Det er allerede længe siden, man kunne blive klassisksproglig student. Men i min tid kunne man – og jeg blev det. De klassiske studenter – de ’gammelsproglige’ – var lidt specielle, men stort set respekterede på skolen, for man mente allerede dengang, at det var en smule nørdet at gå i gymnasiet tre år i træk med græsk- og latintimer på skemaet hver eneste dag. Og måske fik man også skolens ældste og sureste lærere. Det var omvendt på Metropolitanskolen. Jeg havde Karl Nielsen i latin og Henry A. Steen i græsk, og jeg har aldrig moret mig bedre, hverken før eller siden. En fejlfri, morsom og fanatisk mand Klassiske filologer er sjove. Både de udenlandske og de danske. Hvad ville The New York Review of Books f.eks. være uden amerikaneren Daniel Mendelsohns aggressive anmeldelser, skrevet med en flyvende sproglig brillans og bittert oplagt energi – og hvad ville vi selv være uden professor Otto Steen Due, som til min sorg afgik ved døden forleden. Otto Steen Due var en fejlfri, morsom og fanatisk mand, en forsker, som med tiden kastede sig over den genre, som kun de flittigste mestre behersker – det er den specialitet, som hedder oversættelsen. Fra latintimerne husker jeg den ynkelige nødvendighed af at kunne oversætte, for skriftlig latin (latinsk version) uden ordbog var et af eksamensfagene. Derfor blev der terpet latinske versionsgloser, og man tilstræbte en oversættelse, der var så korrekt og tør som muligt. Det hjalp ikke, at man i al hemmelighed kunne læse Homer på dansk ved hjælp af Christian Wilster, for hans oversættelser var og blev 1800-tals poetisk biedermeyer, ikke just nøjagtige.
Musen han først og fremmest elskede og arbejdede for Man kunne naturligvis sige »Vreden, gudinde besyng ...«, men er det nu det, der står? Eller er Otto Dues oversættelse, »Syng gudinde, om Vreden ...« mere korrekt? Ja, hvad står der? Homer begynder med »gudinde«, med musa. Og hende, musen, er den person, som Otto Steen Due først og fremmest elskede og arbejdede for. Plus et godt glas Vecchia Romagna, italiensk cognac, balancerende på toppen af hans computer nede i Rom, da han i perioden fra 1989 til 1995 var direktør for Det Danske Institut for Videnskab og Kunst. Man må tænke sig, at det skriftlige medium, bøgerne, først med hellenismen blev egnet til at overføre andet end diverse regnskaber og optællinger. Digtning var livslyst Det, som lod sig skrive op, havde oprindelig ingen rytme og metrik, ikke mundtlighedens danse- og fortælleglæde. Digtning var livslyst – noget, der foldede sig ud i sang, lyd, bevægelse og samvær. Skriften kunne vel være nyttig i en skatteopkrævers hånd – men ikke for digtningen. Men i Grækenlands klassiske tid, det 5. århundrede, kommer prosa og poesi ind i bogen. Den ene kilde til forvandlingen er den gode gamle bogføring, som bliver til den historieskrivning, vi kender fra Herodot. Den anden kilde er den græske bystats særlige indretning, politisk og retsligt. Filosofisk var der ingen grund til at skrive, f.eks. skrev Sokrates, så vidt vi ved, ikke selv en eneste stavelse. Da Alexander erobrede verden, og de græske bystater mistede deres selvstændighed, blev konsekvensen internationalisering af den græske kultur – med ét ord: hellenismen.
’Elskovskunsten’ Og det er den hellenisme, alle de klassiske filologer tilsyneladende elsker. Otto Steen Due gjorde i hvert fald – han var meget kritisk over for Vilhelm Grønbech, som ikke yndede hellenismen, fordi han opfattede internationaliseringen som et identitetstab. Men under hellenismen opstod kulturpolitikken, litteraturhistorien, filologien, filosofien, engagementet – og måske endda det vigtige begreb opposition: Man kunne være i opposition til de herskende magter, man kunne skrive imod dem. Det var præcis essensen af, hvad Ovid gjorde. Ovid er Otto Steen Dues yndlingsfigur, han skrev disputats om Ovids ’Metamorfoser’ i 1974. Ovids andet hovedværk , ’Ars amandi’ ,’Elskovskunsten’, modarbejdede formentlig den sædelige genrejsning af romerne (og ifølge almindelig lærdom førte netop den bog til, at kejser Augustus forviste Ovid til Sortehavet). Få forord og efterord til de mange oversættelser Men nej, ifølge Due var det Ovids ’Metamorfoser’, hans ’Forvandlinger’, som implicit protesterede mod litteraturens rolle som opinionsredskab i statens, dvs. kejserens tjeneste. Ovid var m.a.o. en dissident – derfor blev han forvist. Otto Steen Due elskede Ovid og oversatte i 1989 hans ’Metamorfoser’, som han kaldte ’Forvandlinger’. Otto Due var ikke just den, der strøede om sig med forord og efterord til sine mange oversættelser, men ’Forvandlinger’ har et lille efterord, skrevet på heksametre: »Hermed slutter de første komplette Metamorfoser På dansk, siden Meisling, den unge H.C. Andersens plage, I attenhundredeogenogtredive fik værket i handlen. At digte Ovidiske vers har været mig kilde til stor fryd, Så stor, at jeg var trist i lang tid, da jeg var færdig«. Den gamle tragiske historie lever igen Hvis man ikke vil læse andet af Otto Steen Due – men der er utallige hovedværker! – ville jeg anbefale Ovids ’Forvandlinger’, for eksempel digtet om Pyramus og Thisbe (fjerde sang). Det er jo på en måde ødelagt af den grove satire, Shakespeare fabrikerede i ’En skærsommernatsdrøm’, men læst hos Due lever den gamle tragiske historie igen. Forvandlingen i historien handler om morbærtræet, som de elskende vil mødes under, og først stod træet med »snehvide frugter«. Da tragedien er sket, forandrer billedet af træet sig: »Træets frugter bestænkes af blodet, og farven forandres Og bliver sort, medens roden drikker af blodet og giver Purpurskær til de bær, der hænger under dets grene«. Så smukt kunne Otto Steen Due skrive, alt i mens han med filologens nøjagtige blik iagttog, hvad der for tusinder år siden blev skrevet.