Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
AP (arkiv)
Foto: AP (arkiv)

Hovedværk. James Joyce skrev 'Ulysses' i løbes af syv hårde år i notesbøger, på løse ark og små papirlapper. Romanen udkom i sin helhed i 1922.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt af Joyce: Han slap litteraturen løs

'Ulysses' sprængte den gamle verden i luften ved at angribe mennesket med litteratur.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

James Joyce, der havde forladt Irland med sin Nora i 1904, fik ideen til ’Ulysses’, mens de to boede i Trieste. Han skrev alle vegne. Stoppede op på gaden, afbrød en samtale, begyndte at skrive midt under et måltid eller i hospitalssengen, når han var indlagt efter et nervesammenbrud eller for at få lavet endnu en øjenoperation.

Parret havde forestillet sig et stille liv på venstre Seinebred i Paris, hun skulle sy eller arbejde i et vaskeri, han skulle skrive og undervise, men det skulle tage mange år, før de endelig kom til Paris. De havde heller ingen penge, Joyce var altid sulten. Han blev anarkist efter at have læst anarkistiske pamfletter, »men min mave er uforbederlig kapitalist«, sagde han.

Den første inspiration til romanværket, som skulle gøre litteraturen moderne ved sit mod til at beskrive alt menneskeligt, også sex og nødtørft og kroppen, som den er, opstod i 1906 efter en brandert, og egentlig ville Joyce blot have skrevet en novelle.

Først i 1914, på kanten af Første Verdenskrigs ragnarok, begyndte han at samle sine ideer. Han ville omplante antikkens stolte homeriske kvad om Odysseus til sit eget beskidte Dublin. En vens lejlighed i Eccles Street skulle fungere som paladset i Troja. En begravelse på Glasnevin-kirkegården skulle være nedgangen til Hades. Servitricerne i Ormond Hotels bar skulle spille rollen som de sirener, som synger så lokkende, at Ulysses må få sine mænd til at binde sig til masten, mens de selv puttede voks i ørerne.

Leopold Bloom, en jødisk annonceagent med reduceret manddomskraft, skulle være hans helt, eller snarere antihelt. Og Molly, Leopolds kone, som i hele romanen blot slanger sig i sengen, mens hun venter på sin elsker, skulle have rollen som kvadets Penelope. Odysseus’ heltemodige søn, Telemachos, som forsvarer sin moders dyd mod bejlere, mens far er ude og slås, havde også et navn: Stephen Dedalus.

Ikke nok med, at Joyce dristigt ville stille skarpt på det moderne menneske gennem en splintret, antik optik. Hele hans vældige historie skulle foregå i løbet af blot en enkelt dag. Ingen andre forfattere havde vovet at afvikle en så bred episk fortælling i løbet af så komprimeret et tidsrum.

Og inspirationen kom ikke ud af det blå. Allerede som elleveårig havde Joyce skrevet en skolestil om sin yndlingsfortælling, og barndomskærligheden var ikke falmet. Han var vild med ’Odysseen’ – måske fordi han, som en senere tids talrige unge, kunne lide at læse om helte med overmenneskelige kræfter, som agerer i et univers fuldt af kostelige skatte, skrækkelige monstre, skøre skurke og smukke prinsesser.

Odysseus – ven, soldat, elsker, far og ægtemand. Europas første rebel og gentleman. For Joyce var han den ultimative helt.

En farlig mand

Joyce boede i mere end et dusin lejligheder i Trieste, Zürich og Paris, mens han skrev. Han fik nye ideer hele tiden, blev inspireret af folk, han mødte, men kæmpede med at få enderne til at mødes. Hvis ikke han undervejs havde fået økonomisk hjælp fra støtter, som troede på hans forfatterskab, ville ’Ulysses’ aldrig have set dagens lys.

Allerede mens romanen kun eksisterede i fragmenter, var litterater og forfattere i fuld gang med at diskutere den.

I 1915 sendte den østrigske regering en hemmelig agent til at følge Joyces undervisning for at finde ud af, om han var en farlig mand. Joyce gennemskuede agenten og gav den hele armen som rasende irsk anarkist.

Cirka halvdelen af ’Ulysses’ så dagens lys første gang i New York-tidsskriftet The Little Review mellem 1918 og 1920. Læserne havde stærkt delte meninger. Nogle opfattede ham som den bedste engelsksprogede stilist overhovedet, andre mente, at han gjorde The Little Review til et freak magazine.

Da det gik op for det amerikanske postvæsen, hvad det var for noget snavs, tidsskriftet kolporterede, nægtede det gentagne gange at distribuere det til læserne.

Fra sidelinjen fulgte forfatteren med i indsigelserne mod hans skriverier, og de opildnede ham til at gøre flere kapitler i romanen endnu mere ’beskidte’. »Hver måned bliver han værre end den foregående«, skrev en læser, hvortil redaktøren replicerede: »Mr. Joyce er ikke optaget af publikum og dets krav«.

Og Joyce holdt fast i sin vision. I stedet for at skrive en roman til en million læsere ville han hellere skrive en roman, som en enkelt læser ville have lyst til at læse en million gange, sagde han.

