Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lööf. Den svensker tegner har udgivet et hav af børnebøger, dette er fra udgivelsen 'Jan Lööfs serier bind 2'. Denne debat handler om klassikeren 'Min morfar er sørøver' samt 'Fang Fabian'.
Foto: Bonnier Carlsen

Lööf. Den svensker tegner har udgivet et hav af børnebøger, dette er fra udgivelsen 'Jan Lööfs serier bind 2'. Denne debat handler om klassikeren 'Min morfar er sørøver' samt 'Fang Fabian'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Balladen om Jan Lööfs svenske børnebøger kaldes alt fra en avisand til censur

Trætheden ved at skulle diskutere alt fra negerkonger til Tintin i Kongo er ved at sætte ind på den anden side af Øresund.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svenskerne er ivrige for at gøre enhver børnebog vandkæmmet, så negerkonger bliver til sydhavskonger.

Det ved enhver, som følger med i medierne - ikke mindst de danske. Men i virkeligheden er svenskerne ikke nær så enige, som danskerne måske forestiller sig. Det viser de seneste dages debat om forfatteren og illustratoren Jan Lööfs bøger. Faktisk er flere debattører ved at være trætte af, at diskussionen om politisk korrekte børnebøger synes at blive brugt til alt fra at få klik på netaviserne til at presse bogforlag i vanskelige forhandlinger.

Debatten begyndte i Dagens Nyheter, som skrev, at genoptryk af Jan Lööfs bøger 'Morfar er sørøver' og 'Fang Fabian' er i fare for at bilve stoppet, fordi bøgerne fra henholdsvis 1966 og 1997 indeholder stereotype skildringer af andre kulturer.

Jan Lööf udtalte til DN, at forlaget Bonnier Carlsen har stillet ham et ultimatum. Hvis ikke han ændrer nogle af sine illustrationer, bliver bøgerne ikke genoptrykt. Det gælder bl.a. sorte mennesker iklædt både bastskørt og solbriller. Forlaget bekræftede, at man var i dialog med Jan Lööf, men fastholdt samtidig, at forfatteren ikke havde fået et ultimatum, og at der overhovedet ikke var truffet nogen beslutning angående de to udgivelser.

Reaktionerne på artiklen i DN kom øjeblikkeligt. Børnebogsforfatteren Ulf Nilsson mente, at det var en fejl, hvis forlaget krævede, at Jan Lööf skulle ændre sine illustrationer. Efter hans mening er det afgørende, om bøgerne er et pædagogisk materiale eller de er litteratur.

»Kommer man frem til, at det er pædagogisk materiale, kan man godt lave dem om, men ser man på dem som litteratur, må de få lov at blive stående. Som forfattere må vi sige, at vi skriver litteratur, og at vi bør behandles varsomt. Jeg bliver skidebange, når Jan Lööf siger, at han måske ikke kommer til at lave flere bøger. Det er det værste, der kan ske«, sagde han til DN.

I samme artikel blev den svenske gymnasie- og undervisningsminister Aida Hadzialic citeret for følgende udtalelse om sagen: »Hvis jeg havde haft børn, havde jeg puttet dem med hjælp fra Jan Lööf. Vi har brug for at hente viden fra vores historie, ikke for at censurere den«.

Minister: Nej til censur

I Aftonbladet skrev Elisa Karlsson en kommentar under overskriften ' Nej, ingen skal stoppe Jan Lööf'. Man kunne umiddelbart tro, der her var tale om endnu en opbakning til den trængte forfatter, men sådan var det langtfra.

I virkeligheden mente Elisa Karlsson, at den oprindelige historie i DN var en vaskeægte and. En avisand. Eftersom Bonnier-forlaget siger, at der ikke er truffet nogen beslutning om Lööfs bøger, virker det ifølge Aftonbladets debattør mest, som om Jan Lööfs udtalelser til pressen er et fikst træk for at få kontrol over en igangværende forhandling.

I Expressen erkender forfatteren Jonas Gardell også, at han i første omgang er blevet oprørt. Er der nu igen en eller anden ængstelig bibliotekar, der gør sig selv til grin?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jovist, Lööfs børnebøger, de gode og de dårlige, er fyldt med stereotyper, det kan alle vi bevidne, som voksede op med dem, ligesom det på trods heraf lykkedes os at komme videre med vores liv og for de fleste menneskers vedkommende at blive hyggelige mennesker alligevel«, skriver Jonas Gardell.

Men jo mere han læser den oprindelige historie, jo mere går det op for ham, at der jo ikke er sket noget som helst.

»Ingenting er altså blevet stoppet eller censureret. Det er nu engang ingen menneskeret at få sine bøger udgivet. Det er endnu mindre selvklart, at en gammel bog skal blive ved med at komme i nye oplag«, skriver Gardell. Han hæfter sig også ved, at en af de omtalte bøger netop har været ude i et oplag på 100.000 eksemplarer, som er blevet foræret væk i forbindelse med et læsefremstød, som kæden McDonalds har været involveret i.

»Af en stoppet bog at være, så virker bogen fandeme noget u-stoppet, hvis I spørger mig. Spørgsmålet er snarere, hvorfor DN gør så stort et nummer ud af en nyhed, som overhovedet ikke findes. Ikke mindst fordi de så forbandet godt ved, hvilke knapper de skal trykke på og hvilke kræfter de sætter i gang«.

Stoppet? Nærmest ustoppelig

Her deler Jonas Gardell tanker med Svenska Dagbladets debattør Erika Hallhagen. Hun sidder med en fad smag i munden, fordi diskussionen om gamle børnebøger nu dukker op igen. Hun føler med forfattere og illustratorer af børnebøger, som ikke har lyst til at acceptere de ændringer, som de færreste kræver af voksenlitteratur.

»Det er imidlertid ikke selve diskussionen, der gør mig så træt, men derimod det forhold, at vi, der deler nyheden på sociale medier, er så nemme at fange. Så snart rubriksnedkerne sætter fund fra børneværelserne på krogen, forvandles vi tilsyneladende alle til konservative kæmpetorsk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De mange indvendinger mod historien i DN fik til sidst avisens kulturredaktør Björn Wiman på banen:

»Forlaget vedgår, at man har diskussioner med forfatteren om fremtiden for de to bøger, og at modsætningerne handler om 'stereotype skildringer af andre kulturer' - et emne, som i de senere år har stået i centrum for en svær og vigtig diskussion i den svenske offentlighed. At nogen har lyst til at gabe ad dramaturgien i den debat betyder ikke, at en nyhed holder op med at være en nyhed. Undskyld, et oprigtigt spørgsmål - men hvad er det egentlig, der ikke er foregået?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden