0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeltsin og missionen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I tirsdags fejrede Rusland 11 års jubilæum som en suveræn stat og 10 året for valget af Boris Jeltsin som landets første folkevalgte præsident.

Medierne var fulde af lovprisninger om den aldrende ekspræsident, som viste sig i fin form efter et kurophold i Kina. Hans efterfølger Vladimir Putin hædrede ham med Ruslands højeste orden.

Samtidig er Rusland tydeligvis i fuld gang med at bearbejde de forgangne 10-12 år og finde ud af, hvad der egentlig foregik, mens denne berygtede sibirske bjørn regerede og gennemtvang Ruslands forvandling fra sovjetisk slaverepublik til en selvstændig stat på vej mod demokrati og markedsøkonomi.

Medierne er fulde af historiske analyser og dokumentarfilm, og der udkommer den ene bog efter den anden, som søger at forstå den smertefulde reformperiode med krig i Tjetjenien, økonomisk næsten sammenbrud, og samtidig med langt større personlig frihed, åbenhed og vareudbud end nogensinde tidligere i landets tusindårige omtumlede historie.


Den hidtil absolut mest spændende udgivelse, efter Jeltsins egen seneste erindringsbog, 'Præsidentens maraton', er mammutbogen 'Jeltsins epoke', skrevet af 9 af præsidentens nærmeste rådgivere.

'Jeltsins Epoke' er gribende læsning, som en vaskeægte spændingsroman, der på vanlig russisk maner udfolder sig over hele 800 tætskrevne sider. Lang som Tolstojs 'Krig og Fred', og den handler også om krig og fred, både i direkte og overført betydning.

I direkte betydning handler den om krigen i Tjetjenien, som med forfatterkollektivets udtryk fuldstændig overtog præsidentens dagsorden i den sidste halvdel af hans regeringsperiode og dermed var med til at bremse reformprocessen i Rusland.

Og i sidste ende med til at fremtvinge Jeltsins egen beslutning om frivilligt at forlade den politiske scene.

I indirekte betydning handler bogen imidlertid også om Jeltsins langvarige og opslidende politiske krig med reaktionære kommunistiske kræfter, som hadede Jeltsin helt fanatisk på grund af hans nedlæggelse af Sovjetunionen, fjernelse af kommunistpartiet fra magten, og hans intuitive forståelse af, at Ruslands eneste vej frem var og er demokratiets og markedsøkonomiens vej.

ommunisterne og nationalisterne tilgav aldrig Jeltsin dette og deres reaktion imod Jeltsins unge reformministre Gajdar, Tjubajs, Nemtsov og andre var hysterisk i et omfang, som vi i Vesten har vanskeligt ved at fatte.

Det var en af årsagerne til, at reformerne i Rusland ofte haltede og at der ikke var kræfter i ledelsen til at tage sig af alvorlige udenrigspolitiske og indenrigspolitiske problemer. Som for eksempel Afghanistan og Tjetjenien.


Det hysteriske nationalkommunistiske raseri udkrystalliseredes i oktober 1993 i parlamenstformand Khasbulatovs og vicepræsident Rutskojs kupforsøg og væbnede oprør. Opgøret endte med, at det lykkedes Jeltsin at sætte hæren ind og i et blodigt slag indtage parlamentsbygningen i Moskva.

Forfatterne til bogen var med og de beskriver skridt for skridt, dokument for dokument, hvordan præsidenten i meget lang tid slugte den endeløse strøm af ydmygelser fra oprørerne, hvordan han hele året havde forsøgt at indgå et kompromis, forsøgte sig med dialog, men uden held. Khasbulatov og Rutskoj ville have magten og de ville have Jeltsin afsat. Og de nægtede at høre folket via valg og folkeafstemninger.