Joyce var startet i 1914 og ville gerne være færdig i 1917. I 1917 havde han planlagt at slutte i 1918, men da 1918 indfandt sig, regnede han med at komme i mål i 1919, og sådan blev det ved. I januar 1921 troede han sig færdig i april eller maj. I oktober det år mente han kun at skulle bruge tre uger mere. I slutningen af november 1921 kun halvtreds eller tres timer yderligere. Han ville have den udgivet på sin fyrreårs fødselsdag 2. februar 1922.

Og det lykkedes. Om morgenen den dag hentede Sylvia Beach fra forlaget og bogladen Shakespeare and Company i Paris en pakke, som kom med toget Dijon-Paris. Derefter tog hun hen til fødselaren og bankede på. Da Joyce åbnede døren, fik han resultatet af sine anstrengelser: de to første eksemplarer af ’Ulysses’. 732 sider i en tyk bog med ultramarinblåt smudsomslag.

Beach stillede det ene eksemplar i sit udstillingsvindue, hvorfra nyheden hastigt bredte sig. Problemet var, at Beach endnu ikke kunne sælge bogen, men måtte skrive folk op. På et tidspunkt gik bølgerne så højt, at hun var så bange for, at hendes ene eksemplar ville blive stjålet med den risiko for piratkopiering, det indebar, at hun skjulte den i baglokalet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Geni eller djævel

Den første anmeldelse fra London var lysende klar i mælet: »Mr. Joyce er et geni«. Anmelderen kaldte bogen ’den sletteste’ i forhold til gældende standarder i hele litteraturen, men dens obskønitet blev rost for på en eller anden måde også at være smuk og sjælfuld. En anden anmelder slog fast, at ’Ulysses’ ikke var pornografisk, »men dog langt mere uanstændig, obskøn og tøjlesløs end flertallet af erklærede pornografiske bøger«.

Men tilbageslaget udeblev ikke. En anden anmeldelse kaldte romanen en skandale. Forfatteren D. H. Lawrence, som selv blev kontroversiel og ramt af censur med ’Lady Chatterleys elsker’, kaldte Joyces værk »det mest beskidte, utilbørlige og obskøne, der nogensinde er skrevet«.

De religiøse og konservative kaldte ’Ulysses’ for »litterær bolsjevisme« og beskyldte den for at rumme sort magi og satanisme. Forfatteren blev opfattet som en farlig mand, der havde fået den litterære elite til at opfatte sig som et geni, men hvis bog var en bombe, der ville sprænge det, som var tilbage af Europa, i luften.

Symbol på frihed

Allerede i forbindelse med ’Dubliners’, hans debut, som det tog ham ni år at finde en udgiver til, kom Joyce i kontakt med statslig censur. Nu var turen kommet til ’Ulysses’. I mere end ti år efter udgivelsen var den forbudt både i USA og Storbritannien, hvor den blev konfiskeret og brændt. Den måtte igennem flere retssager, den vigtigste hed: ’The United States of America Versus one book called ’Ulysses’.

Den blev afgjort 7. december 1933 til fordel for den udstødte roman. Dommer Woolsey, der formelt lovliggjorde bogen, udtalte:

»Mange steder forekommer den mig at være beskidt, men selv om den indeholder mange ord, som sædvanligvis anses for anstødelige, har jeg ikke fundet noget, som jeg anser for at være anstødeligt for anstødelighedens egen skyld. Hvert ord af bogen bidrager som en stor mosaik til detaljerne i det billede, som Joyce søger at konstruere for sine læsere. Når en så stor ordkunstner, som Joyce utvivlsomt er, forsøger at tegne et retvisende billede af den nedre middelklasse i en europæisk by, bør det så være umuligt for den amerikanske offentlighed lovligt at se det billede? ’Ulysses’ har lov at blive indført i De Forenede Stater«.

Tre år efter, 6. november 1936, blev den også gjort lovlig i Storbritannien.

Takket være retssagerne blev ’Ulysses’ symbolet på retten til kunstnerisk frihed på alle niveauer. Forfatteren T.S. Eliot, som udsendte sit monumentale digt ’The Waste Land’ i 1922, talte om en ny æra og udtalte, at »Ulysses gjorde den moderne verden mulig for kunst«.

Han kunne have tilføjet, at romanen skabte helt nye friheder for mennesker generelt ved at smadre bornert censurlovgivning.

Da en fremmed engang spurgte Joyce, om han måtte kysse den hånd, som skrev Ulysses, svarede forfatteren: »Nej, for den gjorde også andre ting«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Joyce forærede sin Nora eksemplar nr. 1.000 af sit værk. Hun havde ikke læst den, og hendes ligegyldighed var det mest pinefulde for ham. På et tidspunkt kom hun dog igennem det sidste kapitel om Molly, der ligger og tænker på alt det dejlige, mennesker kan gøre ved hinanden.

Hendes kommentar er legendarisk:

»O.k., manden er vel et geni, men sikke en beskidt fantasi han har, ikke?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden