1. Hver sten vendes for at kompromittere Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer, hæderligheden hos encyklopædiens redaktion betvivles, og år ud og år ind hetzer journalister fra de berlingske aviser mod personer fra den gamle venstrefløj. Den anden vej rundt i det politiske spektrum forsøger biografiskriveren Jonas Gummesson ved hjælp af en tynd og ufin guilt by association -taktik at knytte Olof Palmes navn til nazismen, og herhjemme syntes Morten Thing, der selv har mærket krabaskens susen over sit hoved, at det ville være passende, om den franske religionshistoriker og højrefløjsmand Georges Dumézil så til gengæld kunne sværtes som nazist (hvad han ikke var). Og for Jyllands-Posten er det slet ikke nok at lade Ole Wivel stå offentlig strambuks for sin ungdoms dumheder - med et pennestrøg tilkendes han oven i købet et moralsk medansvar for en kammerats død på østfronten. Hvad er det for en ond ånd, der har forgiftet debatten, så den offentlige samtale, der gerne skulle gøre os alle klogere, er forsumpet til et kvælende psykologisk rum af hadefulde insinuationer og bitre modanklager? 2. En tankevækkende pointe i Henrik Kaufholz' artikel 'Da den væbnede kamp lokkede' (Politiken 14.1.) har under de seneste måneders forstemmende avislæsning gang på gang givet ekko i mit hoved. En junidag i 1968 var Kaufholz på besøg i Lübeck hos sin ven Jörg; begge skulle de om aftenen deltage i en venstreorienteret demonstration mod den socialdemokratiske politiker Herbert Wehner. Jörg stillede sine forældre et anklagende spørgsmål: »Mor og far, hvorfor har I stadig den 'Mein Kampf', som Hitler har skrevet en personlig hilsen i, inde i bogreolen?«. Faderen - som sad i årelangt sovjetisk krigsfangenskab (og havde været major i Waffen-SS, hvis officerer alle fik et dedikeret eksemplar af 'Mein Kampf' i bryllupsgave) - forsøgte sig med et »Du må forstå, hvordan forholdene var dengang ...«, hvad der ikke vakte megen forståelse hos den idealistiske søn. Kaufholz peger på, at præcis denne formulering i dag vender tilbage hos netop de mennesker, som for 30 år siden gav den som stejle anklagere, og nu selv sidder i historiens gabestok, hvorfra de appellerer til, at man lever sig ind i deres daværende situation og ser nuanceret på fortiden. Således udtalte den grønne politiker Christian Ströbele for nylig, at »man er nødt til at kende forholdene dengang for at forstå, hvorfor Joschka og andre venstreorienterede reagerede, som de gjorde«. I strømmen af virkelige og påståede afsløringer om Fischers fortid dukkede for nylig en ny og anderledes symboltung op. Et er at have kastet med sten efter politiet og haft perifer berøring med personer, der skulle vise sig at være terrorister. I Tyskland er det straks noget helt andet at have været indforlivet med den nationalistiske, palæstinensiske venstrefløj, fordi dens værste fjende er den jødiske stat. Med afsløringen af Fischers deltagelse i en Al Fatah-kongres, var der opstået den delikate situation, at den tidligere venstreradikale, der beder sine borgerlige kritikere om forståelse for sin fortid, pludselig har en synd tilfælles med det yderste højre - som 70ernes ungdomsoprørere rask væk slog anstændige, borgerlige demokrater i hartkorn med - nemlig fjendtlighed mod jøderne. Hvilken triumf! En konservativ politiker krævede straks udenrigsministerens afgang. Og hvorfor skulle Fischers borgerlige anklagere nu være lydhøre over for ellers nok så berettigede opfordringer til at skelne mellem antisemitisme og antizionisme? Da studenteroprøret var på sit højeste skal guderne vide, at The Beautiful People ikke nedlod sig til at nuancere: Socialdemokraterne var jo gledet så langt til højre, at de i virkeligheden var blevet borgerlige, at være borgerlig er jo bare en pæn måde at være højreorienteret på, og at være højreorienteret er i grunden det samme som at være fascist. Hævnspiralen har fået endnu en drejning, men næppe den sidste, for skulle konsekvensen blive, at Fischer - ja, måske hele Schröders regering - må lade livet, er der allerede lagt op til en modvendetta, som måske først får sul på kroppen og ben at gå på om 30 år. 3. Halvanden måned efter at jeg