Man må hore meget, for orerne falder af«, sagde min amerikanske ven, der havde vanskeligheder med det danske ø som i 'rodgrod', men til gengæld var vild med både danske mundheld og danske damer. Så da der pludselig viste sig en tusindtallig skare af løsagtigt kopulerende høreorganer - et 'løsøre' i ental? - er det forståeligt nok, at dagbladet Information i en forsiderubrik i går måtte advare: »Horebrille tilrådelig«. Den gunstige læser fornemmer jo, at det drejer sig om anmeldelsen af Per Højholts »livsværk«, som bladets anmelder Erik Skyum-Nielsen kalder den længe ventede roman 'Auricula'. Allerede i 1980 omtalte Højholt den selv for første gang, altså en god snes år før den udkom fredag, så Turbo-digteren har her arbejdet i øresneglefart. Men med den slags ordspil bidrager man nu blot til det vildnis af sprogblomster, fredagens 'Auricula'-anmeldere havde søgt tilflugt i. De havde det nemlig slet ikke nemt. De 368 vellagrede sider er nemlig »for læserne en gave og et besvær«, sammenfattede Thomas Bredsdorff indledningsvis i sin anmeldelse her i Politiken, »et monstrum af en bog«. Men tag ikke fejl: Selv om bogens første del »bliver ved, til ørerne falder af«, så tjener poetens løsrevne legemsdele i bogens lange løb til at »gøre denne dybt alvorlige modernitetens kulturhistorie til en grotesk og humoristisk og veloplagt affære«. Bogen er, skriver Bredsdorff, »ikke så morsom som 'Gittes monologer'. Den er ikke så fuldendt som ... Højholts top ti-digte. Men som dybt personlig kunsthistorie er 'Auricula' alligevel blevet kronen på Højholts værk«. Så vidt professoren, der ikke modsiges af universitetslektorerne.