Sandspartel, vævfylder og høj-glans-alcyd. Lim, grunder og kabler med gammel strøm. I ledige stunder kæmper Deres bibliopat endnu med at få afsluttet sin boligs (desværre) eneste reolfri rum: soveværelset, som han under opsyn af sin iltre viv i månedsvis har været i gang med oppe under taget.

Smag lige på ordet 'vævfylder'. Ganske godt, ikke sandt, og vel i virkeligheden en betegnelse, der både kan bruges om (visse) kvinder og gode bøger. De går en i blodet. Og det i en grad, så man til sidst ikke kan finde tilbage til sig selv.

Hvem er man egentlig, hvis man trækker vævfylderne fra? Hvad er der egentlig tilbage, hvis alt det, man har suget til sig fra bøgernes (eller det svage køns) uudtømmelige verden, pludselig ikke længere er en del af ens mentale væv? Ville man overhovedet findes?! En lettere overvægtig krop, et ansigt, ens børn kan genkende, et vist håndelag for renovering af ældre huse, og skruede indersidespark på grønsværen, lidt dit og lidt dat, men honestly: vel i og for sig ikke ret meget mere.

En bibliopat minus bøger er som glasfilt uden fylder, som en hammer uden søm, som en statsminister uden indre ro, var vi lige ved at sige.


Efter at bibliopaten har læst Bo Lidegaards store biografi om Jens Otto Krag, er det gået op for ham, at Danmarks tidligere statsminister var superbibliopat.

Fra barnsben slugte han bog efter bog. Fra han var 15, førte han regnskab og statistik over, hvor mange titler og sider han havde læst. I 1931, hvor han læser 'Hærværk', drejer det sig om ikke færre end 5.880 sider.

Hele vejen gennem den karriere, der fører ham til landets højeste embede, arbejder han på udkast til romaner. Bestandigt drømmer han om det liv, der måske venter hinsides politikergerningen.

Uanset hvor han går, har han en bog med sig. Hvis ikke han skriver politiske artikler eller oplæg, dagbog eller ufuldstændige romaner, ja, så læser han - hvis han da ikke lige har travlt med at lægge endnu en dame ned.

Mens han er udenrigsminister er Marcel Prousts' roman 'På sporet efter den tabte tid' længe hans trofaste kammerat. Et sted skriver Lidegaard: »Bøgerne bliver Jens Ottos første og nærmeste ven. De, som følger gennem tykt og tyndt, og som forbliver trofaste lige til det sidste«.

Det er både rigtigt og forkert, for det, der jo faktisk synes at ske, er, at Jens Otto Krag i den grad lader forfatterdrømmen fylde sit væv, at han bliver offer for den. Da han endelig sætter sig for at realisere sin store bog- eller kunstnerdrøm, kan den ikke bære, han har narret sig selv. Måske.

Sådan kan Bo Lidegaards biografi i hvert fald læses, selvom der også er en anden, ikke mindre bibliopatisk mulighed: at Jens Otto Krag faktisk er så mangefacetteret og reflekterende en person, at politikergerningen aldrig bliver nok for ham.

At han altså, uanset om hans egne kunstneriske evner kan briste eller bære, bare må kaste sig ud i en eksistens, der byder på en anden dagsorden end den professionelle politikers.


For Deres bibliopat har mødet med den lidenskabelige statsministers mere drømmende side været en sand fornøjelse.

Som vi for 70 klummer siden var inde på, befinder bibliopater - modsat simpelt bibliofile eller folk, der blot er bibliomane - sig i et gravitationsfelt, hvor bøger hyppigt får lov at spille en afgørende betydning, hvad enten de føles egnede som isolationsmateriale i et skunkrum, inspirerer til at omlægge vedkommendes levevis - eller som det skete for Jens Otto Krag, efterhånden som han læste sig vej gennem livet: skaber en målestok for den menneskelige tilværelses mulige livsfylde.

Og så er vi ved svaret på sidste uges quiz om en vis håbefuld forfatter. Det var, som blot en enkelt læser, Niels Brodersen, gættede, Jens Otto Krag, der skrev på, men aldrig fuldførte, endsige udgav romanen 'Uro i Metropolis', hvorfra citatet om den nubrede kvindehud stammede.

Også vor læser Ole Rysser skal have svar: »Jeg læser din klumme i Politiken, men har ikke kunnet finde betydningen af ordet bibliopaten . Er det 'selvopfundet' eller hvad?«.

Gæt selv, Rysser, men kom nu ikke og sig, at du ikke ved, hvad ordet betyder - og ja skat, ja, jeg kommer nu og fylder dit væv ud, jeg skal bare lige sætte et punktum.

Quiz 49: »Står der, himmelfalden, derpå intenst lykkelig, véd uden videre, at netop dette øjeblik i den gråt lysende majaften, kammeraterne lidt fra mig i en klump om Franke, nogle skingre begejstringsråb ud til os fra den sparsomt besatte tribune, ikke som en brusen, men med stemmer klart skelnelige hver for sig, netop det øjeblik vil jeg altid huske«.

Forfatter? Roman? Svar udbedes ...