læste Kaufholz fortælling, sætter nok en avisartikel (Politiken 25.2.) tankerne i gang - og nu i teologisk retning - nemlig Claus Paaskes interview med den 27-årige Attac-sympatisør Oliver Nielsen, som udtaler, at »det er altafgørende for den folkelige opbakning, at de, der kommer til at repræsentere Attac, er mennesker, som er helt uplettede og ikke kan spores til de etablerede politiske aktører«. Det slog mig, at dén harmdirrende selvretfærdighed, hvormed debattørerne fra de politiske fløje sætter hinanden under anklage, jo forudsætter, at de i egne øjne selv er intet mindre end netop uplettede. Og har de ikke altid været det, sørger de for ved offentlige renselsesceremonier at bekende deres ungdomssynder, hvorved de ikke bare retfærdiggøres, men endog i særlig grad erhverver sig retten til at revse de uomvendte. Således blev min afdøde forlægger, Erik Vagn Jensen, som var venstreorienteret både før og efter, at det var moderne, i årevis forfulgt af en nidkær læserbrevsskribent, Mikkel Plum, der - fordi han havde afsværget sin egen venstrefløjsfortid - følte sig kaldet til at være plageånd for andre, som stadig mente det samme, han selv engang havde gjort. Vinden var vendt, og én form for hellighed havde afløst en anden. For når politiske bevægelser pludselig mærker, at tiden er med dem, har de en tendens til at blive utåleligt selvretfærdige, og såvel i deres selv- som i deres fjendebilleder deler datidens frelste venstrefløj og nutidens hoverende borgerlighed tydeligvis psykologi med vækkelsen. 4. Lige så stor respekt de fleste mennesker i vore dage har for kristendommen som kærlighedskult, lige så stærkt hader de forestillingen om synd. Og synd er da heller ikke et begreb i høj kurs i megen moderne kristendom selv, som i al sin velmenende humanisme tit nærmer sig det meningsløse, når den nok taler om at elske Gud, men ikke om at frygte ham, og gerne prædiker frelsen, men ikke den fortabelse, man jo skulle frelses fra . Rent bortset fra det oprørende i, at der overhovedet kunne tænkes at være noget galt med én selv (- hvor vil De hen?!) og det nedslående i, at der måske skulle være sat grænser for udfoldelsen af ens hæmningsløse subjektivitet, ses syndsbegrebet dels som et komplot fra sure, gamle mænd, der selv har nægtet sig alle gejle glæder og derfor heller ikke under andre dem, dels som et levn fra formørkede tider, hvor mennesker, der led under psykologisk betingede selvanklager, pådømtes en objektiv skyld, og dermed blev skubbet endnu længere ud over kanten ved at få deres værste frygt bekræftet og det sidste selvværd skudt i sænk. Og ingen tvivl om at begge dele op gennem tiden og den dag i dag karakteriserer megen primitiv kristendom. Men at den slags strømninger altid har forpestet egne og andres liv, når de idiotisk overskrider grænsen mellem religion og psykologi ved at gøre enhver selvbebrejdelse til en faktisk forsyndelse, betyder ikke, at man gør klogt i at overskride samme grænse fra den anden side ved omvendt at reducere al bevidsthed om at have gjort noget galt til ren skyld følelse (der altså ikke er udtryk for en virkelig skyld, men kun en subjektivt oplevet). Hvad det drejer sig om må være at forsøge en skelnen imellem, hvornår man er tynget af irrationelle skyldforestillinger, der kan og bør opløses ved rationel psykologisk indsigt, og hvornår man ganske enkelt har gjort noget, man ikke skulle, og derfor har pådraget sig en skyld, som ikke bliver mindre tyngende af, at man ikke vil anerkende den. Tværtimod. I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligt nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg - uplettet - og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det hele helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere, og så fik jeg at vide, at jeg - Gud hjælpe mig! - havde arvet en synd. I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i arvesyndstanken andet, end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske? 5. At ingen skal finde sig i, at perverse helvedesprædikanter sværter mennesket sort, gør det ikke mindre farligt omvendt at tro, at det overhovedet er muligt at være uplettet. Det er en smuk humanistisk tradition, der vil frikende mennesket for synd, men for mig at se er synden en realitet, man lige så godt først som sidst kan tage stilling til, man slipper alligevel ikke for den, bare fordi man ikke bryder sig om begrebet. For når man, som det oplyste menneske man jo er, ikke vil anerkende synden hos sig selv, sker der tilsyneladende altid det, at man så meget des tydeligere ser den hos andre, og når man aldrig holder dommedag over sig selv, som Ibsen sagde, bliver man så meget des mere ubønhørlig i sin dom over andre. Dermed kommer en frisindet, og i alle mulige andre henseender særdeles tiltalende humanisme (uanset om den er af borgerlig eller af kulturradikal observans), der tror sig så langt fra en amerikansk præriekirke som tænkes kan, i sin omgang med syndsbegrebet paradoksalt nok til at minde om netop den militante fundamentalisme. Synd er nemlig noget de andre begår. De højreorienterede. De venstreorienterede. De, der tager fejl. 6. Men hvorfor gå vejen omkring teologien, kan man ikke undgå selvretfærdighedens fælde inden for rammerne af en verdslig etik? Det mener jeg, at det giftige, aktuelle debatklima netop viser, at man ikke kan. Fordi vi alle sammen har noget på hinanden og hver især en hel del i klemme, er den enkelte nødt til at tugte sig ved at forholde sig til en instans, der ligger uden for den sociale tam-tam. I religiøs forstand er synd imod et medmenneske nemlig samtidig en synd imod Gud, og derfor absolut, mens den i det rent mellemmenneskelige altid kan relativeres af den andens ugerninger. Jeg slog, fordi han slog. 7. En af mine yndlingstekster fra Det Nye Testamente er lignelsen om den gældbundne tjener. En tjener, der skyldte sin konge en vældig sum penge - og kun kunne indfri gælden ved at sælge sit hus, sin hustru, sine børn og sig selv - bønfaldt om udsættelse med betalingen, men fik i stedet hele sin gæld eftergivet af kongen, der rørtes over hans bønner. På vej ud mødte tjeneren en af sine medtjenere, som skyldte ham en langt mindre sum, end den han selv lige havde fået slået en streg over. Men nu var han hård og døv over for sin medtjeners bønner og fik ham kastet i fængsel, indtil det fulde beløb var betalt. Da dette kom kongen for øre, sagde han: »Du onde tjener! Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!«. I de forløbne måneder, hvor de selvretfærdige anklager har stået i kø for at brænde sig vej ud gennem avissiderne, har jeg tit tænkt på denne historie. Som ved at minde om det vilkår, at man til enhver tid selv har tilgivelse behov, jo opfordrer til en vis ydmyghed, før man begynder at kaste sit ætsende pis på andre. Og kigger vi på de aktuelle anklageskrifter, har alle så meget at bebrejde de andre, at ingen har noget at lade hinanden høre: Som ung og uplettet og rasende over, at efterkrigstidens tyske embedsværk og justitsvæsen ikke var blevet afnazificeret, råbte Joschka Fischers generation 'Svin i dag - flæsk i morgen!' efter forældrene. Tredive år senere bliver de selv kørt gennem pølsemaskinen på forsiden af Frankfurter Allgemeine, fordi de dengang ikke bare var fulde af foragt over for, men måske ligefrem farligt tæt på at forbryde sig imod dét demokrati, de nu hylder, og som giver dem hele deres politiske legitimitet. Mens på sin side det berlingske tæskehold, der altid har stået vagt om menneskerettighederne og demokratiet og respekten for den enkelte, glemmer at minde sig selv og os andre om den vestlige alliances støtte til Pinochets kup mod en demokratisk valgt præsident, til Franco, til apartheid og til sønderbombningen af vietnameserne. Og Jyllands-Posten, der med slet skjult fryd fremviser Ole Wivels private korrespondance og 60 år gamle forvildelser, bringer ikke - bare for perspektivets skyld - ved samme lejlighed en redegørelsen for bladets egen, stålsat anti-fascistiske linie på denne tid. Jamen, man er nødt til at forstå forholdene dengang. Man er nødt til at forstå, siger de tyske 68ere, at venstrefløjens manglende respekt for retsvæsenet skyldtes, at gamle nazister beklædte dommerembederne, og at folkemordet i Indokina desillusionerede troen på parlamentarismen, hvor magtfulde økonomiske interesser alligevel altid fik