Forfattere af politiske biografier er som udgangspunkt udfordret af et svært dilemma: Skal hovedpersonen medvirke eller ej? Instinktivt vil de fleste sige ja. Biografier skal jo tæt på, og kun med hovedpersonens egen hjælp kommer man helt ind bag facaden.

Omvendt er det også vigtigt, at hovedpersonen ikke får lov at kapre fortællingen, for så er det ikke længere en biografi, men en programerklæring. Eller endnu værre: biografien kan ende med at sætte sig præcist mellem de to stole.