Bogens forfattere er bestemt loyale overfor deres tidligere chef, men det betyder ikke, at de er blinde for hans svagheder. Langtfra. Der lægges ingen skjul på præsidentens alkoholproblemer, sygdomme, depressioner, og ærekære selvrådighed.

Efter Jeltsins skandaløse optræden i lufthavnen i Irland, hvor han på grund af alkohol ikke kom ud af flyet til den officielle irske modtagelse, og efter hans beduggede optræden i Berlin, hvor han dirigerede militærorkestrets afsked med de tilbagetrækkende russiske styrker, tog rådgiverne mod til sig og skrev et meget åbenhjertigt og direkte brev til præsidenten.

De advarede ham imod yderligere alkoholindtagelse og om, at hans optræden havde været en skandale ikke blot for ham selv, men for Rusland, og om, at hans genvalg var i fare. Jeltsin blev aldeles rasende, men tog følge forfatterne advarslen til efterretning.

Der kom da heller ikke flere af den slags eskapader. Til gengæld kom Jeltsins næsten endeløse række af sygdomme. Og så kom Tjetjenien.


Det opsigtsvækkende ved bogens behandling af Tjetjenien-spørgsmålet er ikke, at den meget grundigt dokumenterer den tjetjenske oprørslederes svinestreger og forbrydelser, men især, at der heller ikke lægges fingre imellem i beskrivelsen af Jeltsins egne forsøg på at løse problemet.

Ikke sådan at forstå, at bogen lægger op til nogen retssag imod Jeltsin for forbrydelser imod menneskeheden. Men forfatterne er enige om, at Jeltsins og dermed Moskvas negligering af problemet i årene 1990 til 1994 er en hovedårsag til, at det hele endte så tragisk.

Jeltsin og Moskva havde alt for travlt med at kæmpe om magten og om den økonomiske kurs til at bekymre sig om den lille snollede republik i Kaukasus.

Dertil kommer, at bogens forfattere faktisk giver Jeltsin hovedansvaret for, at der blev indledt en vaskeægte blodig krig, da han endelig begyndte at interessere sig for spørgsmålet.

Hvor han havde været langmodig i forsøgene på at opnå en forhandlingsløsning med kommunisterne i Moskva, der var lunten kort i forhold til Tjetjenien, fremgår det tydeligt af rådgivernes dokumenter og optegnelser.

Jeltsin får sammen med de tjetjenske ledere hovedansvaret for krigen, mens bogen beskriver at den forkætrede forsvarsminister Sergej Gratjov, som mange hidtil har ment var hovedansvarlig, bliver lettet en del for skyld.

Ifølge forfatterne opgav præsidenten for hurtigt forsøgene på at forhandle med Tjetjeniens daværende leder Djokhar Dudajev og kastede sig og landet ud i den krig, som tiden har vist, at ingen kan vinde.

Ikke desto mindre er bogens forfattere, som alle forlængst er uden for det politiske livs inderkredse og ikke længere under indflydelse af presset fra den magtfulde præsidentadministration, enige om at betragte Boris Jeltsin som det forrige århundredes mest betydningsfulde politiker i Rusland.


Trods alle klare fejl og mangler, skriver de, var den dominerende faktor for Jeltsin hverken magten, mammon eller ære.

Når det kom til stykket, »valgte Jeltsin altid fornemmelsen af sin særlige mission. Han var hverken teoretiker eller tænker, og han havde en højst udflydende opfattelse af sin mission, en meget personlig og ofte naiv opfattelse.

Den kan kort formuleres sådan: Jeg er Ruslands første præsident. Jeg har ansvaret for de forandringer der foregår i landet og det er kun mig, der kan forsvare dem. Jeg må hjælpe Rusland med at blive et land med velfærd for folket ...

Jeltsin elskede helt klart magten og var klar til at kæmpe for den. Han elskede dens ydre attributter, folkets kærlighed og bureaukraternes bæven. Når det var nødvendigt at vælge mellem magten og missionen, så valgte han missionen«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce