Han har lagt navn til en perversion, måske den mest kendte og nogle ville bittert-ironisk sige den mest udbredte i verden, den at opnå seksuel vellyst ved at påføre andre smerte. Den at drukne sig i orgier, hvor nydelse og nedværdigelse går op i en større, for tilhængere, sublim enhed. Selvom man ikke ved meget andet om ham, end at han var smuk som ung og overvægtig som ældre - vi har ingen realistiske portrætter af ham - skildres han gerne som indbegrebet af den elegante, depraverede og parfumerede parykklædte greve, som spankulerer rundt i Paris' saloner og bordeller i kjole og pludderbukser vævet af silke og fløjl. Den blåblodede libertiner som hensynsløst forførte kvinder i stribevis i de sidste tiår af Bourbonernes Frankrig, l'Ancien regime, før den store franske revolution i 1789 lod Madame Guillotine begynde at kappe hovedet af de dekadente aristokrater, som ikke nåede at forlade Frankrig mens tid var. Men vor mand, og det er selvfølgelig Marquis de Sade, vi skriver om, igen aktuel med filmen 'Quills', undslap døden for måske at opleve det, som er værre end døden. Indespærring i over 25 år først i Vincennesfæstningen, så i den berømte Bastille og så til sidst i sindssygefængslet Charenton, hvor han døde 74 år gammel i 1814. Ironisk udåndede han samme år som hans sidste plageånd, Napoleon, røg ned fra sin kejsertrone og hans gamle adelskolleger igen viste sig på boulevarderne i Paris. De Sade, hvis forfatterskab både er omfattende og omdiskuteret - indtil 1957 var det forbudt at udgive ham i hans fædreland - er den første rigtige kultperson i kulturhistorien. Hans første og største beundrere, og der var mange i kølvandet på romantikken, talte så prominente personer som Lord Byron og Charles Baudelaire, Edgar Allan Poe og Gustave Flaubert. Og siden blev han kanoniseret af André Breton og de andre surrealister i 1920ernes Paris. Både Salvador Dali og Luis Bunuel har portrætteret ham på henholdsvis maleriets og filmens hvide lærred. (I sidstnævntes 'Mælkevejen' fra 1968 bliver han i en kort sekvens spillet overbevisende af den altid sofistikerede og hyperelegante Michel Piccoli. Men spøgelset Sade går stort set igennem alle den geniale filminstruktørs værker). Han er selvfølgelig blevet personificeret enten som egen person eller via egne værker i utallige film. Bortset fra alle de mere eller mindre pornografiske strimler skal nævnes Pier Pasolinis sidste og meget provokerende film, 'De 120 dage i Sodoma' fra 1975, en moderniseret udgave af de Sades bog af samme navn. Sydfransk adel Født Donatien Alphonse Francois, Marquis de Sade i 1740 var han rundet af den fineste sydfranske adel. Yndefulde Laura, den italienske digter Petrarcas muse i senmiddelalderen, var datter af Hugo de Sade, familiens stamfader. Men der er meget langt fra Petrarcas trubadourkærlighed til de Sades amourøse excesser. Færdig med gymnasiet blev han typisk for sin stand officer i den franske hær. Han deltog, vist nok med hæder, i syvårskrigen mod Preussen, men i 1763 finder vi ham i Paris. Snart kendt som en pralende levemand og en glimrende fægter, men også et politisk menneske. Eftertiden har i kaskaderne af hans skandaler gerne overset det faktum, at de Sade var et (u)ægte barn af oplysningstidens diskussion af menneskets væsen og natur. Rousseau, Voltaire, d'Alembert og ikke mindst Diderot debatterede på livet løs om menneskets seksuelle drifter. Især sidstnævnte gjorde oprør mod de nye engelske romaner anført af forfatteren Samuel Richardsons 'Clarissa', om dydens vej til dannelse, som besang en tidlig romantisk tankegang. Nemlig at lutre sin seksualitet til social acceptabel kærlighed. Men hvis menneskets natur nu en gang er dyrisk, er det naturlige så ikke at følge sin drift? At elske med den man elsker og ikke altid (kun) med den man får? I et ægteskab arrangeret af fornuft, samfund og slægt. De Sade blev selv efter traditionen gift med en anden end den han elskede, nemlig med søsteren til hende, hans hjerte bankede for. Hvis han overhovedet havde et hjerte som higede efter hin eneste ene. Den store Diderot, som han både lagde sig op ad og tog afstand fra, beskrev gang på gang, at erotik og kærlighed ikke altid følges ad. At ånden nok er fri, men kødet er redebon. Men det er såmænd godt nok, hvis man husker det og elsker menneskeligt, når det nu en gang er menneskeligt at elske. I sine skrifter udarbejdede de Sade Diderots tanker i ekstrem, mange mener satanisk, retning og kurs. At parre sig i flæng, at forføre hensynløst og uden tanke for den smerte man påfører andre, må være den fulde konsekvens af den pæne borgermand Diderots naive og naturlige kærlighedstro. Oplysningfilosoffernes følelsesladede opgør med den katolske kirkes forsagelse af kroppens behov, blev med en ny amoralsk og hedensk stil overtaget af netop det aristokrati, de Sade var født ind i. Choderlos de Laclos brevroman, som udkom anonymt i 1782, 'Farlige forbindelser', er en sædeskildring af adelskabets kyniske brug af det nye borgerskabs tanker om at befri mennesket fra tradition og tro. De Sade light kan man sige om