Den svenske lydbogstjeneste Storytel er i løbet af kort tid blevet en stor aktør i den skandinaviske bogverden. Storytel har netop købt forlaget Norstedts, som er Sveriges ældste og næststørste forlag. Prisen for forlaget er 152 millioner svenske kroner.
Det er kun kort tid siden, at Storytel købte den danske streamningtjeneste Mofibo for 100 millioner kroner. Kooperativa Förbundet, hvis hovedaktivitet er i dagligvarehandel, har prøvet at sælge forlaget gennem flere år. Norstedts er de seneste år mest kendt for udgivelser af Stieg Larsson og David Lagercrantz, men udgiver desuden markante forfattere som Torgny Lindgren og Per Olov Enquist.





