Idet fiktive forord til denne ret storslåede og helt igennem typiske Jan Kjærstad-roman sidder dens tre fortællere i en fjern fremtid og genopliver romanen som genre. I løbet af det 21. århundrede døde den ud til fordel for en »knastør dokumentarisme og forskellige korte narcissistiske hybrider«.

Og man kan egentlig godt læse ’Slægters gang’ som ét stort litterært og lettere selvironisk selvforsvar; som en formaning om, at romanen, som vi kender den, stadig er vigtig – at fiktionen kan nærme sig noget virkeligt på en måde, ingen navlepillende Knausgård er i stand til.