Mens vi snasker rundt i Klaus Rifbjergs efterladte småperfiditeter om navngivne kollegaer og konkurrenter, minder Lone Aburas os om, hvor galt det kan gå, hvis man glemmer at dø, inden man får sendt sine svinerier på gaden. Hendes fjerde roman, ’Det kommer til at ske’, er en slags autofiktionens konsekvensberegning skrevet med forståelse for stoffets underholdningsværdi og med en bekymret smilende afstand til det fortællende forfatterjeg: Hvor ussel kan man blive. Og hvor dum!
Henry har knap fået studenterhuen på, før hans dagbogslignende tekst ved en kammerats ufine mellemkomst lander i en forlagsredaktørs vridende hænder. Henry, der har »store planer« for sit liv, overtales med et snuptag og en omgang billig ros af denne bogbranchens klassiske overskurk til at »skrue op« for dramaet i beskrivelsen af barndommens omsorgssvigt. Mor gik i søen, og far foråd sig på chokolade og angsten for dommedag, mens psykologer og pædagoger gjorde store øjne. »Der bliver nødt til at være noget konfliktstof«, fremturer redaktøren og foreslår, at Henry gør veninden Alma »mere usympatisk« og vennen Adam til hellig kriger. »Der er ikke nogen, der er så gode i virkeligheden«. Eller måske er der? Adam er en ualmindelig kammeratlig kammerat, hvis hjem er ualmindelig hjemligt og hvis åg af omverdenens fordomme er ualmindelig tungt: Lærerne fatter ikke, at Adam, hvis fortid er ’belastet’ og vist også lidt etnisk, pludselig kan regne sine regnestykker selv. Er det synd for Adam? Er det sjovt?
