Man skal ikke være meget opfindsom for at udgive noget af Klaus Rifbjerg, men man skal måske være på tæerne for at finde noget, der ikke tidligere har været udgivet. På tæerne er Flemming Reislev, som sender en væsentlig samling Rifbjerg-tekster ud, og de fleste af dem har ikke været i bogform før. Men selvfølgelig på trykt papir. Rifbjerg er ikke af dem, der putter manusser i skuffen, heldigvis. Og da de foreliggende tekster er rejsebreve, essays, kronikker og anmeldelser, har man læst mange af dem før, uanset om det er Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Information eller Politiken, der var første trykkested. Det gør dem ikke ringere, det befordrer og bekræfter engagementet og genkendelsen. For mit vedkommende: en voksende enighed. Jeg må omsider (måske) være groet hen imod Rifbjerg. Hvad er hans anliggende? Meget forskellige sager. Sagt med et ufuldstændigt og lidt bombastisk ord er hans anliggende vel sandheden – udsat for fuld hornmusik, med trompeter og trommer, uden mange mellemregninger, i hvert fald når det drejer sig om den samfundsrelaterede journalistik. Politisk udtrykker han sig konsekvent mere direkte, end når han f.eks. anmelder bøger eller udtaler sig om kunst og kunstnere. Ordensduks og duks Villy Sørensen, hans medredaktør på ’Vindrose’ fra 1959 til 1964, får et reflekteret portræt (skrevet kort tid før Sørensens død, trykt i Information) med ærinde af korrektion: Vel var Villy Sørensen både ordensduks og duks, men ikke tungsindig, ikke alvorsfuld, ikke fundamentalistisk opbyggelig. Han var elastisk og kunne smække benet om bag nakken, mens han balancerede kroppen på halebenet. Rifbjerg tager Villy Sørensens fysiske fremtoning og handicap som en pointe om hans sammensatte, kontroversielle livsattitude, der samles under hatten ’Uden mål – og med’. Glimrende, præcis journalistik, journalistik med et ærinde. Mange andre yndlinge kommer med, Johannes V. Jensen f.eks., i anledning af jubilæet for Jensens ’Digte’ fra 1906. Som det er sagt om Rifbjerg selv, var Jensen en skallesmækkende mimose. Modernist. Og morsom. Mange i samtiden angreb Jensens digte for mangel på åndfuldhed og poesi, de var for materielle. Hvad med de fire stykker smørrebrød i digtet ’Ved frokosten’? Jo, det er vel nærende og ret konkret beskrevet smørrebrød, men stemningen er også forrådnelse og baudelairesk’ dekadence. Digtet ’På Memphis Station’ samler i et brændpunkt alt, hvad man dengang – og, tilføjer Rifbjerg, nu – kan kalde nyt. En fremragende litteraturforsker Mange andre kommer med – John Keats, Tolstoj, Günter Grass, H.C. Andersen og Jonas Collin den yngre, Hemingway, Tom Kristensen, Jack Kerouac. Hvad har de til fælles? Intet. I de korte karakteristikker ser man, hvilken fremragende litteraturforsker Rifbjerg kunne have været. Han er ude af stand til at fortrænge iagttagelsernes brændpunkt – ham selv. Det er vel forskellen på stimulerende litteraturkritik og den monotone. Tænk på storværket ’Dansk Litteraturhistorie’, der udkom i otte bind på Gyldendal frem til 1985. Et kollektivt forskningsprojekt, fra runer og folkeviser til velfærdsstat og kulturkritik, og nu en høflig sociologisk parentes på boghylden. Skrevet af for mange, ikke for mange venstreorienterede, men slet og ret: mange. Kronikkerne er det ringeste, hvis jeg må bruge det ord; ringe er de nu ikke ligefrem. Mon Rifbjerg med en vis omhu undersøger, hvor han skal sende sine bidrag hen? Det brede, radikale publikum – Politiken. Det bedrestillede, delvis bornerte borgerskab – Berlingske. De intellektuelle – Information. Og så videre. Aviserne får, så hatten passer, men sidder den mon ligefrem skævt? Der er nogen, der kritiserer Rifbjerg for en mindre inspireret, noget håndfast omgang med politikken, som han interesserer sig for, men ikke tvetydigt, kun entydigt. Så får trommen nogle ordentlige bum, som også genkendes på Per Marquard Otzens forsidetegning: Anders Fogh får pisk. Her hører nuancerne og forbeholdene op; der er egentlig ikke så megen tid tilbage, og ikke så meget råd til forståelse. Historien vil dømme ham. Men hans nuanceringer og forbehold hører kunsten til, de er overvejende lyriske, som det hele overvejende er, om man så kalder det for rejsebrev fra Fanø eller Tokyo. Rifbjerg er med, det er hans væsentligste bum.