større indflydelse end stemmeseddelen. Man er nødt til at forstå, siger de hårde hunde i dagens borgerlige inkvisition, at der dengang fandtes en totalitær verdensmagt ved navn Sovjet, som havde sine fangarme og femtekolonner ude overalt, og at Vesten i nogle henseender derfor var nødt til at gå på kompromis med demokratiet, netop for at beskytte det, og i visse tilfælde måtte sælge ud af menneskerettighederne og principperne for retssamfundet for at sikre den frie verden som helhed. Alt sammen givetvis rigtigt - men nogen skal jo begynde at forstå, hvis alt dette virulente anklageri nogensinde skal få en ende. Og hvem skal så begynde? De andre , selvfølgelig. Svinene. Synderne. 8. Selv er jeg ikke uvant med at blive råbt efter. 'Pastor Thomsen' for eksempel, hvad der åbenbart skal forstås som noget meget nedværdigende. Så nu har jeg taget konsekvensen og skrevet en prædiken, vel vidende at man vil brække sig i A4-ark store flager over, at den, for at det ikke skal være løgn, oven i købet handler om arvesynden. Men som en eller anden har sagt: Jeg vil til enhver tid hellere være religiøs end hellig. 9. Just fordi enhver er synder, er det slet ikke muligt at leve efter evangeliet, bjergprædikenen og alle de radikale Jesus-ord. Og det er også særdeles usundt at bilde sig ind, at det overhovedet kan lade sig gøre; de sværmere, som har forsøgt, har aldrig opnået andet end at anlægge filialer af Helvede på Guds grønne jord. Man må leve på det menneskelige samfunds vilkår, men altid i en spænding i forhold til de ideale fordringer, hvis dette samfund ikke skal blive netop umenneskeligt. At Det Nye Testamente gang på gang formaner til at gribe i egen barm, før man rusker de andre i kraven, er ikke det samme, som at vi ikke skal stille hinanden til regnskab, og hvis et samfund skal have en chance for på én gang at udvikle sig og holde sammen på sig selv, må enhver borger stå til ansvar, ikke bare for sine handlinger, men også for sine udtalelser. Når jeg alligevel nu er noget så allerhelvedes træt af tidens gensidige smædekampagner, er det for det første, fordi der ikke tilbagestår et reelt retsligt mellemværende med de udhængte, og skulle der endelig dukke en spion op af stasiarkiverne, skal han nok blive straffet. Det er forkasteligt, at tidligere kommunister og fascister senere beklæder fremtrædende stillinger, siger man, men kunne da også glæde sig over, at de kom til fornuft, og selv besinde sig på, at i modsætning til totalitarismen, er det fine ved demokratiet jo netop, at det også gælder for dem, vi ikke kan lide. Og når debatten for det andet hænger mig langt ud af halsen, er det, fordi den for længst har sluppet enhver erkendelsesinteresse. Det er sivet ind, at også den del af venstrefløjen, der bandt sin identitet op på opgøret med stalinismen, selv havde et tvetydigt forhold til demokratiet. Og der er ingen som helst pædagogisk pointe i at se Ole Wivel vride sig under gensynet med sit gyselige digt, for lige siden vi gik i 1. klasse, har vi vidst, at Storgermanien ikke var nogen god ide. Virkelig erkendelsessøgen har altid noget vist køligt, nærmest desinteresseret over sig, og tonen i 'debatten' viser da også, at her drejer det sig slet ikke om at opnå en indsigt, som i et større perspektiv kunne være i hele samfundets interesse, men derimod om tomhjernet at beruse sig i alle mulige opkørte følelser, hvoraf de mest prominente må være: Under dække af uegennyttig sandhedssøgen at fryde sig når de andre taber ansigtet ned i fedtefadet, at være forarget indtil man kommer i ekstase og té sig så dirrende selvretfærdigt, at det indirekte antydes, at man selv er og altid har været noget så dejligt uplettet. Alene endeløsheden i alt dette minder mig om, da jeg som ung var så naiv at tage det alvorligt, når pigerne bad mig om gode råd, indtil det gik for mig, at de slet ikke var interesserede i at løse deres problemer, men tværtimod nød i dagevis at sidde for enden af en lang cigaret, skvulpe rundt i deres følelser og hengive sig til selve intensiteten i alt det intime snakkeri, som der jo så brutalt ville blive sat en stopper for, hvis man kom videre. Og komme videre er, hvad vi trænger til.