0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Islam og kristenheden: to tvillinger

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I sin dagbog 'Ruzname', udgivet for fem år siden, da fundamentalismen tog fart i Tyrkiet, hvor han boede, skriver Henrik Nordbrandt:

»Ifølge nutidens fanatikere helliger Islam enhver forbrydelse, uanset hvor gemen og grusom«. Det drejede sig om en bande fundamentalister, der havde stjålet udsmykning i en moské for at finansiere deres indkøb af våben. Han kan også berette om en voldtægtsmand, der forsvarede sig med at sige: »Jeg har ret til det, for jeg er en hellig kriger, en 'mudjahid'«.

Det kan lyde som Dansk Folkeparti, men må ikke forveksles med dansk fundamentalisme. Det er vistnok netop en tidligere udgave af dette meget danske fænomen: fundamentalismen, der har lagt grunden til hans afsky for fænomenet i andre udgaver.

Han har i hvert fald flere gange hævdet, at hans foragt for fanatikere blev grundlagt i 1970 på Christianshavn. Han studerede dengang kinesisk og så med undren på de medstuderende, der blev glødende maoister. Dem var der mange af i Torvegade og omegn dengang. Så flyttede han til de varmere lande og har i de senere år været omgivet af den tyrkiske islamisme.

Man bør nok minde om Nordbrandts forhold til de øvrige store religioner fra Mellemøsten for at få hans forhold til islam på plads. I samme dagbog kalder han jødedommen »det rædselsfulde patriarkalske monster«, mens kristendommen ikke er andet end »en weekendtilbudsudgave af jødedommen«.

Det er altså ikke af lokalpatriotiske grunde, at Nordbrandt er skeptisk ved islam. Han har efter eget udsagn læst Koranen på arabisk og hævder, at han forstår islam. Deri adskiller han sig fra de fleste af sine landsmænd.

Han adskiller sig også ved at kunne skelne og være helt på det rene med, at der findes en verdslig version af islam - altså muslimer, der ikke tror så meget at det gør noget, og som har en kultur der er såvel islamisk som beundringsværdig. Han har som eksempel nævnt den såkaldte Alevikultur, hvis musik og litteratur siger ham meget.


Som produkt af en verdslig kristen kultur, bosat i et verdsligt muslimsk Tyrkiet, der efterhånden blev mere og mere styret af fanatikere, har han fastholdt, at de to kulturer er inderligt forbundne.

Fra korstogene og frem har de ikke meget at lade hinanden høre, når det gælder grusomheder. Men at de også har påvirket hinanden for det gode i en grad som ikke mange andre kulturpar, har Nordbrandt ved flere lejligheder insisteret på.

Man mærker i Nordbrandts digte, at han har taget indtryk af tyrkisk og persisk litteratur, men man kan ikke tale om nogen særlig islamisk påvirkning, så lidt som man kan tale om noget særligt kristent præg ved digtene.

Når islamiske forhold en sjælden gang dukker op i dem, kan det være i form af følgerne af fundamentalistisk vold, som i hosstående digt fra 'Ormene ved himlens port', hvor sorgen over poetens døde elskede væves sammen med den politisk forvoldte død.

Det er uden for digtene, i politiske essays og udtalelser, at Nordbrandts forhold til islam er mest lærerigt. Han er på én gang en uforsonlig modstander af den religiøse fanatisme i islam og en fortaler for dialog som det eneste middel mod fanatismen på begge sider.

I virkeligheden, mener Nordbrandt - på linje med en anden dobbeltkulturel forfatter, den palæstinensiske egypter Edward Said, der lever og skriver i USA - er den islamiske fundamentalisme om ikke skabt så dog holdt i live af europæiske forventninger.

Han sagde det sådan i Politiken 1. januar 1996: »Europa føler skyld over for de lande, det har undertrykt, og ser sin egen dårlige samvittighed spejlet i fundamentalismen - en forhekset dobbeltspejling, en ond cirkel, der kun kan brydes med dialog«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce