0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Løgneren

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En løgnhals bryder ingen sig om, det er for vulgært. Så er der mere format over en mytoman. Sådan som André Malraux var det. I hans liv var der, nøgternt set, så meget drama og så mange bedrifter, at det kunne have rakt til både fem og seks mere normale eksistenser. Og dog måtte han lyve, bedrage og fortie, som var han ikke stor nok 'i sig selv'. Han ville være en myte.

Hver generation har sine helte, må man da håbe. Måske giver man bedst vor tids unge en fornemmelse af Malraux' betydning, hvis man siger, at han var et ikon, længe inden begrebet kom på mode.

Hans mod stod mål med hans intelligens og høje stræben. En intellektuel, lad os bare kalde ham genial, der satte handling bag sine ord. Det gav et sug i mellemgulvet, når man så fotografier af ham. Der stod han i sin trenchcoat med kraven slået op om nakken og med sin evige cigaret dinglende fra underlæben. Spor af smerte furede hans ansigt, hvad havde han ikke set og oplevet!

(I næste generation var det Ché, der kom op på væggen på teenagerens værelse).

Malraux var knap fyldt tyve, da han fortalte sin noget ældre kone, at han agtede at skulptere sin egen statue.

I dag ved vi, at han som skulptør ikke var renlivet naturalist. Forfatteren og journalisten Olivier Todd har brugt fem år af sit liv på at finde ud af, hvad der var digt og hvad der var sandhed i Malraux' liv. Efter at have læst Todds biografi på knap 700 sider må man konstatere, at statuen vel stadig står på sin sokkel, men skamferet er den.

Respekt for facts
Det har ikke skortet på Malraux-biografier, men ingen er gået tilnærmelsesvis så tæt på som Olivier Todd. Måske hænger det sammen med, at Todd er et produkt af både fransk og angelsaksisk kultur. Hans mor var engelsk, han studerede på både Sorbonne og Cambridge, og som journalist i stjerneklasse har han også arbejdet for BBC. Og hos de tørøjede angelsaksere lærte han respekt for facts.

Der er også en egen britisk ironi i tonefaldet, når Todd tager sin helt i at snyde på vægten. Han er nærmest mildt overbærende, og samtidig dybt undrende: Hvorfor havde Malraux denne trang til at overdrive? Og hvorfor lod hans samtidige sig binde den ene skrøne på ærmet efter den anden? En kollektiv svaghed for myter, monstro?

Malraux' første eventyr førte ham til Indokina. Han hævdede frækt, at det var som arkæolog han ledte efter skulpturer fra Khmer-kulturen. Sandheden var, at han var på rov. Byttet skulle sælges til rige samlere, for det unge, højtflyvende par var på spanden. Hjemme i Paris førte han sig siden frem som en eksklusiv kender af asiatisk kunst og kultur - uden at nogen bad ham give en prøve på sine påståede kundskaber i sanskrit og persisk.

Hans romaner med temaer fra Indokina og Kina betog med rette læserne. Malraux' univers er tragisk, hans helte trodser livets meningsløshed ved at handle og derved løfte deres ene sølle liv op på et andet plan. Men at forfatteren selv skulle have spillet en aktiv, underjordisk rolle blandt kinesiske revolutionære, dét var en skrøne, sat i omløb af Malraux selv.

Hvorfor var det ikke nok for ham at kunne sige, med fuld føje, at han i Indokina havde lanceret en avis, der forsvarede de indfødte mod den franske kolonimagts arrogance og overgreb? I denne politiske kamp var Malraux tidligt ude.

Det samme var han, da det gjaldt om at advare mod nazismen i Tyskland.

Eskadrillechef
Da den spanske borgerkrig brød ud i 1936, meldte han sig frivilligt i kampen mod general Franco og hans fascister. Med sin energi og opfindsomhed lykkedes det ham at stable en eskadrille på benene. Og han, der ikke selv kunne styre et fly, blev den naturlige leder.

Øjenvidner har højst forskellige opfattelser af Malraux' duelighed som eskadrillechef, men ingen anfægter hans personlige tapperhed. Han stod selv ved maskingeværet på flere bombetogter.

Men hvem havde givet ham rang af oberst? Det havde han såmænd selv. I interview berettede han om, hvordan han var blevet såret af skud. Det kan gamle kampfæller ikke huske noget om. Derimod erindrer de, at 'obersten' forstuvede en fod under en ublid landing. Men det var skudsåret, der gik verdenspressen rundt.

Afstanden mellem virkelighed og myte blev endnu større under den tyske besættelse af Frankrig 1939-44. Man kunne have ventet, at helten fra den spanske borgerkrig straks ville have kastet sig ind i modstands-kampen.

Det skete først i 1944, to måneder førend de allierede gik i land i Normandiet. Todd formoder, at Malraux følte det afgørende stød til engagement, da hans to halvbrødre var blevet fanget og henrettet af Gestapo.