denne roman om forførelsens kunst, mekanisk og dog melodidøst udøvet i samfundets top. Hans egne romaner om 'Justine' og 'Juliette' er hardcore i forhold til de Laclos' i bund og grund meget romantiske roman. Men ånden er den samme, dagbøger over diverse perverse forføreres praksis. Og det nye hos de Sade er, at det også er kvinder, især Juliette, som fører heftigst an i de grusomme løjer. Liderlighed I 1772, efter flere gange at have været i fængsel for utugt, kommer de Sade under anklage for at have forvoldt nogle prostituerede kvinders død ved at eksperimentere med pulveriseret spansk flue, et afrodisiakum som skulle gøre mennesker hæmningsløst liderlige. Sagens akter er stadigvæk dunkle og vor kilde til de Sades fleste eskapader stammer delvis fra hans svorne fjende, forfatteren Restif de la Bretonne, også kaldet for rendestenens Rousseau. I hvert fald dømmes de Sade til døden, men dommen omstødes af den franske konge til indespærring på ubestemt tid. Revolutionen befrier ham, og i 1790 ses han som en flertydig personage i revolutionens folkemasser, dog mest interesseret i at udgive de mange værker han har skrevet i fængslet. Om sadistiske orgier og lastens vej til et naturligt liv hinsides al borgerlig moral. Mirakuløst bliver han som adelsmand ikke henrettet i 1700-tallets sidste og blodige tiår. Hverken under Robespierres terror eller i bølgen af den lige så hektiske hævn fra de antirevolutionære, som begynder i midten af 1790erne efter Robespierres fald. Og det er måske det mystisk moderne ved de Sades skikkelse. Han er en overgangsperson, en politisk revolutionær som alligevel hylder en udvalgt adels privilegier til at give sig hen til det, som de Sade anså for menneskets rette natur. Den destruktive seksualitet som ingen midler skyr for at nå nydelsens mål. Moderne er han romantisk ved at accentuere menneskets kulturløse driftsliv og samtidig antiromantisk ved at afklæde dette driftsliv enhver form for følsom ornamentik og et alibi for den store, enestående kærlighed. Digteren Baudelaire, som beundrede ham grænseløst, skriver med de Sade i tankerne, at det er synden, som får kærligheden til at blomstre med andet end skønne ord. At den lutrende lidelse ikke kun ligger i den uopnåelige, ulykkelige kærlighed, det kunne alle romantikere skrive under på, men også i det fuldbyrdede, det hemmelige og både smertelige og dog lystfulde samleje. En anden beundrer, filosoffen Nietzsche, tolker de Sade som en tidlig skildrer af det nye båndløse og ubændige overmenneske. Sindssyg I 1801 bliver de Sade den mere og mere borgerliggjorte Napoleon for meget. Han smides som sindssyg i Charenton, hvor han ender sine dage 13 år efter. Det er dette ophold, som Peter Weiss har brugt i sit skuespil om ham, 'Forfølgelse af og mordet på Jean-Paul Marat opført af skuespillertruppen på hospitalet Charenton under ledelse af Herr de Sade' fra 1964. Et skelsættende stykke fordi det netop profilerer de Sade ind i et større politisk perspektiv, hvor hans seksuelle nihilisme både bliver en hudfletning af den borgerlige dobbeltmoral og dannelseskald og et tidligt opgør med det, som siden skulle blive til kommunismens autoritære rationalitet. Og som man kan spørge om Karl Marx nu også var marxist, kan man også stille spørgsmålet, om de Sade var sadist. Vi ved, at han var en pralhans og en libertiner. Men var han meget værre end andre af tidens adelsmænd? Nok havde han sidespring vist nok med begge køn. Gik ofte på bordel som stort alle mænd dengang gjorde i et Paris, hvor prostitution var både dannelse og adspredelse. Han dyrkede forførelsen for sin egen skyld, som en kunstart. Imidlertid også over for mange forførelsesvillige gifte kvinder, som sukkede efter andet end et vaneknald med den kornfede stodder med den obligatoriske vielsesring. Men han elskede med årene også hengivent sin kone, som tilgav ham både hustruvold og utroskab. De Sade kunne i biedermeiertiden i begyndelsen af 1800tallet tjene som et dobbelt hadebillede. Både som et infamt symbol på den liderlige aristokrat fra den franske enevælde over for et snerpet borgerskab og paradoksalt nok på samme tid og overfor samme klasse være et eksempel på de værste sider ved en revolution uden grænser. For borgerskabet blev han til den skrækkelige marquis, men for alle antiborgerlige forfattere blev han hurtigt til den guddommelige marquis. Og dog, hvad med alle hans skildringer af orgier, incest og tortur? Taler vi om virkelighed eller ønskedrømme? Surrealisterne læste i hvert fald teksterne som grotesk komiske fantasier, der under det blasfemisk modbydelige i virkeligheden blot drejede sig om at befri menneskets fantasi fra et åg af dogmatisk victorianisme. Ikke mindst pegede man på, at et eller andet sted havde de Sade givet seksualiteten tilbage til kvinderne. At man skal læse hans orgier som en slags manifester om, at også kvinder latent kender til en anden side af kærligheden, end den som Keld og Hilda Heick synger om i Giro 413. At pæne piger måske kommer i himlen til sidst, men at de uartige kan opleve den her og nu. Hvis de tør.