I sin dagbog 'Ruzname', udgivet for fem år siden, da fundamentalismen tog fart i Tyrkiet, hvor han boede, skriver Henrik Nordbrandt: »Ifølge nutidens fanatikere helliger Islam enhver forbrydelse, uanset hvor gemen og grusom«. Det drejede sig om en bande fundamentalister, der havde stjålet udsmykning i en moské for at finansiere deres indkøb af våben. Han kan også berette om en voldtægtsmand, der forsvarede sig med at sige: »Jeg har ret til det, for jeg er en hellig kriger, en 'mudjahid'«. Det kan lyde som Dansk Folkeparti, men må ikke forveksles med dansk fundamentalisme. Det er vistnok netop en tidligere udgave af dette meget danske fænomen: fundamentalismen, der har lagt grunden til hans afsky for fænomenet i andre udgaver. Han har i hvert fald flere gange hævdet, at hans foragt for fanatikere blev grundlagt i 1970 på Christianshavn. Han studerede dengang kinesisk og så med undren på de medstuderende, der blev glødende maoister. Dem var der mange af i Torvegade og omegn dengang. Så flyttede han til de varmere lande og har i de senere år været omgivet af den tyrkiske islamisme. Man bør nok minde om Nordbrandts forhold til de øvrige store religioner fra Mellemøsten for at få hans forhold til islam på plads. I samme dagbog kalder han jødedommen »det rædselsfulde patriarkalske monster«, mens kristendommen ikke er andet end »en weekendtilbudsudgave af jødedommen«. Det er altså ikke af lokalpatriotiske grunde, at Nordbrandt er skeptisk ved islam. Han har efter eget udsagn læst Koranen på arabisk og hævder, at han forstår islam. Deri adskiller han sig fra de fleste af sine landsmænd. Han adskiller sig også ved at kunne skelne og være helt på det rene med, at der findes en verdslig version af islam - altså muslimer, der ikke tror så meget at det gør noget, og som har en kultur der er såvel islamisk som beundringsværdig. Han har som eksempel nævnt den såkaldte Alevikultur, hvis musik og litteratur siger ham meget.