ud fra bittesmå dagligdagshændelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Mikkel Krause Frantzen har Knausgård og Houellebecq næsten samme opgivende tilgang til kunstens fiktioner.

»De her to toneangivende forfattere har faktisk begge en dyb mistillid til, at fiktioner kan løse noget som helst. Knausgård skriver, at fiktioner giver ham kvalme og hænger ham langt ud af halsen. Det had til fiktionen i bredeste forstand – dvs. evnen til at finde på alternative virkeligheder, og det gælder også politisk – finder man hos mange forfattere for tiden«.

»Det mener jeg faktisk er en dyb falliterklæring. Og det rejser spørgsmålet: Hvordan løser vi de problemer, vi står i? Skal vi have mere fantasi, flere fiktioner eller flere alternative måder at gribe tingene an på? Eller skal vi have færre?«, siger Frantzen.

»De kulturkonservative synger jo med på den her sang om, at vi for alt i verden ikke skal have nye fiktioner, andre fortællinger eller andre forestillingshorisonter«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce