Sandspartel, vævfylder og høj-glans-alcyd. Lim, grunder og kabler med gammel strøm. I ledige stunder kæmper Deres bibliopat endnu med at få afsluttet sin boligs (desværre) eneste reolfri rum: soveværelset, som han under opsyn af sin iltre viv i månedsvis har været i gang med oppe under taget. Smag lige på ordet 'vævfylder'. Ganske godt, ikke sandt, og vel i virkeligheden en betegnelse, der både kan bruges om (visse) kvinder og gode bøger. De går en i blodet. Og det i en grad, så man til sidst ikke kan finde tilbage til sig selv. Hvem er man egentlig, hvis man trækker vævfylderne fra? Hvad er der egentlig tilbage, hvis alt det, man har suget til sig fra bøgernes (eller det svage køns) uudtømmelige verden, pludselig ikke længere er en del af ens mentale væv? Ville man overhovedet findes?! En lettere overvægtig krop, et ansigt, ens børn kan genkende, et vist håndelag for renovering af ældre huse, og skruede indersidespark på grønsværen, lidt dit og lidt dat, men honestly: vel i og for sig ikke ret meget mere. En bibliopat minus bøger er som glasfilt uden fylder, som en hammer uden søm, som en statsminister uden indre ro, var vi lige ved at sige.