Malraux fik på ingen tid sat sig selv i spidsen for en brigade, der med stort mod kæmpede mod overlegne tyske styrker. Ingen tvivl om det. Men Olivier Todd optrevler det spind af løgne og fupnumre, der gav offentligheden indtrykket af, at Malraux havde været med i modstandskampen meget længere end tilfældet var.

Hans indsats, da den endelig kom, kunne nok stå alene - og alligevel fablede mytomanen løs om dramatiske episoder med sig selv i centrum. Tortur hos Gestapo? Opspind. Trussel om henrettelse? Opspind.

Minister
Der blev også fiflet med papirerne, da 'oberst' Malraux skulle kvalificeres til den højeste orden, en modstandsmand kunne opnå efter befrielsen.

General de Gaulle må have set den anden vej, mener Olivier Todd. Generalen havde brug for Malraux efter krigen, i den politiske strid var det godt at have en omvendt kommunistsympatisør ved sin side. Det er den kyniske betragtning. Men samtidig vidner alt om, at disse to undtagelsesmennesker omfattede hinanden med dyb sympati og respekt.

Som de Gaulles kulturminister fløj Malraux verden rundt som en missionær for Frankrigs vilje til storhed. Det gav ham bl.a. adgang til koryfæer som Nehru i Indien og Mao i Kina. Herom kan man læse i Malrauxs 'Antimemoirer' fra 1967. Især hans beretning om mødet med formand Mao er det helt store jubelnummer i Todds biografi.

Når man læser Malraux, må man tro, at han og Den store Rorgænger førte en samtale på højt intellektuelt niveau i tre timer.

I virkeligheden indskrænkede samtalen sig til et kvarters tid (når man trækker indledende høfligheder og tolkning fra), og der blev fra begge sider kun ytret banaliteter. Det fremgår af det stenografiske referat, som den franske ambassade i Beijing sørgede for.

Men hvem kan vel glemme det billede af myten Mao, som mytomanen Malraux tegner?

Todd har selv oplevet Malraux på tomandshånd, i 1975: »Han var en helt fantastisk skuespiller, næsten en tegneseriefigur«.

Malraux udtrykte sig helst i lange monologer, hvor han blændede sine tilhørere med sin overvældende viden, sine originale analyser, sine overrumplende tankespring og sit lynhurtige, flænsende vid.

Som folketribun på en talerstol var han også i særklasse. En del af hans effekt på omgivelserne skyldtes hans ustandselige nervøse ansigtstrækninger, tics, og hans idelige snøften, som snappede han efter luft.

Hvad der kunne gå for manerer skyldtes i virkeligheden, at Malraux livet igennem led af en sjælden sygdom, Tourettes syndrom. Olivier Todd formoder, at denne lidelse må have haft afgørende betydning for Malraux' selvopfattelse og udvikling, men i øvrigt lader han spørgsmålet ligge som et emne for medicinere og psykiatere.

Narkoman
Malraux gjorde alt for ikke at blive opfattet som en privatperson. Men også han havde naturligvis et privat liv. Hans kone nr. to blev kørt over af et tog, hans to halvbrødre omkom under krigen, hans to sønner blev dræbt ved en trafikulykke.

Sine seneste år var han dybt alkoholiseret, slugte piller, var på sprøjten og blev behandlet for depressioner.

Det ligger snublende nært at opfatte Todd som en ikonoklast , en billedstormer, der spolerer et helgenbillede. Men i et klogt, og bevægende sidste kapitel bekender Todd sin fortsatte fascination af Malraux:

»Når alt er sagt så er han, hvad enten man kan lide ham eller ej, rent ud forbløffende«.

De fleste franske kritikere har nået samme facit. Således mener Angelo Rinaldi i Le Nouvel Observateur, at Todd langtfra har smadret Malraux' selvskabte statue. Hvis man læser biografien med omtanke, så er Malraux blevet mere 'menneskelig'.

Rinaldi, der forleden blev valgt ind i Det franske Akademi, slutter sin anmeldelse med en påkaldelse hen over graven:

»Monsieur Malraux, i en tid da skæbner synes at være afgjort fra fødslen af, og da især hos de mindst begunstigede, da tænker vi på Dem med nostalgi«.

André Malraux' far var en fantast, der lod sin familie i stikken. Den forladte søn voksede op hos sin mor og bedstemor, der boede oven over deres lille købmandsforretning i en banal forstad.

Han hadede sin barndom, ville aldrig tale om den. For ham var tilværelsen fundamentalt absurd, men han ville ikke forlade denne verden uden at have »efterladt et ar på landkortet«.

Olivier Todd: 'André Malraux, une vie'. (Gallimard, 692 s., ill., 175 franc.).