Foto: OLESEN PETER HOVE
Bøger

»For mig findes Mew ikke i verden længere«

Siden folkeskolen har Bo Madsen brugt sit liv på bandet Mew, som han selv var med til at skabe. For et år siden, dagen før de skulle spille på Orange Scene på Roskilde Festival, meldte bandet ud, at Bo Madsen ikke længere var med. Nu har han rystet hovedet efter skilsmissen. I bogen ’Jordbo’ maler og skriver han sig igennem et liv med musik og børn, frihed, tvang og kærlighed. Her fortæller han selv.

Bøger

»Min mor og far fandt sammen, da de var 13 og 17, sådan helt barndomskærester herude omkring Hellerup. 14 år senere fik de mig efter at have prøvet i fire år. Der skulle hårdt arbejde til, før jeg kom som et pletskud. To år senere kunne det ikke bære længere.

Nogle ting har ens forældre gjort godt, og nogle ting har de gjort mindre godt, men rammerne for mit barne- og teenageliv var helt eminente. Jeg gik på Bernadotteskolen og havde hele mit liv i det her område.

Efter nogle år flyttede min mor og moster og mig og mine to kusiner ind i et hus ved Hellerup Strand. Kusinerne var et år yngre og et år ældre end mig, så livet dér var et perfekt udgangspunkt for et rigt teenageliv. Jeg vil ikke kalde det promiskuøst, men vi havde det sjovt og gik på opdagelse i voksenlivet.

Jeg prøvede at spille guitar i de små klasser, men det var helt umuligt at klemme en ren tone ud af det store spanske monstrum med mine små børnefingre. Fra 7. til 8. klasse begyndte jeg at spille igen og følte mig pludselig enormt forbundet med det der instrument, fordi jeg følte, jeg kunne udtrykke noget med det, som jeg ikke kunne med ord. Så længe jeg havde en guitar, var det sådan set ligegyldigt, hvad der ellers skete, tænkte jeg. Sådan tænker jeg ikke længere.

Når man spiller foran 60.000 mennesker på Orange Scene, er man i en eller anden adrenalinrus, hvor alting foregår i slowmotion, mens tiden samtidig forsvinder mellem hænderne på dig.

Jeg har sikkert ikke altid været den mest ydmyge og mest rummelige person. Man er udfordret som ung, fordi man har et socialt apparat, der kun fungerer halvt. Man har ikke udviklet sig til rigtig at omgås andre mennesker. Der skal man finde sin balance, og det kan godt være svært i en verden, hvor alt, hvad du spejler dig i, skinner. Hvis man pludselig har succes med det, man laver, selv om det er mod strømmen, kan man godt få sådan en ’hvad sagde jeg’-holdning i en periode. Så kan man godt blive lidt oppustet, og det er jo dybest set ikke særlig rart at være oppustet.

Mew har aldrig rigtig passet ind i nogen bølger, men nogle steder fik vi lidt startet vores egen bølge. Det skal siges, at bølgerne er set højere.

Mew opstod med mit og Jonas’ venskab. Vi er meget forskellige, men har arbejdet meget tæt sammen i mange år. Til sidst kunne venskabet dog ikke længere. Når venskabet ikke kan bære, er der ikke noget grundlag for at arbejde sammen. Det er meget mærkeligt, men det var også meget tiltrængt. Nu står der en eller anden dude med en tro kopi af mine fingre. Jeg har fire sæt hænder. Dem, der sidder på min krop, og dem, han går rundt med.For mig findes Mew ikke i verden længere. Altså det gør det jo i en eller anden diminutiv udgave, men i min virkelighed er det et overstået kapitel. Det er skørt at være 20 år i noget og så holde op med det. Det har været som en skilsmisse. Men nu er jeg glad for, at jeg er blevet skilt.

For ti år siden ville jeg sige om mig selv, at jeg var sådan en, der ikke kunne tegne. Alligevel begyndte mine novicekruseduller at indfange nogle mennesker og situationer på en måde, som føltes stærkere, end hvis jeg havde taget et billede af det.

Jeg har ikke en masse venner fra musikbranchen. Jeg har prøvet ikke at lade ham, du kalder Smukke Bo fra Mew, overtage mit liv. Jeg kan ikke genkende mig selv i det navn. Hvis jeg havde været kvinde, kan det godt være, at det havde føltes mere begrænsende.

Jeg har ønsket mig et billedsprog, der er mit eget. Til at begynde med står man meget på skuldrene af andre, men med tiden bliver man mere og mere i stand til at skabe noget personligt, noget, der en fysisk repræsentation af en del af ens indre.

Det er en langvarig proces og en besværlig proces og en sjov proces.

Bandbilleder. Fuck, mand, seriøst, hvor jeg ikke savner det

Jeg opfatter alle kunstgenrerne som meget beslægtede. Hvis du kan tænke i én genre, kan du også tænke i andre. Jeg opfatter mig ikke som det ene eller andet, men som en person, der arbejder kreativt med at udtrykke ting, der er personlige for mig, men som også er almenmenneskelige.

Den praktiske udlevelse af nysgerrighed er leg. At lege sig gennem verden. På nogle måder er det skræmmende at se voksne mennesker, der glemmer det. Når man ser på børn, er de for det meste glade. De er ikke kritiske over for sig selv på samme måde som os. På et eller andet tidspunkt begynder de at se sig selv udefra. En femårig er stolt over en tegning, der ser ud, som om nogen har spildt en kop kaffe. På et eller andet tidspunkt kommer der et skift, hvor man sammenligner sig selv med nogle andre derude, og så er det ikke så flot længere. Og når du begynder at sammenligne, kan du hurtigt miste lysten til at lege, og så bliver livet en række hændelser, der skal afvikles. Jeg vil gerne udvikle mig, ikke afvikle mig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vil næsten hellere lære af mine børn end at lære dem noget.

Min kæreste stillede mig et klogt spørgsmål den anden dag: Hvis du ikke var sammen med mig, hvad ville du så gøre mere af? Og jeg granskede virkelig min hjerne, men jeg måtte til min store overraskelse meddele hende, at jeg ikke kunne komme i tanker om noget. Det har gjort indtryk på mig. Det er et godt referencepunkt at kunne sige det. Det er en urolig nervetilstand at være søgende, at være kunstner, der hidkalder guderne, når man går på arbejde. Men når jeg zoomer ud, kan jeg se, at jeg lever det liv, jeg gerne vil. Det ville jeg ikke have kunnet svare, mens jeg var i Mew.

Du kan vinde i lotto og samme dag, hvis der er problemer i dit parforhold, vil din hjerne søge derhen, hvor konflikten er. Derfor er det vigtigt ikke at have særlig mange issues og problemer i sit liv. Og i al fald løse dem, man har.

Alle kan lære at spille bas. Du kan få en med én streng på. Du kan låne den af Stig fra D-A-D.

Jeg kan ikke tage mig af, hvad en masse mennesker, jeg ikke kender, mener om mig. Om mig som maler, om at jeg ikke er med i Mew mere og om mit liv. Det er selvfølgelig ikke sjovt, hvis nogen bedømmer en og ikke kan lide det man laver, men det er en del af det at være kunstner. Sådan må det bare være. Jeg synes, man skal stræbe mod ikke at lade andres mening om en fylde for meget.

Jeg synes, man skal søge at have en eller anden betydning for andre mennesker, og det tror jeg, man gør ved at åbne sig. Hvis man står over for en totalt poleret statue, er det svært at vise sine deller og fejl. Derfor er det også så dejligt at høre John Lennon sent i hans liv, hvor han er sådan en smuk og åben person. Det er dejligt at have det i verden.

Bandbilleder. Fuck, mand, seriøst, hvor jeg ikke savner det. Jeg har altid hadet det og kom mere og mere til det.

Hele livet handler om at forsøge at skabe forbindelser til andre mennesker. At forsøge at gøre sig forstået og forstå.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Mew har vi gennem årene fået en hel del breve fra folk, der siger, at vi har været med til at redde deres liv. Især i Japan. Det er svært at relatere til, men så giver det da mening, det, jeg har lavet. Der findes meget ensomhed i verden, og at vi på en eller anden måde har været med til at mindske afstanden mellem mennesker, er en rar tanke.

Man kan også kalde det kærlighed. Det er det, der er meningen. Hvis en gorilla isoleres fra de andre gorillaer, så slukkes lyset i øjnene på den, og så dør den lige så langsomt. Det hele ender med kærligheden. Det tror jeg på.«

Jordbo. Bo Madsen. Forlaget Aftryk, 100 sider, 250 kroner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden